Anmeldelse: Søstre

I mødet mellem skrevet og uskrevet etikette og forsagte, raslende skeletter i skabet har japansk melodrama en særlig stolt tradition. Som udgangspunkt lyder genren ikke særligt potent. I al sin hverdagslige stilfærdighed gemmer der som ofte nervepirrende og dog underspillede menneskelige dramaer, hvor mesterinstruktøren Yasujiro Ozus "Tokyo Story" og "Late Spring" anses som de absolutte milepæle. I filmatiseringen af manga-tegneserien "Umimachi Diary" med instruktør Hirokazu Kore-edas "Søstre" imødekommes samme genredyder – dog uden at nå Ozus tårnhøje niveau.

De voksne søstre Sacho, Yoshino og Chika bor sammen i et faldefærdigt hus i den idylliske havneby Kamakura. Da deres far, som de ikke har talt med i femten år, pludselig dør, beslutter trekløveret sig for at deltage i begravelsen. Her møder de deres halvsøster Suzu, en forsagt 13-årig teenagepige, som de spontant beslutter sig for at lade bo hos dem. Beslutningen rusker op i fortiden og tvinger den umage søskendeflok til at revurdere nutiden og deres kollektive tilværelse på godt og ondt.

Dvælende og intimsfærekrænkende sekvenser udgør omdrejningspunktet for det eftertænksomme familieportræt, der råt for usødet udstiller dét, der ikke kan tales om. Forsigtigt udstilles de på overfladen nok så harmoniske søskende i melankolsk og skævt lys, men bestemt ikke uden humoristisk islæt. Sammensmeltningen mellem tabuer, symbolladet naturpoesi og lavmælt komik er elegant optegnet i al sin stilfærdighed.

Temaerne om undertrykte familieforhold og fire søskendes meget forskellige forventninger til livet er absolut ikke fortalt med store armbevægelser. "Søstre" er i høj grad fortalt i æstetisk flotte øjebliksbilleder fra en i bund og grund temmelig udramatisk tilværelse, hvor den ene dag tager den næste. Kore-edas fortællerstil er mere meditativ end kedsommelig, når årstiderne skifter kulør, i en tavs accept af livets evige cyklus. Selvom melankoli og sørgmodighed er gennemgående, gennemsyres livet i det forfaldne ved havet med en særdeles smittende optimisme og livsglæde.

Ingen tvivl om at de store følelser er på spil, selvom den melodramatiske fortælling har en temmelig monoton spændingskurve. "Søstre" kan ikke sige sig fra at have så langsommelige sekvenser, at to timer i selskab med fire nok så interessante søstre periodevis føles som et årelangt portræt. Selvom blomstrende japanske kirsebærtræer er smukke, bliver de flere minutter lange indstillinger en tand for lang i spyttet.

Hirokazu Kore-eda er gået i fodsporerne på Yasujiro Ozus melodramatradition, dog uden at nå helt samme niveau. "Søtre" er imidlertid en lille hverdagsmediation over livets små og store dramaer, som både er fornøjelig og tankevækkende.

Søstre