Anmeldelse: Stalins død

Filmen chokerer med sin komik, men den er samtidig en opsang til de mænd, der tænker mere på sin egen vigtighed end på det samfund, de er sat til at passe på.

Samles alle verdens diktatorer – afdøde og nulevende – i et enkelt lokale, vil én ting fremstå som værende som ét af de mest dominerende elementer i dem alle; det massive mindreværdskompleks, der sørger for, at de ikke bryder sig meget om vittigheder, der foregår på deres bekostning. Ved at basere sin film netop på at latterliggøre de store mænd fra den russiske kommunisttid sætter instruktør Armando Iannucci de herskende personligheder i relief med en tid, der stadig hersker – omend i en noget svagere form – i dag.

Sovjetunionens mægtige leder Stalin er død, og tilbage står en samling mænd på hans kontor. De er alle målløse over denne nye ændring i deres lands historie, men de er samtidig også magtbegærlige nok til ikke at lade deres overfladiske sorg tage pippet fra dem. Der er nemlig arbejde, der skal gøres nu, for én af dem kan nu blive Sovjetunionens fader.

Armando Iannucci er en instruktør, der førhen har gjort sig godt i politisk satire, og med "Stalins død" former han en del af verdenshistorien til en kulsort komedie, hvis pointe aldrig frygtes at gå tabt i mylderet. Ingen jokes er her udenom filmens morale, men det bliver heller aldrig til en ensporet oplevet at se Georgy Malenkov, Nikita Khrushchev og Vyacheslav Molotov rende rundt og holde smædekampagner, der måske kan betyde død og ødelæggelse for deres omgivelser, men som altid kan sætte dem i fokus – og måske endda give dem herredømme med i købet.

Hvis disse navne lyder bekendte, er det, fordi dette for første gang i Iannuccis karriere er baseret på virkelige begivenheder med virkelige personer bag. Om hver en detalje er korrekt, er ikke det betydningsfulde, for med "Stalins død" siger Iannucci, at drivkrafterne bag denne type mænd altid vil være det samme – og det er denne drivkraft og denne lyst til den største magt, der peges fingre ad med tydeligt brug af den bidende engelske humor, som her bruges på bedst mulige måde. Dette er en film, der ikke lægger fingre imellem om, hvad der foregik i det forjættede Sovjetunionen, men som netop bruger disse uhyrligheder til at understrege, hvor ynkelige disse grandiose mænd er, når alting bliver pillet væk, og de står overfor hinanden som små drenge i den kommunistiske skolegård.

Denne skolegård burde være interesseret i at lade jerngrebet om landet overføres glidningsfrit, men i stedet for dette bliver Sovjetunionens magtelite nu besat af taktiske felttog og omfattende bespottelser. Der er en konstant kilde til morsomheder i henrettelser og andre dødelige udgange, hvilket ikke kun siger en del om, hvilken slags film, Iannucci har gået efter at lave, men også hvilken slags film, "Stalins død" er endt med at blive. Figurerede den i nutidens politiske klima, ville den have kunnet skære skarpt igennem, men selvom "Stalins død" håndterer begivenheder, der er sket for lang tid siden, er den stadig ganske relevant for vores nutidige politiske forståelse af verden.

Derfor virker "Stalins død" så formidabelt. Den chokerer med sin komik, men den er samtidig en opsang til de mænd, der tænker mere på sin egen vigtighed end på det samfund, de er sat til at passe på. Det er til tider hylende morsomt, men der er også en uopsættelig iver over projektet, der skaber en stærk parallel til vor egen politiske tid, der aldrig bliver kedelig at diskutere. Armando Iannucci er en mand, som kender sit politiske bagland, og det er svært ikke at se frem til, hvad han beslutter sig for at håndtere næste gang.