Anmeldelse: Skolen ved verdens ende

Klassisk ud og hjem-fortælling fra Himalayas dale er aldrig set smukkere.

Dannelsesfortællinger er typisk kendetegnet ved heltens rejse på selvudviklingen vej. Såvel som til de allerførste nedskrevne historier såsom det babylonske epos "Gilgamesh" fra år 2100 før vores tidsregning, frem til narrative greb i filmverdenen. Især Joseph Campbell-fascinationen i New Hollywood-eraen blev som dramaturgisk metode omsat af især George Lucas og Steven Spielberg, præger stadig gængs blockbuster-skabelonarbejdet i dag. For det taler direkte til et globalt publikum, da det er relaterbart. Derfor er det heller ikke en kæmpe overraskelse at den bhutanske "Skolen ved verdens ende" har ramt en nerve internationalt, heriblandt med en Oscar-nominering. Pawo Choyning Dorjis medivative dannelsesrejse til verdens ende understreger at less is more, selvom grundplottet er fortalt gang på gang de sidste 4000 år. 

At filmen hedder "Skolen ved verdens ende" er ikke en tilfældighed, for det er dér, vores hovedperson, den unge Ugyen, sendes hen som led i sin læreruddannelse. Til den fjerneste dal i Himalaya, Lunana. Som bybo i Bhutans hovedstad Thimphu, der ovenikøbet har musikerambitioner og drømmer om at flytte til Australien, glædes han ikke over at skulle dertil og efter otte dages vandring fra nærmeste by, bekræftes han i alle fordomme om den lille, primitive landsby. Der er stort set ingen elektricitet, intet internet eller natteliv. Til gengæld er der masser af yakokser, som viser sig at have en helt særlig betydning for byen – og for Ugyen selv, der efter kort tid knytter et særligt bånd til de ydmyge og hjertevarme indbyggere.  

Kynikere vil nok rynke på næsen over klicheer om, at Bhutans billedskønne bjergtinder er balsam for sjælen eller at en klassisk ud og hjem-fortælling aldrig har været smukkere. Men det er "Skolen ved verdens ende" netop. Bagom Ugyens karikerede kortvarige ophold i Lunana-dalen spejles ikke alene den ubevidste og kollektive indkodede idé om livets udvikling de fleste af os har. I hvert fald hvis man tager Carl Jung-hatten på, mens man ser Dorijs spillefilmsdebut. Som tiltrængt refleksionsrum kan man ikke undgå at sætte sig til bords i klasseværelset, der med en anden kliché kan kaldes livets skole.   

 

Som amerikansk film havde "Skolen ved verdens ende" sandsynligvis være dét mere over the top i Himalayas bjerge i fremstillingen af enfoldige yakhyrder og deres langsommeligt simple liv i Lusanadalen. Bhutans første Oscar-nominerede film nogensinde griber dog fortællingen ad på opløftende simpel vis med fokus på lykke frem for let købte livsløsninger. Banalt som det lyder, smitter de store smil og den gensidige taknemmelighed, der udvikler sig mellem Ugyen og især de skolebørn, som han underviser. Og ens hjerte skal vitterligt være af sten, hvis ikke det smelter, når den lille pige Pem Zams glæde afvæbner og sætter sig langt ind i smilehullerne.    

Ugyens rejse og transformation bliver ens egen, hvilket er den helt store styrke og filmiske kraft i "Skolen ved verden ende". Oveni det helt ekstraordinært smukke sceneri, naturligvis. For selvom, at der er gjort plads til sin andel af lette komiske indslag, bliver det aldrig fald på røven, plat eller på bekostning af menneskers elendighed. Vi griner aldrig ad persongalleriets enfoldighed, Lusanas primitive tilstand eller Ugyens ungdommelige forkælede opførelse, men med menneskerne og deres finurlige optrin. De ikke helt så livsdumme yakhyrder og deres børn, der sætter stor pris på små gerninger, får én til at sætte pris på en overhovedet ikke særligt original fortælling, uanset hvor mange gange vi får den fortalt.

"Skolen ved verdens ende" kan noget helt særligt. Den kan fortælle en helt klassisk dannelsesfortælling så livs-forfriskende og rørende, at et internationalt publikum kan blive berørt af en komplet uoriginal historie fra den anden siden af kloden. At Pawo Choyning Dorjis spillefilmsdebut nok ikke just åbner op for en nybølge, men alligevel rammer så rent ind, giver håb om, at selv de allermindste fortællinger og livserfaringer kan være forandrende. Se, dét er filmisk magi der vil noget.