Anmeldelse: Slangens favntag

Forestil dig, at du er på kanotur. Men ikke på en af de stilfærdige danske åer, hvor heste og køer er det mest opsigtsvækkende, du får øje på. Nej, i stedet befinder du dig på den slangede Amazonflod i den sydamerikanske regnskov, og for hvert et hjørne, du runder, støder du enten på fremmede dyrearter eller ukendte stammefolk, der ikke er vant til kontakt med omverdenen. Det er det helt utrolige udgangspunkt for den colombianske film "Slangens favntag", der er baseret på virkelige hændelser. 

"Slangens favntag" består af to fortællinger. Vi følger skiftevis den tyske opdagelsesrejsende Theo i 1909 og den amerikanske botaniker Evan i 1940. Begge bliver guidet gennem regnskoven af shamanen Karamakate (som henholdsvis ung og gammel), og begge er på udkig efter den hellige Yakruna-plante, som efter sigende har helende kræfter. De tos hensigter er dog noget forskellige. Mens Theo, der er døende, leder efter planten i et desperat forsøg på at overleve, er Evans hensigter sværere at gennemskue. 

Ved første øjekast kan det virke noget overflødigt, at man skal overvære turen op ad den snoede flod hele to gange. Men fordi der er 31 år mellem de to ekspeditioner, er den anden rejse med til at give perspektiv. Her ser man både, hvor meget området har forandret sig, men også hvor lidt vesterlændingene har ændret sig. Sammenlignet med den indfødte befolkning fremstår de materialistiske og overfladiske. Selvom sympatien ligger hos den indfødte befolkning, er skildringen af de kontrastfyldte folkefærd dog ikke unuanceret. Snarere end at portrættere den hvide mand som en uhumsk djævel, ser man, hvordan det også er de indfødtes fascination af vestens teknologi, som er begyndelsen til enden for de primitive, idealistiske junglesamfund. 

Når Amazonas-regnskoven med sine mange farver og dyrearter er et sansebombardement uden lige, kan det virke underligt, at "Slangens favntag" er optaget i sort/hvid. Men fordi filmens billedside er designet til at ligne rejsefotografier fra starten af det 20. århundrede, føler man næsten, at man træder ind i fortiden. Det er en ret imponerende bedrift.

Med sin dvælende æstetik og sit eksotiske univers minder "Slangens favntag" ikke om nogen film, jeg har set før. Man kunne måske drage paralleller til "Dommedag nu" og "Aguirre, den gale erobrer", der ligeledes handler om næsten åndelige ekspeditioner. Eller måske Terrence Malicks "The New World", som også fokuserer på kontrasten mellem den indfødte befolkning og den hvide mand. Disse sammenligninger er dog en smule søgte, for Ciro Guerras film er mest af alt sin egen. 

"Slangens favntag" er en kunstnerisk film af den slags, man skal give tid til at suge til sig. Men det er også en oplevelse, der er ulig alt, hvad det danske biograflandskab ellers har at byde på. Den eksotiske verden, som Ciro Guerra giver et kig ind i, føles næsten mærkeligere, end hvad man ser i selv de mest syrede sci-fi-film. "Slangens favntag", der fik en Oscar-nominering for Bedste udenlandske film, er en unik oplevelse, du ikke må snyde dig selv for.