Anmeldelse: Sound of Metal
Samspillet mellem eminent klipning og lyd udgør sammen med instruktør Darius Marders lavmælte perfektionisme en kraftfuld treenighed.
Hvis ét ord skal lyde om 2020 og 2021 i filmens verden, må det være "forsinkelse". Filmproduktioner sat på pause, biografernes nedlukning og premierefilm enten udskudt eller udsendt på streamingtjenesterne. Når krybben er tom, bides hestene som bekendt. Biograferne og distributørerne har netop nu også en fejde, hvor visse film ikke vises i landets største biografkæder, da de har været udsendt på visse tjenester på forhånd. Én af de film, som får begrænset premiere i de danske biografer, er Oscar-vinderen "Sound of Metal". Trods fejde, corona-nedlukning og på forhånd planlagt begrænsede biografvisninger er det én af de film, som skal høres i biograferne. I sig selv et paradoks, eftersom hovedpersonen er døv.
Trommeslageren Ruben (Riz Ahmed) kæmper med at lægge et misbrug bag sig og bryde igennem med musikken sammen med sin kæreste, Lou (Olivia Cooke). Da hørelsen langsomt forsvinder, ændres alt. Ruben opsøger et center for døve, hvor han får hjælp af lederen, den tidligere alkoholiker Joe (Paul Raci), til ikke kun at lære tegnsprog, men også til mentalt at acceptere et liv som døv og give slip på fortiden.
Årets nok mest forudsigelige Oscar gik til danske Mikkel E. G. Nielsen for Bedste klipning, mens "Sound of Metal" – og heller ikke helt overraskende – også fik for Bedste lyd. Samspillet mellem klipning og lyd udgør sammen med instruktør Darius Marders lavmælte perfektionisme en kraftfuld treenighed, hvor en misbrugers løsrivelse fra egen identitet er smertelig frigørelse omsat i hjertepumpende levende billeder.
For selvom "Sound of Metal" på papiret er en banal dannelsesrejse, skydes publikum ind i Rubens arterier, øregange og pulserende indre liv, når erkendelsen af en ny normal som døv trommeslager bølger i lydløse vredesudbrud. Vi toner ind og ud mellem Rubens virkelighed i kraft af ren lyd og manglen på samme, når den trykkende indre stilhed voldsomt overdøver verden udenfor. Lyd og klipning spejler dobbelthederne til perfektion, mens Riz Ahmed bygger på med særdeles troværdig balancering mellem under- og overspil.
Mens dramaet i sig selv hviler i udviklingen fra rockstjerne til døv, så handler "Sound of Metal" under overfladen tematisk om vejen ud af et misbrug – under dække af døvheden som fortegn. Intelligent indlejret i Rubens i forvejen medrivende og intense personlige rejse afdækkes mønstret fra en tidligere misbruger i Joe, fuldstændigt fantastisk spillet af Paul Raci. For adfærden skal ændres mentalt og af misbrugeren selv – selv når stilheden ikke kan råbes op i frustration, men i arbejdet med sig selv. Portrættet af den proces er skildret følsomt og livsklogt, til trods for at være på et symbolniveau, de fleste kan relatere til: Det at miste hørelsen. Ganske enkelt et genialt greb fra Darius Marder, som både har skrevet og instrueret og efter sigende har været 13 år om at finde de helt rette skuespillere til rollerne. Nu det har trukket ud med den danske premiere, synes det oplagt, at "Sound of Metal" åbner efter en langstrakt biografnedlukning – for den skal opleves på det store lærred.
"Sound of Metal" er et lille filmisk mirakel, der beviser, at tålmodighed lønner sig. Darius Marder får meget ud af lidt, mens Riz Ahmed får sit helt store gennembrud som leading man – og i en alder af 73 år markerer Paul Raci sig som én, der absolut bør få flere biroller. Der er med andre ord alle mulige grunde til at smutte i biografen, når én af forårets allerbedste film skal ses og høres.