Anmeldelse: Sankt Bernhard Syndikatet

Intentionerne fra filmskabernes side er sikkert velmenende. Slutresultatet er en mindre katastrofe.

Journalist og instruktør Mads Brügger er en mand med omdømme. Udover sin post som kanalchef på Radio24syv har han tidligere haft stor succes med satiriske dokumentarserier – såsom "Danes for Bush" og "Det røde kapel". Især sidstnævnte høstede priser nationalt og internationalt. Med "Sankt Bernhard Syndikatet" debuterer Brügger som spillefilmsinstruktør. En debut, der desværre langt fra går som håbet.

Vi følger Frederik (Frederik Cilius) og kostskolekammeraten Rasmus (Rasmus Bruun). Sammen rejser det umage par til storbyen Chongqing i Kina, hvor de forsøger sig med at etablere et hundeavlscenter for Sankt Bernhardshunde. Begge har deres personlige problemer med i bagagen. Til hans fars skuffelse er Frederik ikke den succesrige forretningsmand, som han gerne vil være. Rasmus har fået konstateret muskelsygdommen ALS, hvilket han har svært ved at forholde sig til. Disse problemer fører mændene igennem en række pinlige offentlige optog, hvor næsten alt, der kan gå galt, går galt.

Præmissen fejler intet, og det starter derfor lovende for denne halvdokumentariske sorte komedie. Desværre falder filmen fuldstændigt fra hinanden af en række årsager. Vi kan starte med historien, der er intetsigende og uden pointe. Aldrig føles det, som om der er et egentligt formål med begivenhedernes gang. Tingene sker blot for at ske, og de førnævnte hovedpersoners personlige kampe kommer aldrig rigtig i spil. Når filmen slutter, er intet opnået, og værst: intet er lært.

Humoren er tydeligt inspireret af "Lost in Translation" og "Klovn" med absurd og sort humor, der grænser til det ulideligt pinlige. "Sankt Bernhard Syndikatet" formår dog intet med sine inspirationskilder. Alle forsøg på at høste billige grin resulterer i akavet stilhed, hvor man fristes til at le af ren medlidenhed. Andre gange bliver det så tåkrummende, at man ville ønske, det hele snart ville slutte.

Trods det flotte fotografarbejde af Jonas Berlin hjælper det heller ikke, at Chongqing reduceres til en stereotyp. Kinesisk kultur bliver kun anskuet overfladisk, og de kinesiske karakterer bliver enten anskuet som skumle forretningsmænd eller som unge kvinder med seksuelt potentiale. Det er så overfladisk, at man kun undrer sig over, hvorfor filmen overhovedet foregår i Kina. Absolut intet fungerer i "Sankt Bernhard Syndikatet". Umiddelbart føles det mest, som at Brügger og kompagni fik finansieret en rejse til Kina, hvor der skulle produceres et eller andet – sådan at rejse og penge ikke var spildte. Intentionerne fra filmskabernes side er sikkert velmenende. Slutresultatet er en mindre katastrofe.

Det er altid ærgerligt, når en potentielt lovende og sympatisk film ender dårlig – ikke desto mindre er det dét, vi har at gøre med her. Jeg kan under ingen omstændigheder anbefale "Sankt Bernhard Syndikatet". Hvis jeg var en kinesisk forretningsmand, ville jeg ikke anbefale at investere i dette makværk og blot lade pinlighederne fortsætte i stilhed.

Sankt Bernhard Syndikatet

Kommentarer

Sankt Bernhard Syndikatet

Log ind for at deltage i diskussionen