Det lyder som et antiklimaks.

Anmeldelse: Spermageddon
Kontroversiel sexanimationsfilm er lige så sjov som ti knyttere op i 2'eren.
Det er altid en fornøjelse at se animationsfilm bryde grænser og udfordre normerne. Sådan én er "Spermageddon", men den er ikke en fornøjelse. Den norske film vil gerne være fræk og humoristisk voksenanimation, samtidig med at den sprøjter om sig med pubertær gokkesok-platkomik. Det lyder sjovere, end den rent faktisk er.
Vi følger de to sædceller Simen og Cumilla, der tager på dannelsesrejse ned ad menneskekroppens sædkanaler. Sideløbende møder vi udenfor kartoffelposen teenagerne Jens og Lisa. De må pludselig stå ansigt til ansigt med en knapt så heldig situation, efter de har haft sex for første gang. Vores førstnævnte helte kæmper sig nemlig vej gennem både kondom og sæddræbende creme for at nå frem til deres destination.
Måske "Spermageddon" kunne fungere som spin-off til den frække-fjollede tegnefilm "Junglebøffen" fra 1975. Det norske instruktørpar Tommy Wirkola og Rasmus A. Sivertsen har sikkert (forhåbentlig?) også røget et par bønner og drukket rigelig mængder af hjemmebrændt under konceptudviklingen. For resultatet sutter røv på et så fordrukkent lavt niveau, at det havde været sjovere at rulle sig rundt i glidecremeindsmurte pruttepuder og smeltede påskesnøfler i 80 minutter.
På papiret lyder præmissen da lige så hylesjovt. Som en Sengekantsfilm-udgave af Jydekompagniet. Som en papegøje, der skriger "pik!" 5000 gange om dagen. Som Darth Vader med et vibrerende dildo-lyssværd. Selvfølgeligt har "Spermageddon" allerede trukket sin andel af formåede overskrifter, da børn ned til 7 år kan se filmen i Danmark. Smart kontramarkedsføring, da filmen er mere fjollet end egentlig pornografisk. Til gengæld er der et par ulækre sekvenser med en grådig colibakterie, som mæsker sig i lort inde i et røvhul. Samt en blodig RoboCop-hyldest, hvor en sædcelle bliver skudt i smadder af filmens überskurk – en magtsyg sædcelle iført robotdragt, som vil først i befrugtningskøen.
Ser man bort fra pik, patter og infantile sex puns er filmens tone er så nosse-slingrende, at "Spermageddon" føles som et kejtet seksualundervisningsmodul forklædt som Cirkusrevyen på en overdosis af Spanish fly og poppers. Dialogen er overraskende tung af biologiske forklaringer om analsex, ufrivillig graviditet og hvordan man bedst garderer sig mod svipsere, men formidlingen er hverken raffineret eller spidsfindig nok til at være underholdende. Intentionen er – formentlig – at forklare fertilitet og seksualitet på en letfordøjelig og humoristisk måde, så alle kan være med. Også dem på de billige rækker, som kan sidde og fnise bøvet i misforstået samhørighed.
Som publikum er det svært ikke at spekulerer på, hvem filmen egentlig er lavet til. Børn? Nej, tonen er alt for liderlig, sproget for eksplicit og animationerne for karikerede. Voksne? Nej, humoren er for plat, det pædagogiske element er for insisterende, historien er for tynd og karaktererne er for endimensionelle. Aldrig har det været så usjovt at se nogen bolle på film.
Stilmæssigt er vi ovre i den type klassiske skandinaviske animation med bløde standardfigurer, som vi kender fra "Mugge"-filmene, med et drys "South Park" eller "Big Mouth" i tonen. Men den mangler den satiriske bid, der taler til hjernen frem for pikkemand. Ja, fnis. I stedet får vi en stribe af klichéfyldte gags om teenageangst, overgearede animationssekvenser og en masse tamme ordspil om forplantning. Designet er kulørt, men plasticagtigt, kønsløst og helt uinteressant. Man kan argumentere for, det er meningen med "Spermageddon", at alt skal være så dumt, som overhovedet muligt – men det er tydeligt, at der er en slet skjult ambition om at være ulidelig voksen-belærende samtidigt.
Der er ikke mange skud i bøssen. "Spermageddon" kunne have været et modigt, lårklaskende og grænseoverskridende bud på, hvordan man taler om seksualitet i en animationsfilm. I stedet ender det som en langtrukken, tonedøv og uforløst oplevelse.
"Spermageddon" har dansk biografpremiere 6. marts. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.