Anmeldelse: Solens børn

Der falder ikke mange stråler over "Solens børn".

Fattige børn på gaden er et stort problem i store dele af verden. Et tema, som "Kapernaum" kastede et blik på – dog med et twist. Vores hovedperson ville sagsøge sine forældre for at han var blevet født i en forfærdelig verden. "Solens børn" fortæller også om en ung dreng på gaden, tilsat en dosis magisk realisme. Resultatet er en rørende, men ujævn film.

Ali lever på gaden. Sammen med sine tre venner begår han småtyverier for at få til dagen og vejen. En dag møder Ali en ældre mand, som fortæller den unge dreng om en skjult skat under jorden. For at få adgang til skatten, må Ali og hans venner melde sig ind i Solskolen, som har til opgave at uddanne gadens børn og give dem en bedre tilværelse. Alis tilværelse vendes på hovedet og lidt efter lidt finder han ud af, at den mystiske skat måske slet ikke findes, men at den skal findes i ham selv.

At blande den benhårde virkelighed med eventyrlige elementer er set før. Såsom "Pans labyrint", der gør tilskueren i tvivl om at befinder i enten virkelighedens eventyr eller eventyrets virkelighed. "Solens børn" gør det samme. Ali bliver vores ledetråd igennem en benhård virkelighed på gaden i Iran. Men er det muligt at flygte ind i en verden, man selv skaber, for at leve som en fri fugl?

Alis rejse for at finde sig selv og komme videre med sit liv er smuk og rørende. Man tror virkelig på den unge fyr og den barske virkelighed på gaden, hvor debuterende Roohallah Zamani er hjerteskærende god som Ali. Særligt en scene på Solskolen kan ikke andet end at give tårerne frit løb. "Solens børn" skildre livet på gaden i børnehøjde. Desværre står klichéerne i kø. Der er ikke mange overraskelser og twists i en historie, der ellers burde fortælles uden at blive for forudsigelig. Slutningen især er direkte forkastelig og efterlader et kedeligt slutbillede af et ellers medrivende 1. akt.

Instruktør Majid Majidi instruerer børneskuespillerne sikkert, men kedeligt. Han har tidligere lavet film med børn i centrum og Majidis styrke mærkes klart dér. Desværre er alt udenom vores hovedpersonen en ujævn rodebunke. At skulle finde noget i sig selv, man som gadedrenge kan betegne som en skat, er et nobelt tema. Men når Ali og vennerne ikke er i centrum, ender filmen tung og kedelig. Det visuelle udtryk er råt og barskt. Man tror på, at man er på gaden i Iran. Den magiske realisme mødes ikke før et godt stykke inde i filmen. Det føles nærmest som to film i én. Der mangler en klar rød tråd i det narrative. Dog skal "Solens børn" roses for det visuelle udtryk i første halvdel. Man får en følelse af, at ville hjælpe disse unge mennesker væk fra slummet.

Fortællingen starter hårdt ud med at optegne et barsk og realistisk billede af livet blandt gadebørn i Iran. Unge Roohallah Zamani som Ali er filmens klart bedste kort, han leverer en stærk præstation. Desværre er det uklart, hvad instruktør Majid Majidi gerne vil fortælle. Den magiske realisme er spændende i denne type fortælling, men den når aldrig under overfladen. 

Solens børn