Jeg ville ikke selv bruge De fortabte sjæles ø som noget godt eksempel på noget den film var dælme ikke noget særligt synes jeg :)
Anmeldelse: Sorgenfri
"Sorgenfri" er et problembarn, en taber, som ingen tror, vil lykkes. Det er sådan en film, der udstødes, fordi den ikke ligner alle de andre. Den klæder sig anderledes og opfører sig anderledes. Selv distributøren skammer sig over "Sorgenfri". Premieren er blevet udskudt adskillige gange, og promoveringen er næsten ikke-eksisterende. At ingen tilsyneladende har tiltro til Danmarks første zombiefilm betyder, at den tages af plakaten efter en begrænset periode i et fåtal af biografer.
Vi følger det leverpostejsfarvede forældrepar Dino (Troels Lyby) og Pernille (Mille Dinesen) samt deres lille datter og teenagesøn i den københavnske forstad Sorgenfri. Her ånder alt fred og idyl, indtil en dag hvor en ukendt virus pludselig begynder at terrorisere kvarteret. Mens myndighederne ihærdigt prøver at få situationen under kontrol, får nabolagets beboere ordre på at forblive inden døre. Isoleret fra omverdenen begynder frygten og rædslen at ophobe sig, da det går op for familien, at virussen smitter gennem bid og forvandler ofrene til modbydelige zombier. Åh-åh...
Det er ikke tit, at der produceres genrefilm under danske himmelstrøg. Med "De fortabte sjæles ø" beviste eskapisten Nikolaj Arcel imidlertid, at det godt kan lade sig gøre at lave dansk underholdning i Hollywood-klassen. I slipstrømmen på denne saltvandsindsprøjtning har vi fået superhelte-trilogien "Antboy", varulvegyset "Når dyrene drømmer" og fantasyfilmen "Skammerens datter". Nu føjer Bo Mikkelsen endnu en genrefilm til bunken med sin forfriskende zombie-horror "Sorgenfri". En film, der fortjener langt mere opmærksomhed, end den har fået.
Lad det være sagt med det samme: "Sorgenfri" ér gammel vin på nye flasker. I dansk kontekst er den naturligvis unik i kraft af at være Danmarks første rigtige zombiefilm. Det siger sig selv. Men det betyder ikke, at den overordnet set bringer noget nyt og banebrydende til den efterhånden gennemtærskede genre. Den gode nyhed er, at spillefilmsdebutant Bo Mikkelsen går op i sine karakterer og bestræber sig på at sætte publikum i deres sted. Fremfor at servere endeløs zombie-splat, fokuseres der snarere på en helt almindelig kernefamilie, hvis sammenhold udfordres af det ydre pres. For som tilskuer ser vi alt fra deres synsvinkel. Vi ved, hvad de ved, og således tager publikum del i deres frygt og fortvivlelse.
Gyseren udmærker sig som ingen anden filmgenre ved sin effektjagende brug af lydens virkemidler. "Sorgenfri" er ingen undtagelse. Til trods for at ikke alle chokeffekter går rent ind, sidder man ikke desto mindre på kanten af sædet. Ens nysgerrighed bliver nemlig tålmodigt pirret af diskrete, suggestive detaljer. Om det er lyden af obligatoriske knirkende gulve, støjende fjernsynsflimmer eller tikkende ure, medvirker det til at indhylle tilskueren i en utryg tilstand, der er svær at ryste af sig. At se noget så velkendt som en dansk villavej blive udsat for zombie-invasion skaber en helt igennem fængslende uhygge. Alt sammen badet i atmosfærisk synthesizer, der komplimenterer den til tider næsten surreelle fotografering afsindig godt.
"Sorgenfri", du skal vide, at jeg tror på dig. Du er blevet uretfærdigt fejlbedømt, før end du overhovedet har haft chancen for at bevise dit værd. Nu har jeg lært dig at kende, og ikke alene er du et friskt pust i den danske filmproduktion - du er også et elementært spændende bekendtskab drevet af solidt skuespil, sprudlende fortællelyst og stilistisk mod. "Sorgenfri", det kan godt være, at dine dage i de danske biografer er talte, men mon ikke du genopstår og finder dit publikum alligevel?
