Anmeldelse: Skønheden og Udyret

Den smukke historie om at se bag det ydre og altid være et godt menneske får nyt liv i dette live-action remake af en 6-stjernede klassiker. Det kunne have været fantastisk, men i stedet serveres der gammel vin på moderne flasker.

Historien er meget lig den originale Disney-animationsfilm, dog med lidt ekstra scener hist og her. Den smukke og viljestærk pige Belle (Emma Watson) tilbyder sig selv som Udyrets (Dan Stevens) fange for at redde sin far. Ved hjælp af slottets ansatte, som alle selv ligger under for Udyrets forbandelse, begynder Belle at se hans indre skønhed og menneskelige kvaliteter. Udover at kæmpe imod tiden skal de også kæmpe mod landsbyens vrede beboer, ledet af Belles bejler – storcharmøren Gaston (Luke Evans).

Man kan undre sig over, hvorfor Disney har valgt at genskabe denne klassiker – ud over for pengene, selvfølgelig. Tanken falder på, at nutidens børn eventuelt ikke er lige så komfortable med 2D-animation, og at der har været et håb om, at den magiske historie kunne blive højnet af et live-action take. Disney gør et hæderligt forsøg – og det meste af vejen går det godt. For eksempel er det en genistreg at lade prologen fra originalen blive udfoldet som en overdådig dansescene sat i barokken. På denne måde vises overfloden og arrogancen, som resulterer i prinsens (senere Udyret) forbandelse, realistisk og overbevisende. Scenografien er virkelig også en af filmens forcer, da alt er som taget ud af den originale film, bare flottere. Den magiske verden, man oplevede og længtes efter som barn, er pludselig virkelig og plausibel. 

Skuespillet kan der ikke sættes en finger på. Watson formår at balancere Belles styrke og uskyldighed og er tilpas yndig til, at byens fascination med hende giver mening. Evans og Josh Gad, der spiller hans sidekick LeFou, har den perfekte kemi og komiske timing, hvilket bidrager til helhedsoplevelsen og genkendelsens glæde. Det er gennem genkendelsens glæde, at filmen giver en følelsesmæssigt forløsning, da alle de velkendte karakterer er levende og synger sangene, som de skal synges. Her viser især Watson endnu et talent, da hendes klang er fin og eventyrlig. 

Desværre er dette ikke nok til at give filmen samme stjerneantal, som dens originale dobbeltgænger. Alt det Disney gjorde så godt med scenografien og de fortryllede ting på slottet, som eksempelvis den talende lysestage, falder til jorden, når karaktererne bliver organiske. CGI'en er ganske enkelt ikke god nok. Tåkrummende bliver det at se de "farlige" ulve ligne slappe hologrammer, ligesom at hvert skud med Udyret bliver pinligt og irriterende. Det er lige før, man længes efter Ron Pearlmans 80'er udgave. Ud over dette er der i denne udgave lagt et par ekstra scener ind, blandt andet vedrørende Belles mor og troldkvinden, der forheksede Udyret. Disse scener gør intet andet end at overforklare pointer, der var fuldt ud forståelige i originalen. Samtidig er der nogle nye sange i denne udgave, og de er på ingen måde på niveau med sangene fra originalen.

"Skønheden og Udyret" bliver desværre kun en 4-stjernet oplevelse, da dårlig CGI og overfortolkning kvæler en ellers magisk film, der havde potentiale til at gå lige i hjertet.