Anmeldelse: Som stjerner på himlen (Netflix)
Ungdomsromancen i "Som stjerner på himlen" starter godt, men et alt for tilrettelagt vejrskifte blæser mørke skyer af unødvendig melodrama indover.
Flere mennesker end nogensinde før bliver i dag diagnosticeret med psykiske lidelser. Det sker i takt med, at eksperterne er blevet bedre til at forstå sygdommene, men trods det, at ADHD, angst, depression og bipolar lidelse synes at blive mere synlige i hverdagen, lider de diagnosticerede stadig under tabuets mørke skygge. Indie-instruktøren Brett Haley tager nu hånd om Jennifer Nivens ungdomsroman "Som stjerner på himlen", og med fuld lysstyrke forsøger han at belyse de mange fordomme.
Filmens alvor stråler igennem fra første scene. Theodore Finch (Justice Smith) løber en tidlig morgentur, og imens han trasker afsted, støder han ind i en suicidal Violet Markey (Elle Fanning) – stående på gelænderet ved en bro og få øjeblikke fra at springe. Her satser filmen på et aldeles anderledes meet-cute, der hverken er sukkersødt eller rosenrødt. Det blåkolde lys fjerner den romantiske atmosfære og giver situationen en naturlig medmenneskelighed. Herefter kommer excentriske Finch ind på livet af den deprimerede Violet, og de finder i hinanden støtte og kærlighed. Det viser sig dog, at Finch selv kan forsvinde et sted dybt nede i sindet.
Selvom Fanning og Smith bestemt ikke lever high school-livet i virkeligheden, slipper skuespillerne i snart midt-tyverne afsted med at portrættere teenagere. Dialogen i deres scener er ofte klodset, tydeligt skrevet og teenage-dyb, men skuespillet og kemien er der. Finch begynder at trænge sig mere og mere ind i Violets liv. Til trods for, at det ikke altid er lige sofistikeret og nærmere stalker-agtigt, ligger der et element af projektion for Finch. Han prøver at fikse Violet, idet han også selv vil fikses. Det lykkes kun i den grad, at når Violet nu pludselig skal stå på egne ben – fordi Finch forsvinder i et af sine bipolære dyk – opdager hun, at hun måske har overladt for meget af sin lykke til én person.
To af instruktøren Brett Haleys forrige film behandlede også sygdomstemaet. Hvor "The Hero" var et portræt af en aldrende skuespiller nyligt diagnosticeret med kræft, fokuserede "Kærlighed har ingen alder" på ensomhedens paralyserende effekt. Tages Haleys opløftende "Hearts Beat Loud" med, er der et gennemgående element af mennesker fanget i tid, som igennem øjensynligt uforenelige venskaber alligevel bliver skubbet ud i solens varme lys. Med de solbriller på virker det åbenlyst, hvorfor Haley sidder som instruktør på dette projekt. Han er dygtig, når det kommer til foreningen af to mennesker fra vidt forskellige udgangspunkter, men med filmens tunge tematik kæmper han med at samle det seriøse og det sjælelige.
Haleys førnævnte titler undviger dog sick flick-formularen, hvilket desværre ikke kan siges om "Som stjerner på himlen". Indledningsvist er filmen mest optaget af Violets personlige forbedring, men et kalkuleret skift halvvejs inde sætter det melodramatiske maskineri i gang. Hvor plottet, karaktererne og deres lidelser egentlig havde undgået at være overdramatiserede, ryster filmen nu posen, og ud falder smagløse manipulationer af unges mentale helbred. Især henimod slutningen tages der valg, der både går imod filmens etablerede tone og budskabet om et mere nuanceret og realistisk syn på de vanskelige sider af sindet.
Som film spejler "Som stjerner på himlen" sig i en af sine hovedkarakterers mentale lidelser, da den er skarpt opdelt i to typer humør. I første instans svælger den i solens stråler, og de lidende karakterer bader i den indre varme, de kan give hinanden. Et alt for tilrettelagt vejrskifte blæser mørke skyer af melodrama indover, som selv de skarpeste stjerner på himlen ikke kan skinne igennem.