Anmeldelse: Sangklubben
"Sangklubben" er en ægte feel good-film i ordets bedste forstand.
At gå på skalaer fra store smil på læben til tårer i øjenkrogen er et greb, de i britisk filmindustri er super gode til. Især efter det brede, internationale gennembrud med "Fire bryllupper og en begravelse" fra 1994 har feel good-filmene siden været landets fremmeste eksportvare. Med "Sangklubben" kan de skrive endnu en solid film på listen – uden at opfinde en ny genre.
Kvinderne på en britisk militærbase føler sig en smule ensomme, når deres mænd drager afsted i krig, heriblandt to veninder. Stille Kate har oplevet en tragedie i sit liv og har svært ved at komme videre. Glade Lisa er til gengæld fuld af liv og gåpåmod, og derfor overtaler hun Kate til at finde på en fælles aktivitet for kvinderne på basen. Valget bliver at danne et kor.
Man får det godt af at se "Sangklubben". Som en anden journalist engang sagde: "Det her er en dejlig film", og dét er den bestemt. Nogle af sangene i filmen er skrevet af Robbie Williams. Det er ikke, fordi det decideret kan høres, at musikken kommer fra det tidligere Take That-medlems hånd. Men sammen med sange fra kunstnere som Cyndi Lauper og Madonna spiller musikken bare.
Instruktør Peter Cattaneo, som blev Oscar-nomineret for "Det' bare mænd", har fuldstændig styr på genren. Ligesom med mandestripperne i 1997 leverer "Sangklubben", og Cattaneo holder sammen på historien uden at genopfinde filmmediet. Vi ved præcis, hvor det går hen, men det harmløse hyggedrama forlanger det næsten også. Det virker genkendeligt, og mange toner klinger af det samme som set før talrige gange. Men det gør ikke noget, når det er velproduceret og fungerer.
Skuespillerne er omdrejningspunktet. Kate spilles af Kristin Scott Thomas, der de sidste 30 år har vist sig som en alsidig skuespillerinde. Fra hendes rørende præstation i "Den engelske patient" til Ryan Goslings kælling af en mor i "Only God Forgives" har briten vist format. Og det gør hun også denne gang. Filmens stjerne er dog irske Sharon Horgan, mest kendt fra britisk tv, som leverer en stærk og rørende præstation som Lisa. Resten af koret er dannet af mere eller mindre ukendte britiske skuespillerinder.
"Sangklubben" er en ægte feel good-film i ordets bedste forstand. Overraskelser er der ikke mange af, men skuespillerne gør det godt, og det er en fornøjelse at følge med på karakterernes rejse. Musikken er velvalgt og spiller på alle de rigtige tangenter, hvor vi skal le, snøfte og smile. Det gør man bestemt også i selskab med Kristin Scott Thomas, Sharon Horgan og resten af pigekoret. "Sangklubben" er en skøn tur i biografmørket, og selvom det bliver en smule banalt sine steder, er det nedslag, som ikke ødelægger helhedsindtrykket.