Anmeldelse: Ser du månen, Daniel

En freelancefotografs største mareridt bliver til virkelighed i imponerende gidselskildring. 

Én af årets større danske filmsatsninger gør sit indtog på biograflærredet. Niels Arden Oplevs film – baseret på Puk Damsgårds bog af samme navn – omhandler den sande historie bag en dansk fotografs oplevelser i fangenskab hos Islamisk Stat. Og dette som stærk fortælling – om en helt almindelig danskers møde med den barske virkelighed i krigszonen.

Daniel Rye (Esben Smed) befinder sig i start-20'erne og mangler et mål med tilværelsen. Daniel vælger at følge sin passion som fotograf og tager til den tyrkisk-syriske grænse for at dokumentere civilbefolkningens liv i krigshærgede byer. Beslutningen ender med at have store konsekvenser for Daniel, eftersom nyoprettede Islamisk Stat vælger at bortføre danskeren, blot et døgn efter han har krydset landegrænsen. De næste 13 måneder er en lang og smertefuld kamp for overlevelse, mens familien hjemme i Danmark prøver at skrabe sammen til løsesummen på 15 mio. kroner. I en celle med andre vestlige gidsler virker situationen håbløs, men familien fra Give giver ikke op.

Hvis nogen troede, at Esben Smed ikke kunne overgå titelrollen i "Lykke-Per", bliver dette gjort til skamme. Hver gang Daniel befinder sig i skræmmende situationer, tegner frygten for det uvisse sig uhyggeligt overbevisende i Smeds øjne. Følelserne sidder i "Ser du månen, Daniel" uden på tøjet, og alle som én rammer de som pletskud i hjertet, fordi fortællingen om en helt almindelig dansk families kamp er så nærværende. Sideløbende indføres vi i et land i kaos og forvirring, og hvor ikke engang CIA har overblikket over krisen i Syrien. Det kunne frygtes, at fokusset kun ville være hos de vestlige gidsler, og borgerkrigen en overflødig lille begivenhed i baggrunden – men filmen overrasker med perfekt balance mellem stor og lille fortælling.

Balancen ses også i skuespillet. Anders W. Berthelsen, der debuterer som co-instruktør, optræder som rolige Arthur, der lever af at redde reportere ud af krigszoner. Aldrig har den rutinerede skuespiller været mere cool end i sin søgning efter Daniel Rye. Den kidnappede amerikanske journalist James Foley – i skikkelse af Toby Kebbell – spiller en stor rolle, og samspillet mellem Kebbell og Smed får os til både at grine og græde.

Intensiteten vedligeholdes gennem hele handlingen, og Daniels følelse af magtesløshed smitter publikum. "Ser du månen, Daniel" understreger det høje niveau, dansk film befinder sig på netop nu. 2019 har allerede budt på "Før frosten" og "Dronningen". Netop disse to film kæmper med "Ser du månen, Daniel" om en plads til Oscar-nomineringerne. Det danske felt ser i år stærkt ud.

Det er tydeligt, hvorfor "Ser du månen, Daniel" kan ende med at få hæder. Niels Arden Oplevs film er livsbekræftende, og mange biografgængere vil formodentlig sidde med tårer i øjnene undervejs. Det er en følelsesmæssig rutsjebane med op- og nedture, hvor man fornemmer, hvilke længder mennesket vil gå til for at overleve. Samtidig skabes et eftertænksomt eftermæle om den syriske borgerkrig og IS. I en menneskelig film om umenneskelige gerninger er Esben Smed fremragende. Ganske enkelt én af de bedste danske film længe.

Ser du månen, Daniel

Kommentarer

Ser du månen, Daniel

  • ★★★★0

    En af de bedste? Jeg synes virkelig den så tåkrummende sentimental ud. 

    Babo29-08-19 07:14

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen