Anmeldelse: Sauls søn
Der er blevet lavet utallige holocaust-film. Flere klassikere endda. Men hvis du troede, emnet var udtømt, så tog du fejl. For der er aldrig blevet lavet en film, der ligner "Sauls søn". Den er på alle måder sin egen.
Handlingen udspiller sig i helvedets forgård, Auschwitz 1944. Her følger vi Saul Ausländer, en ungarsk jøde i den såkaldte Sonderkommando. Sammen med en række andre fanger er han tvunget til at udføre de opgaver, som er for afskyelige for selv de mest modbydelige nazister: Han eskorterer fangerne til gaskamret og transporterer efterfølgende ligene væk. En dag sker der dog noget, som Saul ikke har været ude for før. En lille dreng, som Saul hævder er sin søn, overlever turen i gaskamret – i hvert fald i første omgang. Derfor beslutter Saul sig for at gøre alt for at give drengen en ordentlig begravelse, uanset hvad konsekvenserne så er. For i det mindste at udføre én medmenneskelig handling.
At bruge tid på at udpensle plottet virker næsten omsonst. For selvom det ungarske drama får tilsat en stor portion uforudsigelighed gennem Sauls risikable og næsten uforståelige stræben efter at give den lille dreng en begravelse, så er det eksekveringen, der for alvor gør "Sauls søn" speciel. Debutinstruktøren László Nemes har sammen med sin fotograf Mátyás Erdély begået en genistreg af de helt store ved at optage filmen udelukkende ved brug af nærbilleder. Således følger vi med håndholdt kamera hele tiden Saul, oftest bagfra, mens han bevæger sig rundt i den kaotiske og modbydelige koncentrationslejr. Kombineret med brugen af det næsten kvadratiske billedformat 4:3 gør det "Sauls søn" til en uhyggeligt intens og klaustrofobisk oplevelse.
Det er imponerende, hvor fuldendt "Sauls søn" er. Især når man tænker på, at det er Nemes' instruktørdebut. Der er måske værker, som er flottere rent visuelt, men jeg kan dårligt komme i tanke om andre film, hvis billedside understøtter fortællingen bedre. Lydsiden er lige så imponerende. Underlægningsmusik er der intet af, men til gengæld formår lyddesigner Tamás Zányiat at bruge koncentrationslejrens sansebombardement til at skabe et inferno af lyde, der kun bidrager til kaosset.
At "Sauls søn" er så intens, som den er, skal også ses som et udtryk for dens sobre behandling af 2. Verdenskrigs forfærdeligheder. Fordi fokusset er på Sauls subjektive indtryk frem for at give en historielektion, og fordi der aldrig bruges underlægningsmusik som rettesnor, føler man aldrig, at man er vidne til et stykke sensationaliseret historie. Faktisk fremstår fortællingen så autentisk, at man næsten glemmer, at der bag den afdæmpede og alvorlige Saul gemmer sig en pragtpræstation af Géza Röhrig.
"Sauls søn" er enestående. Det lyder måske som en floskel, men i dette tilfælde er det den skinbarlige sandhed. Med sin fuldstændig unikke billedside, der kun består af nærbilleder, har ungarske László Nemes formået at skabe en knugende intens oplevelse, som er ulig alle andre holocaust-film. "Sauls søn" er en genistreg af den slags, man kun oplever meget sjældent.
