Don't feel like dancin', dancin
Anmeldelse: Spider-Man: Into the Spider-Verse
"Spider-Man: Into the Spider-Verse" er ikke blot et af årets største overraskelser, men også én af de bedste film i 2018.
Filmskaberne Phil Lord og Christopher Miller har efterhånden opbygget sig en rigtig solidt omdømme med tidligere comedy-perler som "21st Jump Street" (og opfølgeren) og "LEGO filmen - Et klodset eventyr". Derfor er det tilladt at have høje forventninger, når deres navne optræder på produktionslisten. I denne omgang som producere og med manuskript fra Lords side, og minsandten har de endnu en gang overgået forventningerne!
Vi følger Miles Morales (Shameik Moore) i et univers, hvor Peter Parker har været Spider-Man (Jake Johnson) i ti år. Morales er som teenagere er flest – en ung studerende, der har problemer med sin far, Jefferson (Brian Tyree Henry) og ser op til onklen, Aaron (Mahershala Ali). En dag bliver knægten bidt af en vis kulørt edderkop og erhverver Spider-Mans kræfter – hvilket han skal lære at kontrollere i en fart. Kingpin (Liev Schreiber) forsøger sig nemlig med kvantefysik i Manhattens undergrund og derunder tidsdimensioner, der tiltrækker alternative Spider-Mans fra en håndfuld paralleluniverser. Sammen må de alle samle trådene og redde dagen i Morales' udgave af New York for at redde deres respektive universer.
Præmissen er sær, og med forskellige udgaver af den titulære helt løbes en risiko for overfyld. Heldigvis bliver det aldrig et problem, da filmen fanger den rette balance mellem de (meget!) forskellige karakterer undfanget af paralleluniverserne. Alle som én er de mindeværdige og rammer plet med de mest gakkede Spider-Man-fortolkninger, hvor især Nicolas Cage som Spider-Man Noir er genial.
Ikke blot karaktererne efterlader et godt indtryk. Snedigt gøres der grin med pop-kultur og Spider-Man-universet med humoristisk sammenfletning af kreativitet og velplaceret patos. "Spider-Man: Into the Spider-Verse" formår at overraske med højtflyvende jokes, der gør "Deadpool"-filmene til skamme. Løjerne er ganske enkelt hysterisk morsomme i balancen mellem vanvittig komedie og emotionelle øjeblikke, der efterlader én rundt på gulvet af et sandt følelsesbombardement.
Dertil er der den visuelle side. Som i "LEGO filmen - Et klodset eventyr" er animationen innovativ i mikset mellem tegneserieæstetik og LSD-trippet fortælling med et unikt slutresultatet. Du har aldrig set en animationsstil som i "Spider-Man: Into the Spider-Verse" – dét kan allerede garanteres. Smukt udført og opfindsomt at være vidne til, hvilket i sig selv gør Lord og Millers overgearede fantasi-opkog til et brandvarmt must-see. Generelt er det forfriskende med en Marvel-film, der ikke er bundet af MCU ,og skaberne har tilsyneladende fået fuldstændig frie tøjler. Den eksperimentelle drivkraft er som regel bedst egnet til kortfilm, hvilket kun gør det til en endnu større fornøjelse at se i en højbudgetsfilm med én af Hollywoods mest ikoniske superhelte. Skaberne bag har været modige, har satset hele butikken, og resultatet er den bedste "Spider-Man"-film til dato.
"Spider-Man: Into the Spider-Verse" er ikke blot et af årets største overraskelser, men også en af de bedste film i 2018. Jeg grinte, til jeg fik tårer i øjnene, jeg følte for karaktererne og blev blæst bagover af den kreative animation. Når filmen fanger dig med sit spindelvæv, er det nyttesløst at udøve modstand. Særligt med én af Marvels absolut bedste filmatiseringer til dato.
