Anmeldelse: Sandheden
Hirokazu Kore-edas første ikke-japanske familiedrama er en intelligent mikstur af rigtige løgne og falske sandheder.
Under Cannes-filmfestivalen i 2018 så Hirokazu Kore-eda sig første gang som vinderen af Den Gyldne Palme med kritiker- og publikumsfavoritten "Shoplifters". Fortællingen om en broget besætning af mennesker, som i Japan lever livet på lovens rand, er endnu én af mesterinstruktørens fortællinger om familierelationer. Nu er Kore-eda aktuel med sin første ikke-japanske film, "Sandheden". Og her skruer han ned for det konceptuelle drama, men op for familiedramaet. Gennem franske mastodonter som Catherine Deneuve og Juliette Binoche og med amerikansk assistance fra Ethan Hawke ryddes der op i fortidens ægte og falske minder.
Den store, franske skuespillerstjerne Fabienne Dangeville (Deneuve) har netop forfattet en selvbiografi. Af den årsag kommer datteren Lumir (Binoche) sammen med sin skuespillermand Hank (Hawke) og deres datter Charlotte på besøg for at fejre Fabienne. Lumir læser bogen og finder hurtigt ud af, at den mest af alt er det pureste opspind. I løbet af opholdet åbnes Pandoras æske – fuld af minder og meninger fra Lumir og Fabiennes anstrengte mor-datter forhold. Deres minder er deres sandheder, men i konfrontationens hede er det svært at skelne mellem rigtigt og forkert.
Familien i "Sandheden" har levet med deres vidt forskellige sandheder, små såvel som store, som nu spilles op mod hinanden. Det er sandheder, de har gået stille og usagt med i lang tid. Tydelige tråde trækkes tilbage til Kore-edas "Still Walking", hvor en familie mødes til en slags minde-middag. Farfaren dér og Catherine Deneuve her agerer begge familieoverhoveder, hvor stikpiller rammer som syngende, verbale lussinger. Men familiemedlemmerne finder en slags selvransagelse gennem brutalt ærligt modspil mellem hinanden. Selvom ikke alle åbenbaringer giver genklang, er det stadig interessant at være publikum til.
Hvad der løfter Kore-edas seneste værk fra at være et tørt, fransk familiedrama er et tankevækkende meta-element. Den japanske instruktørs dybfølte "Mellem liv og død" tilbage fra 1998 havde det finurlige præmis, at døde mennesker ankom til et slags hotel, hvor de skulle vælge et minde og filme det, så det kunne beholdes for evigt. I "Sandheden" filmer Fabienne en science fiction-film, hvis fortælling om en mor, der vender hjem til Jorden hvert syvende år, pludselig ræsonnerer anderledes hos Fabienne og Lumir. Det ligner, at selv fiktive fortællinger har sandheder i sig – sandheder, som mor og datter kan bruge i deres forhold.
Det kan lyde meget som en Catherine Deneuve-film. Hun er hovedrollen, hun filmer en film-i-en-film, og hendes virkelige mellemnavn er Fabienne. Meta-elementet strækker sig så bredt, at filmen kunne forveksles med en biografisk fortælling om Deneuve – men ville det nu være sandheden? Heldigvis er der det subtile samspil med Juliette Binoche og Ethan Hawke, hvor filmen i sandhed tager emotionelt hold om publikum. Karaktererne og skuespillet er så godt skåret op, at ingen behøver at hæve stemmen eller eksplodere emotionelt. Nogle gange er det en køligt leveret fornærmelse fra ens mor, der rammer hårdest.
Den moderne japanske mester filmer stadig sine fortællinger om dysfunktionelle familier i lange indstillinger, som forsøger at fange så meget ægthed i interaktionerne som muligt. Især de helt små, fysiske karaktervalg fra Deneuve gør, at hun er en vaskeægte diva med lidt kærlighed gemt bag det skarpe ydre. "La vérité", som filmen hedder på fransk, er ikke cinéma vérité, men subtile og udførlige fiktive scener om virkelige problemer. Problemer, der måske kan hjælpe os som publikum med at skille sandt og falsk i vores liv.