Anmeldelse: Sinners

"Creed" og "Black Panther"-instruktørens bluesdrevne vampyrmyte er et skamløst, storswingende sydstatsgys.

Hvis der var én vampyrfilm, de fleste havde regnet med ville dominere genren i år, ville man nok pege på Robert Eggers’ stort opsatte "Nosferatu". Her, godt fire måneder inde i året, viser det sig dog, at overraskelsen kommer et helt andet sted fra. "Black Panther"-instruktøren Ryan Coogler har nemlig med sin nye film "Sinners" leveret årets hidtil mest underholdende og originale vampyrfilm.

Coogler har selv både skrevet og instrueret filmen, der fungerer som både en kærlighedserklæring til amerikansk musikhistorie og et overflødighedshorn af svedige rytmer, syndfuld sex og skamløs, bloddryppende underholdning. En stor – næsten kaotisk – fortælling, der momentvist nærmer sig det teatralske overdrev, men ikke desto mindre leverer to timer og sytten minutters hæsblæsende, blues-drevet blodbad. "Sinners" er det perfekte match mellem "From Dusk Till Dawn" og "Moulin Rouge!". Alt for meget – og så alligevel lige i skabet.

Clarksdale, Mississippi, er i 1932 en by, hvor raceadskillelse stadig hersker, og hvor byens sorte indbyggere primært beskæftiger sig med markarbejde. De to tvillinger Smoke og Stack, der forlod byen syv år tidligere til fordel for storbyen Chicago, er nu vendt tilbage med både penge og sprut på lommen. Brødrenes plan er at åbne en juke joint – et kombineret værtshus og spillested – hvor byens hårdtarbejdende befolkning har mulighed for at slå sig løs. De allierer sig med deres unge fætter, præstesønnen Sammie, der er en gudsbenådet bluesmusiker, og som sammen med en lang række andre kulørte musikere vil spille op til dans. Hvad de desværre ikke ved, er, at der ude i deltaet lurer en ældgammel ondskab, som har brug for Sammie og hans musikalske talenter. De rette musiske evner kan nemlig bryde grænserne mellem både tid og sted samt de levendes og de dødes rige.

Coogler har hyret sin faste samarbejdspartner Michael B. Jordan ind i rollen som tvillingerne Smoke og Stack. Valget om at lade den samme person spille to identiske karakterer kan ofte ende med at fremstå som en ren gimmick. Det skal kunne bruges til noget, hvis det ikke bare skal fremstå som en instruktørs måde at sige: "Se, hvad jeg kan med et kamera og computergrafik!" Coogler har også hevet de store kameratricks op af lommen for at lade brødrene udveksle både cigaret og lighter i deres første scene på skærmen, og flot som det er, virker det stadig en anelse søgt. Der går dog ikke mange minutter, før man både glemmer gimmicks og tricks, for Michael B. Jordan formår alligevel at spille begge roller, så det faktisk er svært ikke at snydes til at tro, at der er tale om to personer.

Jordan får dog kam til sit hår af den debuterende Miles Caton, der spiller rollen som Sammie. Caton, der kun er knap 20 år gammel, har en stemme af en anden verden. Han synger, som havde han levet i hundrede år, og er i den grad med til at omfavne og personliggøre bluesmusikken. Sammie er, både i fremtoning og talent, en tro kopi af den sagnomspundne blueslegende Robert Johnson, og der er ingen tvivl om, at Coogler har tænkt Johnson ind i karakteren Sammie. Selvom "Sinners" er en film om vampyrer, er musikken i den grad i forgrunden. Lydbilledet er smækfyldt med autentisk gospelmusik, blues og keltiske folkesange. Autenticiteten brydes dog også af mere moderne lydsider, hvor både guitarriffs og beats tager livtag med de gamle rytmer og skaber en levende lydside, som i enkelte tilfælde kammer lige lovligt over – men som også er med til at gøre filmen uimodståeligt overdrevet.

Ligesom med Ryan Cooglers tidligere film beskæftiger han sig også denne gang med afroamerikansk historie og identitet. Heldigvis kammer "Sinners" aldrig over i det prædikende. Men hvis man til gengæld leder efter en subtil socialkommentar, er man i den grad gået forgæves. Der er intet underspillet her. Den grimme, hvide ejer af savværket er selvfølgelig Ku Klux Klan-leder, ligesom vampyrens første ofre – et par hvide bondeknolde – også har en hvid kutte liggende i hjemmet. Det tenderer næsten det klichéfyldte, men det fungerer. Ikke mindst fordi "Sinners" er dybt forankret i en amerikansk historie, der bygger på undertrykkelse og had. Skulle man ønske, at Coogler havde grebet det anderledes an, kunne en mere stram vision for filmen godt have hjulpet til at skabe en skarpere fortælling. Selvom filmen er solidt underholdende, skal man ikke stoppe op og tænke for længe over plottets mange retninger og karakterernes handlinger, før det begynder at blive rigeligt utydeligt, hvad det egentlig er, "Sinners" vil fortælle os. Det kunne også have været interessant, hvis vampyrens position som outsider var blevet brugt mere aktivt som metafor for de racemæssige spændinger – men man kan altid fluekneppe. Faktum er, at "Sinners" nok stikker i alle mulige retninger og er raffineret som et rustent søm, men stadig er et ulideligt underholdende og kreativt indspark i en genre, der på det seneste er blevet en anelse blodfattig.

Ikke siden Robert Rodriguez tog røven på biografpublikummet med ørkensplatteren "From Dusk Till Dawn", har en film om vampyrer og værtshusslagsmål været så vellykket og så underholdende. "Sinners" når dog ikke helt samme niveau som sin store inspirationskilde, da handlingen desværre begynder at gå en anelse i tomgang under filmens klimaks. Men ser man bort fra det, er "Sinners" en rytmisk rutsjebanetur af blues, blod og balstyrisk vanvid.

Langt om længe har vampyrmyten fået et velfortjent skud friskt blod!