Anmeldelse: Sauna
Mathias Broe debuterer med lavmælt og vigtig film om LGBTQI+-miljøets hede indre liv.
Der er noget fortættet over den tunge fugt i "Sauna". Ikke kun den, der lægger sig som dugdråber på linoleumsfliserne i det offentlige baderum, men også den, der klæber sig til svedige kroppe, til stjålne blikke og til det uudtalte, som vibrerer mellem to mænd i en verden, der sjældent tillader dem at være sig selv. Men også en duggende afspejling af, at LGBTQI+-miljøet er lige så splittet, som persongalleriets usikre søgen efter det at høre til.
"Sauna" udspiller sig i, ja, en sauna. Eller rettere er det afsættet for Johan (Magnus Juhl Andersen), som arbejder i en sauna. Eksklusivt for bøsser. Tilfældig og uforpligtende sex med mænd fra diverse klubber i det københavnske underliv og dating-app'en Grindr er blevet en rutine, selvom Johan savner noget mere og dybere. Mødet med transmanden William (Nina Rask) indleder en stormfuld forelskelse, der balancerer på identitetens skrøbeligheder.
Mathias Broes filmatisering af Mads Ananda Lodahls bog af samme navn er en spillefilmsdebut med store ambitioner og et oprigtigt generationsportræt. Proppet med Københavns in-steder som Den Anden Side og local heroes fra miljøet omkring Pisserenden, med streg under miljøet, når der fremkaldes et rum bestående af både tungekyssets nærvær og engangsknaldets kølige distance.
Instruktør Mathias Broe har markeret sig som en formeksperimenterende stemme på den danske kortfilmscene. "Sauna" er et naturligt skridt for den unge filmskaber, der tidligere har bevæget sig et sted mellem dokumentar og fiktion, hvor virkeligheden filtreres gennem drømmelignende billeder og fragmenterede fortællestrukturer. Det er ikke den lineære histories fremdrift, der optager Broe. Snarere det kropslige, det flydende og det flygtige – alt det, der opstår mellem ordene. Og dét, der forbliver usagt. Ikke i stand til at blive omsat i ord. Uden at forfalde til det prætentiøse og teatralske.
"Sauna" er på mange måder en videreførelse af den metode. Formen er konstant til forhandling i flydende narrative rytmer. Afmonterede sideplots hægter sig til Johans uafklarede fremdrift i en verden, han dybest set selv har svært ved at slå rødder i. Han er hele tiden på vej videre, uden at vide hvorhen. Karakterportrætterne er med overlæg sært overfladiske, da det indre følelsesliv farver de ydre dimensioner. Et greb, der især er kendt fra andre queer-filmskabere som Pedro Almodóvar ("The Room Next Door") og Claire Denis ("High Life").
Mathias Broe er dog langt fra så hyperstiliserede som sine to instruktørkollegaer. Med sin lavmælte dialog, sit nøgterne blik og en vis tilbageholdenhed er der en naturalistisk tone, som trækker på Herman Bangs menneskeskildringer og Nicolas Winding Refns rå "Pusher"-underverdener. Måske med for meget respekt og autenticitet, der til tider holder sig selv lidt for meget i snor. Der længes efter at tage springet ud af skabet. Men sjældent tør handlingen helt kaste sig ud i livet.
I en nyere dansk filmkontekst, hvor queer-fortællinger ofte er fraværende eller blot reduceres til subplot i større, heteronormative narrativer, er "Sauna" en frisk undtagelse. Homoseksualitet er ikke noget, der skal forklares, men noget, der er. Et statement i sig selv – og et, der bæres med værdighed.
Ikke mindst i mødet mellem Johan og den noget ældre sambo Michael, der spilles overbevisende af rutinerede Klaus Tange. Selvom Johan og William måske ikke er særligt interessante som karakterer, slår Magnus Juhl Andersen og Nina Rasks kemi gnister. Følelserne kommer helt ud på tøjet og under dynen. Andersen – der gjorde sig bemærket i "De forbandede år" – trænger fremragende ind i et nuanceret mørke af sårbarhed, som bør bane karrierevejen for den unge skuespiller.
Disse møder er filmens egentlige kerne. Ikke i seksualiteten i sig selv, men i spørgsmålet om, hvad vi tør vise af os selv, og i hvilken sammenhæng. Hvad der er normalt ud fra kontekst, og hvor svært det er at manøvrere i de skift af sfærer og stemningslejer.
Det er også her, at visse problemer opstår. Nogle scener trækker ud og mister momentum, og helikopterperspektivet skaber upersonlighed. Valget af den stilistiske stivhed skygger for filmens hjerteblod, der veksler lidt rigeligt mellem arbejds- og hvilepuls. Selvom det som en kedelig heteroseksuel er interessant at få indblik i interne stridigheder i queer-miljøet, er det ikke nok til at drukne den omskiftelige fortællings svagheder.
Når "Sauna" alligevel er et frisk pust og føles som et vigtigt nedslag i dansk film, er det ikke fordi Mathias Broe råber højt, men netop fordi den tør være stille. Den giver plads. Den ser og lader publikum. Helt som kunstnerisk udtryk i 20'ernes tidsånd. Broes film er ikke perfekt – men den er ægte og har et iboende potentialet til at sætte standarden for en ny bølge i dansk sammenhæng. I sidste ende er det måske nok. I en tid, hvor repræsentation i film ofte bliver reduceret til tjekbokse og hashtags for syns skyld. Tiden er måske endeligt modnet til, at danskproducerede LGBTQI+-film er på vej til at blive normaliseret.
Det er på høje tid.
"Sauna" har dansk biografpremiere 24. april.