Anmeldelse: Smile 2

Selvom uhyggen er intakt, kæmper instruktør Parker Finn med at binde trådene sammen.

Jernet skal smedes, mens det er varmt. Instruktør Parker Finn fik smilet tilbage hos horror-fans verden over i 2022 med den overraskende vellykkede "Smile." Oprindeligt skulle Finns debutspillefilm udsendes direkte på streaming, men Paramount tog en chance med en bred biografpremiere i stedet. Filmen blev én af de bedst indtjenende gysere det år. Derfor var en opfølger uundgåelig. To år senere er der god grund til, at smilet kan brede sig endnu mere hos fans af den første film.

Skye Riley (Naomi Scott) er en succesfuld popstjerne, der efter en voldsom bilulykke er tilbage i rampelyset. Ved et tilfælde kastes Riley ud i endnu et mareridt, da hun smittes med den mystiske "smile-forbandelse", som driver dens ofre til vanvid med dødelig udgang. For at komme ud af forbandelsen viser det sig, at hun skal grave dybere i sine egne traumer og ikke mindst i baggrunden for forbandelsen.

Præmissen for "Smile" var simpel, men brutalt effektiv. "It Follows" og "Drag Me to Hell" var tydelige inspirationskilder, og alligevel føltes Parker Finns film bloddryppende frisk. Den svære 2’er lider nok under ikke at kunne overraske i helt samme grad som forgængeren, men uden at have løsnet et særligt urovækkende "Black Swan"-greb om halsen på sit publikum.

Der går nemlig ikke mange sekunder, før makspulsen udfordres. Stemningen sættes i gang med en voldsom actionsekvens, der trækker en løs tråd til "Smile". Katten-efter-musen-legen sparkes derefter i gang med et væld af grotesk uhyggelige og ekstreme scener, der springer ud i hovedet på en. Parker Finn balancerer mellem antydningernes kunst og opfindsomme jumpscares, der tør grave et spadestik dybere. Uklarheden om, hvad der er virkeligt, indbildning og forbandelse udbygges med et portræt af berømmelsens ubarmhjertige pris. I en samtid, hvor "se mig"-overforbrug af sociale medier æder kendte og deres fans op med glubske, groteske smil, er temaet mere end aktuelt og vedkommende.

Psykiske lidelser er ikke just et nyt fænomen i gysets verden. Filmhistoriens første horrorfilm, stumfilmsklassikeren "Doktor Caligaris kabinet" fra 1920, behandlede psyken i en tid, hvor mellemkrigstidens ekspressionisme bankede på med modernitetens nye videnskaber som psykologi. "Smile 2" trænger sig ekspressivt grænseoverskridende helt tæt op i ansigtet med små, elegante virkemidler. Indimellem råt og helt oprigtigt skræmmende. Parker Finn fanger psykiske lidelser som set fra en selfie-stang, når idoldyrkelse som forbandelse udvasker grænsen mellem Skye Rileys virkelighed, selvbesættelse og samtidskommentar. Mytologien bag forbandelsen bliver vi ikke meget klogere på, og slutningen falder en smule sammen, simpelthen fordi handlingstrådene slår knuder på sig selv. Alligevel understreger det store tandsmil, at man kommer rigtigt langt med opfindsomhed og perfekt timing i gyserfilm.

"Smile 2" er en vellykket opfølger, der med garanti ikke vil skuffe fans af forgængeren. Instruktør Parker Finn udbygger "Smile"-universet med tiltrængt mere dybde, men falder undervejs også mellem to stole i ikke at følge godt nok op på visse plottråde.

"Smile 2" har dansk biografpremiere den 17. oktober. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.