Det er en teknisk flot film, der hele tiden holder gryden i kog, men den mangler på en eller anden måde at have en pointe. Det hele virker så tomt når man når til rulleteksterne. Det spørgsmål den rejser undervejs bliver aldrig udforsket, og så sidder man bare tilbage med følelsen af at have indtaget tomme kalorier.
Anmeldelse: September 5
Højintens journalist-thriller om olympisk terrorangreb sætter spørgsmålstegn ved nyhedsdækningens etiske fundament.
Medierne har altid haft en magtfuld position i samfundet. Som en kilde til information og som instans, der kan forme den kollektive bevidsthed og udfordre magthaverne. Filmhistorien er rig på fortællinger, der udforsker journalistikkens dilemmaer. Fra "Alle præsidentens mænd" til "Nightcrawler" sættes på spidsen, hvordan journalister kan være helte, skurke eller noget midt imellem, fanget i krydsfeltet mellem sandhed, etik og jagten på den næste store historie. "September 5" fortsætter traditionen og placerer os midt i en af de mest dramatiske nyhedsbegivenheder i det 20. århundrede.
Tim Fehlbaums "September 5" dykker ned i mediernes moral og etik under en af de mest omtalte begivenheder i sportshistorien – München-massakren under OL i 1972. Omdrejningspunktet er ABC Sports' kontrolrum, hvor den grønne producer Geoffrey Mason (John Magaro) og hans hold ud af ingenting får mulighed for at dække palæstinensiske terroristers gidseltagning af israelske atleter. Vel at mærke som historiens allerførste direkte-dækning af et terrorangreb – hvilket selvfølgeligt er lidt af et scoop. Samtidig forsøger Roone Arledge (Peter Sarsgaard), præsidenten for ABC Sports, at navigerer mellem de komplekse beslutninger og juridiske rammer om, hvordan netop dét håndteres på direkte tv.
"September 5" er et højintens dyk ned i de dilemmaer, journalister står over for, når de rapporterer om voldelige begivenheder – og hvor hurtigt etik kan gå op i røg i kampens hede. Tim Fehlbaum stiller skarpt på spørgsmålet om, hvorvidt medier utilsigtet kan blive medskyldige i terroristernes mål ved at give dem den netop den eksponering, de søger. Og ikke mindst, hvor grænserne skal optegnes, før en menneskelig dimension går tabt i jagten på den gode historie i et sløret medielandskab mellem nyhedsrapportering og sensationsjournalistik.
Ved at begrænse handlingen til det trange kontrolrum, intensiveres den sveddryppende spændingen og giver publikum en kammerspil-klaustrofobisk følelse af at være til stede midt i kaosset med kniven for struben. Balancegangen mellem personlige omkostninger og ambitioner om at skrive mediehistorie minder på papiret om "Spotlight" og "The Post", hvor karakterernes interne konflikter præger de beslutninger, som træffes under et gigantisk pres. "September 5" er dog langt fra henholdsvis Tom McCarthy klassiske journalist-thriller og Steven Spielbergs heltefortælling, da Tim Fehlbaums film elegant og objektivt afdækker Geoffrey Mason og Roone Arledges valg som åben fortolkning.
Journalisternes nervepirrende beslutninger nuanceres, uden at fremstilles som kyniske eller følelseskolde. Deres indre kampe, frygt og tvivl kastes konstant op i luften, underbygget af et fabelagtigt intens lyddesign, der kaster publikum ud i kvælende rum af den slags, hvor luften smager kvælende tung, perfektioneret af lydtroldmanden Frank Kruse, som også stod bag "Intet nyt fra Vestfronten". Lydsiden underbygger refleksionen over de moralske kompromiser, der ofte følger med jagten på den næste store historie. Og hvilken kapital, der går forud for de mennesker live-tv dækker i grænselandet går mellem offentlighedens ret og respekten for ofrene og deres familier.
Med intelligent instruktion, stærke skuespilpræstationer og skarpe udforskning af komplekse temaer både underholder og provokerer "September 5". Tim Fehlbaum sætter den journalistiske thriller på spidsen og minder os om den magt, medierne besidder, samt det etiske og moralske ansvar, der automatiske følger med.
"September 5" har dansk biografpremiere 6. marts. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.