Anmeldelse: Skammerens datter II - Slangens gave

"Skammerens datter II – Slangens gave" er et herligt eventyr om godt og ondt.

Der er solid teenage-underholdning for alle pengene i denne flotte og ambitiøse coming of age-fantasyfilm, der på eventyrlig vis bringer os videre i historien om Dina med de overnaturlige evner. Skridt for skridt omhylles vi af det nu velkendte univers, og det er ganske umuligt ikke at lade sig forføre, da Lene Kaaberbøls magiske fortælling simpelthen tager sig formidabelt ud på film.

Dina og hendes familie er på flugt fra onde Drakan, der har overtaget magten i Dunark. En dag møder hun en mystisk mand, sortemesteren Sezuan. Han vil oplære Dina, og på trods af heftige advarsler fra moderen kan Dina ikke modstå trangen. Skammerens datter får dog brug for al den hjælp, hun kan mønstre, da hendes bror Davin og ven Nico tages til fange og indespærres på Sagisborg. Hvis det opdages, at Nico i virkeligheden er fyrsten Nicodemus Ravens, vil han blive henrettet af Drakans styrker. En kamp mod tiden begynder for den unge Dina…

Da første film om skammerens datter udkom i 2015, viste den sig at være et overrumplende, medrivende og uhyggeligt eventyr, hvor skam og hævn blev blandet sammen med jagten efter retfærdighed og venskaber. Og med en inddragende hovedperson, Dina, som igen spilles af Rebecca Emilie Sattrup. Rebecca forstod allerede i en ung alder at indkapsle rollen som udstødt, splittet af en indre kamp for at acceptere, hvem hun er, og hvordan skammer-evnerne skal bruges.

 Dengang bragede 14-årige Sattrup igennem i første film, og nu – tre år senere – er det en mere moden og måske lidt for teenage-mut præsentation, vi får fra det unge talent. Samspillet mellem hende og Dejan Cukic kommer dog aldrig rigtig ud over kanten. Der mangler troværdighed i deres forhold, som ellers skal forestille at være tæt, samtidig med at kemien mellem lærling og læremester ødelægges af en dialog i tomgang. Derimod rammer Stina Ekblad plet som modbydelige Dama Lizea, der styrer slagets gang med hård hånd. Norske Jakob Oftebro stjæler nærmest hovedrollen fra Rebecca Emilie Sattrup i kraft af hans del i historien, som overskygger alt andet. Og Kristian Høgh Jeppesen leverer en nærmest Ralph Fiennes'sk "Schindlers liste"-skurkerolle, der i dén grad overskygger den komiske og overflødige skurkefigur, som Nicolas Bro skal forestille at bringe til live.

Og så skal der nævnes én til: Det overraskende skræmmende sømonster, der langsomt flyder gennem vandet – og som vil dukke op til overfladen, hvis der trods advarsler råbes og plaskes. Sjovt nok noget, som én af karaktererne vil opdage senere. Men hvor er Peter Plaugborg som Drakan dog savnet! Vestjyden viste sit enorme talent i den første film, og selvom hans manglende tilstedeværelse er utrolig godt gemt i form af look-a-like'en Mikkel Arndt, er fraværet en skam. Han ville have været et perfekt match til Stine Ekblads pragtpræsentation.

"Skammerens datter II – Slangens gave" er et herligt eventyr om godt og ondt i samspil med hinanden, der sjældent er set flottere og mere dramatisk fortalt på dansk jord. Instruktør Ask Hasselbach giver filmen følsomhed og et højt niveau, der taler direkte til det unge publikums hjerte og sind. Og ikke som mange af de fordummende ungdomsfilm, som bliver sendes ud på samlebånd.