Anmeldelse: Selvmordsturisten
"Selvmordsturisten" virker som en oprigtigt god idé, der ikke er færdigtænkt.
Efter den anmelderroste og prisvindende debutfilm "Når dyrene drømmer" er Jonas Alexander Arnby tilbage med "Selvmordsturisten". Den tidligere Super16- og London School of Media-elev har i forvejen vist sit seneste værk ved den spanske filmfestival Sitges og i Zürich. Samtidig er den udtaget til Politikens Talentpris 2019. Det lyder meget lovende, men til trods for talentet bag kameraet forbliver det desværre en tom oplevelse.
Max (Nikolaj Coster-Waldau) er lykkeligt gift med Lærke (Tuva Novotny). Knapt så lykkeligt bliver det, da han på sin fødselsdag får beskeden om, at han i hjernen har en svulst, som ikke kan opereres væk. Efter at have forsøgt sig med selvmord kommer han på sporet af Aurora Hotel. En luksus-selvmordsklinik, der hjælper folk med at tage afsked med livet i så ideelle rammer som muligt. Men da Max opdager en foruroligende sandhed, sætter han spørgsmålstegn ved sit liv, døden og sin forståelse af virkeligheden.
Præmissen er interessant, især med tanke på den nutidige debat om retten til at forlade livet på en anstændig måde. Men desværre er "Selvmordsturisten" overraskende hul. Det er en film om døden, men filmen vil helst ikke påtale netop det. Omend det at distancere sig fra italesættelse sikkert har sin sandfærdighed i samfundsdebatten, så går det ikke nødvendigvis i en filmisk fortælling.
De forskellige spring i tid og rum giver mening, da vi ser begivenhederne fra Max' perspektiv – påvirket af svulsten – men virkemidlerne udnyttes sjældent til noget særligt. Enkelte scener vender filosofisk selvmordet som tema. Men det stikker aldrig dybere. Selv scener med emotionelt potentiale slutter pludseligt og ufuldendte. Og vidensfaldet ved den "foruroligende sandhed" er skuffende.
Skuespillet er fint, men der hersker ingen seværdige præstationer på selvmordsklinikken. Det er tydeligt, at Coster-Waldau gør sit bedste, men manuskriptet giver ham ikke nok at arbejde med. Kemien med Novotny er heller ikke rigtigt til stede, hvilket gør, at deres scener sammen falder igennem – ligesom en stor del af filmen i øvrigt. De tekniske aspekter kan man ikke komme udenom, men de dør hen i glemsel som resten af "Selvmordsturisten".
"Selvmordsturisten" virker som en oprigtigt god idé, der ikke er færdigtænkt. På papiret er folkene bag produktionen og foran kameraet oplagte, men ingen får nok at arbejde med. Filmen har intet på hjerte, og fortællingen forbliver rodet og hul. Selvom enkelte sekvenser virker og teknisk set er imponerende, fremstår Jonas Alexander Arnbys film intetsigende og ligegyldig. Nicolaj Coster-Waldau gør sit bedste for at levere materialet, men det er begrænset, hvor meget selv en mand på dødsgangen kan gøre.