Anmeldelse: Sidste nat i Caracas

Filmproduktioner syd for Hollywood har siden 00'erne givet et nådesløst indblik i menneskesindets mørkeste afkroge, bl.a. med film som "Amores Perros", "City of God" og "La Zona". Førstnævnte blev forfattet af mexikanske Guillermo Arriaga, der også skrev de to andre dele af Alejandro Gonzáles Iñárritus "dødstrilogi" i form af "21 Grams" og "Babel". Netop Arriagas karakteristiske stemme mærkes i sidste års vinder af Guldløven, "Sidste nat i Caracas", som han har skrevet sammen med filmens venezuelanske instruktør, Lorenzo Vigas.

Velhavende Armando (Alfredo Castro) er en stille eksistens, der umiddelbart fremstår som en høflig ældre mand, som lever et lettere uinteressant liv i den mondæne del af Caracas. Bag den facade lever den 55-årige tandtekniker imidlertid et diskret dobbeltliv – i fritiden samler han ofte unge trækkerdrenge op fra slummet og betaler godt for deres "selskab". Dette ændrer sig en dag, da Armando møder den aggressive gadeknægt Elder (Luis Silva) og indleder et intens bekendtskab, der balancerer på et knivsæg af venskab og omskifteligt magtspil. Da Armandos far løslades fra fængsel, viser Elder sig at være en uventet hjælp for at se fortidens synder i øjnene.

Der er ganske vist ikke er de helt store overraskelser i "Sidste nat i Caracas", hvis man kan sin Arriagas. Til gengæld er Armandos færd et smerteligt leverstød, der bliver siddende i krop og sind med en effektiv knytnæveknugende thriller om udnyttelse og dobbeltspil.

Visuelt og atmosfærisk kaster de lange, observerende kameraindstillinger flere skygger end lys over fortællingen om velstillede Armando og ludfattige Elder. Der er noget lyssky bag Armandos afmålte beslutninger, som står i kontrast til Elders tankeløse brutalitet. Alfredo Castro leverer med sin subtile præstation et portræt af en kompleks mand, som efter arbejdet udlever sine homoseksuelle fantasier, hvor han er i kontrol over handlingslammede unge drenge. Alt imens fortiden hvæser tungt i kulissen, hvor faderens unævnte handlinger har sat sine spor og sandsynligvis gentager sig, jo mere og mere Armando tæmmer udyret Elder.     

Romantikken mellem de to forskellige mænd er urovækkende og implicit nærmere et portræt af en nok så klassisk antikapitalistisk tematik af det uligevægtige forhold mellem rig og fattig. Derfor fremstår afsløringen af filmens ultimative vidensfald med slutningens twist mere som et uundgåeligt fortællergreb end som en tilsigtet overraskelse. Dette underbygger til gengæld også den vanlige kynisme, som er gennemgående typisk for de film, hvor Arriaga har en finger med i spillet.

Tonen i "Sidste nat i Caracas" er altopslugende dyster med sin kolde nedgang i menneskebæstets primitive natur. Samspillet mellem Alfredo Castro og Luis Silva slår gnister og driver os ud på kanten af biografsædet. Selvom filmen måske ikke ender helt så uforudsigelig, som den selv gerne vil, slår den rolige, men enormt medrivende dramatik aldrig fejl fortællermæssigt. 

Sidste nat i Caracas