Anmeldelse: Sommeren 1993

Skuespillerne er vidunderlige og er med til at gøre filmen til en mindeværdig oplevelse.

Efter at have gået sin sejrsgang gennem Europa med priser fra blandt andet Berlin Film Festival, National Board of Review og CPH:PIX rammer "Sommeren 1993" de danske biografer. Filmen er instrueret af spillefilmsdebutanten Carla Simón, der efter år med kortfilm og dokumentarfilm har givet sig i kast med en selvbiografi. Resultatet er spændende og interessant.

Vi følger i øjenhøjde den 6-årige Frida. Hun flytter ud til sin tante Marga, onkel Esteve og deres 3-årige datter Anna i en lille catalansk landsby, efter at begge hendes forældre er døde af AIDS. En stor udfordring for den lille pige, da hun både skal bearbejde tabet af sine forældre, men også prøve at passe ind i de nye omgivelser.

Filmens genistreg er, at vi følger begivenhederne fra Fridas perspektiv. Der forsøges ikke at gøre noget metaforisk eller dybt over temaerne. Vi som publikum skal forstå begivenhederne, som var vi selv seks år, og ikke reelt forstår, hvad der foregår. Simón har taget et klogt valg ved denne vinkel, der er med til at gøre filmen interessant. Også selvom grebet ikke altid virker.

"Sommeren 1993" byder på flere overflødige scener. Eksempelvis er Esteve glad for jazz, hvilket bliver fremvist et par gange sammen med et lokalt teater – men uden egentligt formål. Det selvbiografiske aspekt er let at føle for, men til tider føles det, som om det kun giver mening i Simóns hoved. Hun har oplevet dette og vil gerne vise os, hvad hun gik igennem. Men set som en film, er her desværre dele af narrativet, der ikke bidrager til fortællingen som helhed.

Ærgerligt, fordi "Sommeren 1993" gør så meget rigtigt. Filmen er optaget på en simpel og dokumentarisk måde, der skaber rammen om en realistisk film. Her er ikke en rød tråd som sådan, eftersom vi følger Fridas liv så autentisk som muligt. Dertil hører også det smukke sydspanske landskab og det ligeledes flotte kameraarbejde. Hvad der ikke kan sættes en finger på, er skuespillet fra de unge piger. Cusi og Verdaguer leverer fine præstationer uden at være mindeværdige. Artigas og Robles er dog fantastiske. Jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg var vidne til en spillefilm eller en dokumentar. Skuespillerne er vidunderlige og er med til at gøre filmen til en mindeværdig oplevelse. Deres optræden er alene grund nok til at se "Sommeren 1993".

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Carla Simón har noget på hjerte – og det selvbiografiske emne er også til at føle på. Det er synd, at hun har oplevet, hvad hun viser i denne film. Men denne vinkel kommer desværre også i vejen for den gode historie. Det bliver til tider for indforstået. For det meste afdækker hun emnet flot, men enkelte scener vil formentlig kun give mening for hende selv. Det trækker ned som helhed, selvom det kun er godt, at hun har mulighed for at fortælle sin historie. Selvom "Sommeren 1993" ikke får seks stjerner, håber jeg, at I alligevel tager jer tid til at se Simóns fine fortælling. Den har sine problemer. Men de ting, der virker, virker i dén grad.

Sommeren 1993