Anmeldelse: Savner dig allerede
Kræft er forfærdeligt. Selvfølgeligt er det dét. Kræft er også noget, de fleste mennesker i en eller anden forstand har haft inde på livet, hvad end det er som pårørende eller selv. Derfor er det også en selvfølge, at sygdommens indvirkning på samfundet repræsenteres i spillefilm. Når der efterhånden spyttes lige så mange af slagsen ud som superheltefilm og i så kalkuleret form som "Savner dig allerede", synes markedet efterhånden godt mættet.
Mød Milly (Toni Collette) og Jess (Drew Barrymore). Slyngveninder siden barnsben, der altid er et opkald væk fra hinanden. Nok er den vilde ungdom i den grad blevet udlevet, men der er stadig plads til cocktails, mens veninderne lever deres perfekt designede karriere- og familieliv med veldresserede skovmandsskjorte-mænd placeret i den mondæne del af London. Arj, hvor skønt, tænker du sikkert som "Sex and the City"-fan - det er da sådan noget dér, alle nymodens kvinder sukker efter. Sikke en drøm! Og hvad mere forfærdeligt er det end at miste alt dette - og selvfølgeligt til brystkræft.
Kræft er forfærdeligt. Noget nær lige så forfærdelig er "Savner dig allerede", der grådigt rager til sig med, hvad der har fungeret i andre film med tilsvarende tematik. Det hele er set før blot langt bedre. Når selv skrifttypen på plakaten på mistænkelig vis ligner den fra "En flænge i himlen", grænser det til desperat plagiat.
"Savner dig allerede" gør ganske få ting godt. Toni Collette kæmper en brav kamp med en på mange måder håbløs dårligt skrevet karakter, mens dialogerne sporadisk rammer plet med skarp britisk humor. Dette drukner i malplaceret sukkersødme, der sydende drypper harsk malurt i det i forvejen tynde øl. Ikke nok med at vores to heltinder er øretæveindbydende ulidelige. Motivationen bag deres handlinger bliver aldrig naturlige, heller ikke når Milley bliver rigtigt kræftsyg - snarere tværtimod.
Af en film om kræft at være falder emnet påfaldende meget i baggrunden. "Savner dig allerede" handler om venskab, men Milley og Jess er mere ild og vand end veninder. Dramaet bliver aldrig rørende, komikken er sjælden sjov. Intet bliver kædet troværdigt sammen som helhed, og det er ikke til at blive klog på, hvad præcis pointen er. Om der er en subtil understrøm af indforstået søstersolidaritet om et bånd, der binder selv de mest umage veninder sammen, skal forblive usagt.
Visse film rammer ikke balancepunktet mellem grovkornet komik og følelsesporno. "Savner dig allerede" rammer hverken eller og kan bedst svare sig helt at undgå. Var der ikke et par komiske guldkorn, og prøvede Toni Collette ikke så hårdt at tilføre sin endimensionale karakter en vis dybde, havde filmen rendt med en sikker plads på årets værste film anno 2016-liste allerede nu.