Anmeldelse: Scoob!
"Scoob!" føles ganske enkelt ikke som Scooby Doo længere.
I 51 år har den evigt sultne og snøvlende hund Scooby Doo underholdt børn og barnlige sjæle i alle aldre. Med et hav af forskellige tv-serier og filmatiseringer af svingende kvalitet bag sig har Scooby Doo formået gennem slapstick-komik og gådefuld spænding at fange adskillige generationers hjerter. Det seneste reboot med det kække navn "Scoob!" skulle have været en stor biografpremiere, men blev ét af de efterhånden mange ofre for Covid-19 og blev derfor sendt direkte til streaming. Pudsigt nok er det lige præcis hér, at den hører hjemme. For animationerne tyder ikke på en stor og dyr produktion, men nærmere en blandt de billigste af slagsen. Det kunne dog nemt tilgives, hvis Scooby Doos ånd forblev intakt. Desværre rammer "Scoob!" også her fuldstændigt ved siden af.
Et par kloge hoveder, en hjernedød fyr og en hund, der kan tale, kører rundt i en varevogn og løser mysterier. Den griske skurk Dirk Dastardly har åbnet en portal til en anden dimension fyldt med rigdomme, men hans hund Muttley er blevet efterladt derinde. Sammen med en superhelt beslutter Mysteriebanden sig for at standse Dirk, inden han får sluppet spøgelseshunden Cerebus, som vogter dimensionen, fri. Men Dirk skal bruge Scooby Doo for at gennemføre sin plan.
Jeg er næppe blandt de eneste, der er vokset op med en ugentlig dosis Scooby Doo. Selv mine børn er tossede med karakteren, fordi tegnefilmene er en smule farlige, men formår at jævne uhyggen ud med humoren. At pille ved grundopskriften sker fra tid til anden i de forskellige serier. Men at skabe en helt ny forhistorie, der intet formål tjener, og skrue det altid jævne tempo op på max, gør, at "Scoob!" ganske enkelt ikke føles som Scooby Doo længere.
De danske navne er skrottet til fordel for de originale, sikkert fordi Stubbe som barn i "Scoob!"-forhistorien ganske enkelt ikke havde skægstubbe, og på sin vis passer dette glimrende ind i filmens række af bizarre valg. Nu hedder han bare Shaggy – udtalt med tung accent. Stemmeføringen svinger mellem det hysteriske og apatiske, som var det en lydmæssig metafor på filmens konstante mangel på balance.
Dirk Dastardly (bedst kendt fra "Stop den brevdue") er filmens skurk, og dermed er det klassiske whodunnit-mysterie, der ellers er hovedparten af Scooby Doo-tegnefilmenes DNA, skrottet til fordel for fest og farver. Dirks motiv skifter fra grådighed til empati og tilbage igen et par gange, og sammen med plottets hektiske spring i tid og sted er der ikke noget at sige til, hvis man bliver rundtosset. Her bidrager animationernes amatøragtige udseende i sådan en grad, at der er risiko for at blive fysisk dårlig undervejs.
Til tider prøver "Scoob!" at være tro mod sit oplæg, på andre tidspunkter vendes der på en tallerken. Selv i introsekvensens løftede langefinger til oplægget gemmer der sig en henvisning til en af de første tegnefilm, hvor banden fanger en udklædt forbryder i et hjemsøgt hus. "Scoob!" er dog ikke fri for overnaturlige elementer. Filmens skizofrene struktur og mildest talt rodede og overfyldte manuskript kan ikke helt beslutte sig for de mest basale ting. Forsøger Dirk i virkeligheden at redde Muttley? Findes der spøgelser? Oven i den perlerække af spørgsmål opstår endnu flere i kølvandet på de mange plothuller. Hvordan kender Dirk til Scoobys stamtræ? Hvordan kan Muttley være i live efter år uden føde? Når "Scoob!" endelig slutter, er kun én ting sikker – den kommer ikke til at blive set af generationer fremover.
Filmen kan ses på blockbuster.dk.