Anmeldelse: Single i New York

Det ville være oplagt at tro, at en film med titlen "Single i New York" foregik i USA's største by og handlede om datingproblemer. Men så let er det ikke. Efter at have set den er jeg overbevist om, at handlingen finder sted i et parallelunivers. For sjældent har jeg set mennesker, der på én og samme tid er totalt blottet for charme og uden noget, som bare minder om logisk sans. Man skulle tro, det var løgn.

Vores hovedperson hedder Alice (Dakota Johnson). Hun har en sød og overbærende kæreste, Josh. Men stakkels Alice har aldrig prøvet at bo alene uden kæreste eller forældre, så derfor vælger hun at sætte forholdet på pause. For at kunne realisere sine drømme, vel at mærke. At selvrealiseringen åbenbart også inkluderer ønsket om at bruge sin tunge til at inspicere den lokale bartenders mund, fortalte hun dog ikke Josh noget om. Efter at have udforsket bartenderen fra top til tå, beslutter hun sig så for at gå tilbage til kæresten. Men fordi han ikke er fuldkommen debil, vælger han naturligvis ikke at tage hende tilbage. Det kan Alice ikke forstå, så derfor begynder hun at tude. Det bliver starten på en turbulent og – for Alice – svær tilværelse som single i uoverskuelige New York. 

Det lyder måske fuldstændigt ubegribeligt, men Alice er den bedst skrevne karakter i "Single i New York". For selvom hendes overfladiske problemer og manglende evne til at udføre noget som helst på egen hånd er frustrerende at overvære, så får hendes arbejdsnarkoman af en søster hende til at blegne til sammenligning. Efter søsteren formår at få en baby til at smile, beslutter hun sig for at blive kunstigt befrugtet prompte. Det på trods af at hun indtil da aldrig nogensinde har ønsket at blive mor. Men en smilende baby skal man åbenbart ikke kimse af. Vor herre bevares.

Det bliver dog værre endnu. For Robin (Rebel Wilson), Alices stordrikkende, bramfri kollega, formår på rekordtid at skrive sig ind i historiebøgerne som en af de mindst sjove karakterer, jeg nogensinde har set. Hun kan vel bedst beskrives som en overgearet version af Melissa McCarthys karakter i "Brudepiger". At Robins konstante strøm af grænseoverskridende og upassende kommentarer stort set aldrig formår at fremkalde et smil er dog næsten en præstation i sig selv. Hendes beskrivelse af Alices datingliv som "piksand" – kviksand med penisser – illustrerer meget godt, hvor forbløffende umorsom hun er. 

"Single i New York" er hverken sjov eller synderligt romantisk. Det er dog, hvad dét er. Men at den så gudhjælpemig forsøger at lommefilosofere over det at være single med budskabet om, at man skal huske at nyde tiden alene, er mere, end hvad jeg kan bære. For hvis der er noget, "Single i New York" ikke kan, så er det at gøre én klogere. Selv citaterne på Gajol-pakkerne har mere tyngde. 

Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at "Single i New York" var et forsøg på at mindske turismen i USA's travleste by. For hvis karaktererne i filmen er repræsentative for New Yorks befolkning, vil jeg aldrig nogensinde besøge The Big Apple. Jovist, intelligente personer er selvfølgelig ikke et must i en romantisk komedie, men "Single i New York" indeholder hverken skyggen af charme eller grin. Og når den så oven i købet pakker det hele ind i en omgang overfladisk pladderfilosofi, så bliver det ikke meget værre.