Forrige film om Edderkoppen fandt jeg middelmådig. Det er denne muligvis også. Men med Nicki bag anmeldelsen, kan jeg nu slet ikke indstille sigtekornet til at ramme de rette forventninger:) Jeg må skyde med spredhagl.

Anmeldelse: Spider-Man: No Way Home
Pladen kører fast i Marvel-rillen, blottet for charme og frimodighed.
Marvel Cinematic Universe er den mest indtjenende filmfranchise i historien, og sådan en guldgås presses naturligvis til det yderste. Ikke kun Disney, der har rettighederne til store dele af universet, lander den ene superhelte-blockbuster efter den anden. Sony har været så heldige at have rettighederne til Spider-Man, hvilket har kastet en række Spidey-film af sig over de sidste 20 år. Dog er det først for alvor med Jon Watts "Homecoming"-trilogi, senest med "Spider-Man: Far From Home", at vores allesammens nabolag-venlige superhelt svingede sig ind i MCU-varmen, blandt andet for at blive en del af The Avengers. Med "Spider-Man: No Way Home" finder Peter Parkers uafhængige univers hjem til folden af fuldbyrdede Marvel-ensemblefilm. Men er det nu også en god idé?
Spider-Mans identitet er afsløret. Peter Parker (Tom Holland) kan ikke længere gemme sig bag masken og dermed ikke længere adskille sit liv som superhelt fra et normalt liv. Mediebevågenheden bliver så ekstrem, at det er umuligt for familie og venner at færdes på gaden. Da Parker får Doctor Strange (Benedict Cumberbatch) overtalt til at hjælpe med at ændre i tiden op til afsløringen, sætter det ikke alene gang i en kæderække af endnu større problemer. Med store kræfter følger også et stort ansvar, og det er på tide, at Spider-Man erkender det og bliver voksen.
"Spider-Man: No Way Home" er et sammenfiltret spind af de foregående film om Peter Parkers skæbne som menneskelig stars and stripes-edderkop. Ikke alene tematisk, men også i stil og med henvisninger – samt brugen af persongalleriet – fra de andre Spider-Man-film siden 2002. På godt og ondt.
På papiret er det en sjov idé, når multiverser mellem skurke over to årtier og den "nyeste" Spider-Man åbnes op. Især gensynet med Willem Dafoes formidable præstation som The Green Goblin fryder og understreger, at han muligvis er dén bedste skurk indtil nu i det filmiske Spider-Man-univers. Alfred Molina som Doctor Octopus er også igen god, men her stopper de positive takter også. Bagsiden af medaljen er, at ikke alle skurke gennem tiderne er lige spændende. Jamie Foxx, Rhys Ifan og Thomas Hayden Church som henholdsvis Electro, Lizard og Sandman var mildest talt forglemmelige dengang. Det er de stadig.
De tre Spider-Man-generationer er naturligvis vidt forskellige, og i bedste multiverse-stil smitter tonen fra Toby Maguires og Andrew Garfields perioder af i fikspunktet mellem det karikerede og det dystre. Mikset mellem forskellige dimensioner fungerede til perfektion i "Spider-Man: Into the Spider-Verse", simpelthen da der er det mere kreativt råderum visuelt i animationsfilm, men vikler sig ind i sit eget spind i "Spider-Man: No Way Home". Filmen farer vildt i sig selv med vognlæs af overforklaringer, ubalancerede skift fra (for!) dvælende mellemstationer ledende hen til kedsommelig generisk action. Væk er den fornøjelige klipning og den kække dialog fra "Spider-Man: Homecoming", som nu er reduceret til et helt klassisk superhelte-effektspektakel på lange 148 minutter, ikke inklusive post-credits scenes. Pladen kører fast i Marvel-rillen, blottet fra den charme, Tom Holland-eraen fra start kastede sig frimodigt ud i. Omdrejningspunktet i Peter Parkers dannelsesrejse fra barn til voksen er for længst udpenslet til døde, men i denne omgang føles det alligevel mere trættende og skuffende end tidligere. Det meste er set før i Marvel-regi, og dét i et multivers med alle muligheder for at teste rablende skøre grænselande af. I stedet rettes ind for at åbne op til de næste film i rækken.
Dem, der har savnet fuldblods-Marvel spredt bredt ud i landets biografer, vil sikkert elske "Spider-Man: No Way Home" på det store lærred. For det er mere af det samme i MCU-føljetonen. Selvom grundpræmissen er spændende, ender sidste del af Jon Watts "Homecoming"-trilogi som uforløst for andre end Spider-Man-nostalgikere og superheltefans.