
Anmeldelse: Smukkere
I "Smukkere" vender vi tilbage til Rosenholm Gymnasium, hvor Selma (Karoline Hamm) skal begynde i 2.G. En sen aften i byen møder hun en sød, ung fyr, og en uskyldig flirt opstår. Mindre uskyldigt bliver det, da den søde fyr pludselig tropper op på gymnasiet som Selmas nye musiklærer. En grænseoverskridende og intens forelskelse sættes i gang.
Musiklæreren Johan vækker både hendes længsel og kærlighed til musikken til live – men deres forhold får også konsekvenser, som Selma ikke er rustet til at håndtere.
Filmen spejler gymnasielivet med sikker hånd – afleveringer, Lectio og usikkerhed forklædt som emojis. Mobilen er en forlængelse af karakterernes følelsesliv.
Selma trækkes ind i en velkendt gymnasiepigefantasi: Den ældre mand, der ser én, som man længes efter at blive set. Der er tydelige spor af faderløshed og et ønske om tryghed og kontrol. Men filmen lader hende også tage magten. Hun sætter grænser og ord på noget, mange gymnasiepiger længes efter: at tage sin ungdom tilbage.
Selma længes efter at finde et rum, hun kan være i – hendes eget rum. Finde den anerkendelse, hun søger i sig selv. Selmas kærlighed til musikken forbinder hende med hendes afdøde far – den kreative, faderløse pige som hovedkarakteren. En klar 00’er-karikatur på en ungdomsfilm, der er lavet før. Men præmissen virker ikke for søgt. Det er ikke en film, der glorificerer relationen, men én, der skildrer netop den gråzone, hvor det forbudte og det længselsfulde smelter sammen – en fantasi, der strejfer mange i de formative teenageår.
At det er en mandlig instruktør, Mogens Hagedorn ("Tinkas juleeventyr", "Lærkevej"), der fører denne fortælling frem på lærredet, lægger et pres og vækker helt legitime fordomme. Ungdomsfilm er med til at sætte en scene, en stemning; en retning for ungdommen. Unge spejler sig i det, de ser. Og det må vi ikke glemme. Unge piger vil ses. Også, desværre, for enhver pris.
Det er tydeligt, at Hagedorn har taget en stor risiko ved at lægge navn til en film, der skildrer pigeliv på en måde, der kan gøre mere skade end gavn, særligt hvad angår lærer-elev-fantasien, som mange unge piger møder. Den konstante seksualisering af unge piger, set gennem mandlige pupiller, er noget der sælger – men det kan også give piger en forvrænget og farlig verdensopfattelse.
Men – og det men er et stort et: Hagedorn har blik for moral. Han ved, hvad han gør.
"Smukkere" er skrevet af manusforfatter Line Mørkeby ("Smuk", "Bytte Bytte Barn"), og sammen har de skabt en nuanceret ungdomsfilm, der tør at gå tæt på. Den har ikke fokus på fetish og tomt begær. Snarere er det en fortælling om følelser og længsel. Og det mærkes, at måden den fortælling fremføres på, er blevet taget alvorligt.
Mørkeby har skabt et rum med god dialog, der tilføjer en naturlighed mellem karaktererne. Det er ikke bare en film, der siger, man ikke skal knalde med sin gymnasielærer. Den dykker ned i unges følelsesliv og giver dem et spejl på, hvad de (måske) længes efter: at finde et rum i dem selv og i sunde relationer, hvor der er plads til dem uden at de skal performe – hvor de kan være dem selv og mærke efter.
Det er en fryd at opleve piger, der rent faktisk ligner nogen, der går i gymnasiet. Hagedorn har et særligt blik i måden, han portrætterer unge mennesker. "Smukkere" er en af de bedre ungdomsfilm i lang tid.
Noget, der kan være en svær balance i ungdomsfilm, er, om de overhovedet kan bestå Bechdel-testen. Her lykkes det næsten. Pigerne taler om druk, familie og gymnasiet – og ikke så meget igen om drengene, og det er faktisk bemærkelsesværdigt.
Det er ikke revolutionerende, men det er heller ikke ligegyldigt. For i en genre, hvor unge piger alt for ofte portrætteres som objekter for andres begær, betyder det noget, når de får lov at være andet.
Deres flotte musiklærer fylder, selvfølgelig gør han det, men det bliver tydeligt, at disse piger har deres eget blik på verden. At de har liv, der leves med hinanden – og ikke kun gennem drenge og mænd.
Men netop musiklæreren Johan er filmens svageste kort. Som karakter føles han mere som en papfigur, end et menneske af kød og blod.
At en, der har gået på musikkonservatoriet, vælger at feste på SØ – en mand med musisk finesse vælger sådan en klub – er måske mere for manden med midtvejskrisen. Måske fungerer det fordi hans karakter i sidste ende kan koges ned til netop dét: en autoritet. En mand med magt, der overskrider en grænse – men som slipper afsted med det, fordi han har en jysk dialekt og en kejtet måde at flirte på.
Og lad os dvæle lidt ved netop den natklub. SØ – også kendt som klamydiaslottet i folkemunde. Hele SØ-kulturen bliver også portrætteret i Jonas Risvigs ungdomsfilm "Kontra" (2024), hvor adgang til nattelivet – ligesom i "Smukkere" – ikke nødvendigvis handler om alder, men om udseende. Begge film viser en verden, hvor folk, der ikke er gamle nok, alligevel får adgang – hvis de er smukkere.
Det er en tendens, vi har set før. Jonas Risvigs ungdomsunivers er nærmest blevet synonym med en særlig slags skønhedsfikseret virkelighed: en æstetisk stramtkurateret verden, hvor casting og koreografi trumfer psykologisk dybde og troværdighed. Det er en æstetik, der fastholder piger i en rolle, hvor deres værdi måles i blikke udefra. Hvor længsel og seksualitet reduceres til noget, der kan klippes hurtigt og lækkert.
"Smukkere" gør det modsatte. Den iscenesætter ikke begæret – den undersøger det. Den tør være grim, akavet og usikker. Og netop derfor rammer den noget ægte.
Det er god reklame for SØ at blive ungdommens ultimative El Dorado. Men det er også en bekymrende tendens. Stedets ‘mystificering’ i samtidens ungdomsfilm vidner om, at der er noget om snakken: at stedet er mindre kritisk over for pigernes alder, hvis de er lækre. For det giver dem kun flere besøgende.
"Smukkere" tør ikke bare vise det smukke, men også det farlige i længslen efter at blive set. Og dét er, hvad unge har brug for lige nu. Den sætter ord og billeder på noget, mange unge føler, men ikke altid forstår. Den dømmer ikke, men undersøger.
Og det gør "Smukkere" til mere end en ungdomsfilm. Det gør den til et spejl.
"Smukkere" har biografpremiere 4. juni.