Anmeldelse: Spioner på missioner (Blu-ray)

"Spioner på missioner" er endnu et økonomisk flop for Will Smith, men stemmepræstationen er hans mest fornøjelige og livlige i årevis.

Besjæling har altid været en grundingrediens i animerede film. Selvom der er afstikkere, ser vi gang på gang legetøj, planter og især dyr blive menneskeliggjort og indtage hovedrollerne i film hovedsageligt produceret til børn. At Will Smith i 2019 skulle lægge stemme til en due i en samlebåndsproduktion af et nogenlunde mindre animationsselskab havde nok virket utopisk for ti års tid siden, da mandens karriere var på toppen. I 2019 kommer det dog næppe som den store overraskelse, for Smiths karriere tog et skarpt sving, efter han forsvandt fra Hollywood i en række år og kom tilbage med en række økonomiske fiaskoer. En af Hollywoods største gulddrenge fik lynhurtigt en betydeligt reduceret status. Der er derfor en reflekterende ironi over at se Will Smith spille Will Smith og derefter blive forvandlet til en ubetydelig og hjælpeløs due. Om det er et bevidst udført metafor eller ej vides ikke, men det giver trods alt lidt stof til eftertanke midt i alle fjollerierne.

Walter (Tom Holland) har altid været en opfinder, der gerne vil vække glæde hos mennesker. Da topagenten Lance (Will Smith) på en livsfarlig mission tager en af Walters opfindelser i brug, der ikke siger "bang", som de plejer, bliver Walter fyret. Lance bliver kort tid efter udsat for et komplot, som kræver Walters uortodokse metoder, og deres veje krydses igen. Ved et uheld bliver Lance forvandlet til en due, og snart bliver de to jagtet af både de gode og de onde, imens de prøver at opklare sagen og rense deres navne.

"Spioner på missioner" er en af de få animerede film for børn, hvor censurbetegnelsen skal tages alvorligt. Selvom stort set hver en fremdrift i historien baner vej for endnu en vittighed, er det en moderne spion-actionfilm, hvor handlinger har konsekvenser, og dødstallet i filmen er overraskende højt. Dette er samtidig et af filmens absolut vigtigste punkter, for den udvikling, Lance som karakter skal gennemgå, er at respektere menneskeliv, selvom de skulle være kriminelle. "Spioner på missioner" er ikke direkte pacifistisk anlagt, men den forsøger ihærdigt at udviske det sort/hvide og erstatte det med en gråzone. Det lykkes ikke helt, når samtlige karakterer er karikaturer, og flere elementer når fra A til C uden et B. Hvordan Lance som due f.eks. pludselig lærte at flyve, skippes der let henover. Det er alligevel en interessant og kompliceret morale, som nok de færreste under syv år vil få meget ud af.

Filmen indeholder alle de klassiske elementer fra både spionfilm, actionfilm og tegnefilm. Udover den nævneværdige morale, der først får armplads til allersidst, er der altså intet nyt under solen undervejs. Men netop fordi den er skåret efter en så velkendt skabelon, indeholder en række gennemtænkte one-liners, har en masse kreative actionscener og rent faktisk også formår at være sjov til tider, er den langt mere underholdende, end både sit ry og sin lidt tamme trailer antyder. Med et pumpende soundtrack anført af Mark Ronson og DJ Khaled, der også har en spøjs rolle i filmen, er stemningen sat til højeste gear, og spilletiden er for en sjælden gangs skyld passende.

Animationerne i filmen er ret anonyme, især hvad angår menneskenes udetaljerede ansigter. Her virker duerne langt mere opfindsomt animerede, og en enkelt ser simpelthen så åndssvag ud, at det er svært at holde latteren tilbage. Detaljerne findes dog mest i baggrundene, og slutscenerne byder på noget af det flottest animerede vand til dato. De danske stemmer er i øvrigt glimrende, men det originale lydspor er klart at foretrække. "Spioner på missioner" er endnu et økonomisk flop for Will Smith, men hans stemmepræstation, hvor han virkelig får lov til at give den gas som en understreget version af sig selv, er hans mest fornøjelige, livlige og oprigtige præstation i årevis.

Billede & Lyd

Udgivelsens billede og lyd er helt i top! Billedet er farverigt og detaljerigt i hver enkelt scene. Enkelte farveeksplosioner undervejs er simpelthen så overvældende, at man får lyst til at pause for at få detaljerne med, men det førnævnte animerede vand er filmens visuelle højdepunktet. Det originale DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er fænomenalt skruet sammen med masser af bas og dybde, uden at det går udover stemmernes klarhed. Baghøjtalerne byder på en række mindre detaljer, uden at det kammer over. Det danske 5.1 Dolby Digital-lydspor halter ikke langt efter.

Ekstramateriale

Filmen kan enten ses normalt eller i "Super Secret Spy Mode", der tilføjer omkring et kvarters ekstra spilletid med små sekvenser, der går bag om kameraet undervejs. Mest handler dette om karakterdesign. Det er en sær måde at se film på, når man ofte bliver afbrudt og hevet ud af illusionen med lidt nyttesløs info om produktionen, så jeg har svært ved at anbefale det. En featurette på ca. 9 minutter kommer bag om animationsstudiet Blue Sky Studios, der har produceret filmen. Selvom denne er meget overordnet, giver det et fint indblik i en produktion som denne – især for de yngste. En anden featurette på ca. 4 minutter viser filmens gadgets frem. Disse kan lige så godt opleves i filmen. Derudover er der en række musikvideoer, et par ultrakorte featurettes om filmens soundtrack, et galleri og en trailer blandt ekstramaterialet.

Spioner på missioner (Blu-ray)

Kommentarer

Spioner på missioner (Blu-ray)

  • ★★★★★★0

    Tak for anmeldelsen, tror den ryger med i kurven :-)

    Wayne 8-07-20 09:47

  • ★★★★★0

    Tak for anmeldelsen, tror den ryger med i kurven :-)

    Velbekommen! Håber den underholder dig ligeså godt som mig så =)

    David Lund 8-07-20 10:00

  • ★★★★★★0

    Jeg havde overvejet at snuppe den til pigerne. Men droppede det. Nu vil jeg da genoverveje det.

    T. Nielsen 8-07-20 10:01

  • ★★★★★1

    Jeg havde overvejet at snuppe den til pigerne. Men droppede det. Nu vil jeg da genoverveje det.

    Jeg havde ærligt talt også forventet en lortefilm. Traileren sagde mig ikke det store, og den dårlige omtale hjalp heller ikke på det. 

    David Lund 8-07-20 10:16

  • ★★★★★★0

    Jeg havde ærligt talt også forventet en lortefilm. Traileren sagde mig ikke det store, og den dårlige omtale hjalp heller ikke på det. 

    Præcis det fik mig til at tøve. Hele det Bond spoof er ret fortærsket.

    T. Nielsen 8-07-20 10:37

  • ★★★0

    Har Will Smith haft nogen økonomisk, eller kritisk, succes de sidste 5 år?

    Essal 8-07-20 10:50

  • ★★★★★★1

    Har Will Smith haft nogen økonomisk, eller kritisk, succes de sidste 5 år?

    Bad Boys for Life indtjente små 420 millioner dollars på et 90 millioner dollars budget.

    Aladdin indtjente over en milliard og Suicide Squad lidt over 740 millioner.

    Så økonomisk, ja.

    Zero Cool 8-07-20 11:16

  • ★★★★★0

    Bad Boys for Life indtjente små 420 millioner dollars på et 90 millioner dollars budget.

    Aladdin indtjente over en milliard og Suicide Squad lidt over 740 millioner.

    Så økonomisk, ja.

    Det er i hvert fald, økonomisk set, begyndt at gå i den rigtige retning for manden igen. Nu skal han bare finde balancen, så det ikke svømmer over med elendige film. Førhen formåede han at medvirke i en del underholdende blockbusters i hvert fald.

    David Lund 8-07-20 11:27

  • ★★★★★★0

    Det er i hvert fald, økonomisk set, begyndt at gå i den rigtige retning for manden igen. Nu skal han bare finde balancen, så det ikke svømmer over med elendige film. Førhen formåede han at medvirke i en del underholdende blockbusters i hvert fald.

    Han havde en periode hvor han lavede flere rigtigt gode underholdningsfilm ja. Startede det med ID4?

    T. Nielsen 8-07-20 11:34

  • ★★★★★0

    Han havde en periode hvor han lavede flere rigtigt gode underholdningsfilm ja. Startede det med ID4?

    Det synes jeg nok, men jeg brokker mig ikke, hvis folk vil tælle den første Bad Boys med =)

    David Lund 8-07-20 11:38

  • ★★★★★★0

    Det synes jeg nok, men jeg brokker mig ikke, hvis folk vil tælle den første Bad Boys med =)

    Kom den før? Ja så kan den vel tælles med (selv om jeg altid har fundet den....ret ligegyldig).

    T. Nielsen 8-07-20 11:45

  • ★★★★0

    (selv om jeg altid har fundet den....ret ligegyldig).

    Men, men, men.... Téa Leoni?

    Åkepool 8-07-20 12:46

  • ★★★★★★0

    Men, men, men.... Téa Leoni?

    Hun er da meget sød, men er aldrig gået ned i “I Love You” hos åbenbart sære mig og min smag for kvinder:-/

    T. Nielsen 8-07-20 12:53

  • ★★★★1

    Hun er da meget sød, men er aldrig gået ned i “I Love You” hos åbenbart sære mig og min smag for kvinder:-/

    Det ville også være ærgeligt, hvis vi alle havde samme smag.

    Åkepool 8-07-20 13:03

  • ★★★★★★1

    Det ville også være ærgeligt, hvis vi alle havde samme smag.

    Enig:) Det var blot den anden kvinde på få dage du (og Wayne) nævnte, som ikke fysisk tiltrak mig.

    T. Nielsen 8-07-20 13:24

  • ★★★★1

    Enig:) Det var blot den anden kvinde på få dage du (og Wayne) nævnte, som ikke fysisk tiltrak mig.

    Jo jo, men vi har jo også vildt god smag og du har dårlig smag, men sådan er det jo bare ;) 

    Åkepool 8-07-20 14:12

  • ★★★★★★0

    Jo jo, men vi har jo også vildt god smag og du har dårlig smag, men sådan er det jo bare ;) 

    Hah:D 

    T. Nielsen 8-07-20 14:40

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen