Anmeldelse: Star Trek Beyond

Menneskehedens motto i det 23. århundrede, som det ofte gentages i "Star Trek"-franchisens talrige tv-serier og spillefilm, er at opsøge nye verdener og væsner. At drage dristigt ud i det uendelige univers og udforske de kosmiske afkroge, som intet menneske tidligere har besøgt. Måske er det derfor, at J.J. Abrams' "Star Trek Into Darkness" skuffede – en rodet og decideret "udristig" affære, der gladeligt genbrugte kendte bifigurer, replikker og sågar komplette scener fra "Star Trek"-leksikonet uden at supplere med mærkbar, kreativ nytænkning. "Star Trek Beyond" opfinder heller ikke den dybe tallerken, men gudskelov farer filmens flyvende tallerkener (læs: rumskibe) ud ad helt nye, intergalaktiske tangenter.

Og den forrygende "Star Trek Beyond" farer af sted i et hæsblæsende tempo mere eller mindre fra start til slut. Det kommer ikke som den store overraskelse, idet Justin Lin har instrueret løjerne – den engang hæderkronede indie-instruktør, som har udviklet sig til en af klodens mest ombejlede actioninstruktører ovenpå fire succesrige "Fast & Furious"-film.

Mange trekkies blev fortørnede, da Lin blev hyret af Abrams, som selv havde for travlt med "Star Wars" til at blive siddende i instruktørstolen (Abrams agerer dog stadig producer). De kunne slet ikke forestille sig, at en mand, der er bedst kendt for storstilede biljagter og hardcore håndgemæng, kunne lave en sjælfuld "Star Trek"-film med den dybde og eftertænksomhed, som kendetegner franchisens bedste fortællinger. Filmens første trailer – spækket med oneliners og motorcykelstunts – styrkede fansenes frygt. Men Lin gør al skepsis til skamme. Jovist, "Star Trek Beyond" er rig på action, men den har bestemt også noget på hjerte og masser af mægtigt samspil mellem de kære, kendte karakterer.

Filmen begynder med en lettere mut, reflekterende Kaptajn Kirk om bord på rumskibet Enterprise. Efter adskillige års udforskning af Mælkevejens yderkant er Kirk blevet temmelig udmattet, og han har svært ved at se meningen med at kortlægge det endeløse kosmos. Kirk (Chris Pine – stadig blændende i rollen) reflekterer over tilværelsen i en glimrende scene med sin gode ven, overlægen Leonard "Bones" McCoy (Karl Urban – vidunderligt varm og vittig), hvor den ensomme eksistens i verdensrummets vakuum smukt sættes i relief via d'herrers superbe, subtile skuespil og Lins nænsomme instruktion.

Men inden Kirk når at tage en endelig beslutning om sin karriere, bliver Enterprise angrebet og tilmed destrueret af den grufulde Krall (Idris Elba – fandens uhyggelig) og hans armé af små, skarpskydende rumskibe. Og lad det være sagt med det samme: I et år spækket med iøjnefaldende actionsekvenser er Enterprises tilintetgørelse formentlig den bedste af slagsen. Der er simpelthen tale om en verdensklasseopvisning i kampkoreografi, lyddesign og visuelle effekter.

Men i sidste ende er det Enterprises ideologiske opgør med den separatistiske, krigeriske Krall, som bliver filmens største trumfkort. "Man bliver svag af at leve i fred," mener Krall, der ser ingen fordele ved sammenhold mellem mennesker. "Vi må forandre os. Ellers kæmper vi de samme kampe for evigt," svarer Kirk. Det føles som (alt for) lang tid siden, at "Star Trek" har turdet stikke til virkelighedens stridspunkter, som den oprindelige tv-serie gjorde så godt tilbage i 1960'erne, hvor bl.a. racisme og Vietnam-krigen blev dissekeret. "Star Trek Beyond" genopliver franchisens stolte tradition med en inspirerende hyldest til fællesskabet i en trist tid, hvor vi er langt bedre til at bygge mure end broer.

Det er kun ærgerligt, at filmens midterdel ikke lige får 10-15 minutter ekstra at gøre godt med, så vi kunne være kommet endnu længere ind under huden på Kirk og Co. Jovist, alle hovedpersonerne får tid og lov til at brillere i rampelyset, men vi når f.eks. ikke at lære det slagkraftige rumvæsen Jaylah (en veloplagt Sofia Boutella) godt nok at kende, og scenerne med den logiske Spock og følelsesladede McCoy er så gode, at man i dén grad hungrer efter mere. Men med både en start og slutning i særklasse – og adskillige herlige øjeblikke midtimellem (inklusive en tårevædet scene med et lille fotografi, som formentlig vil gå lige i hjertet på trekkies) – er der ingen tvivl om, at "Star Trek Beyond" er værd at opsøge i biffen, uanset om man så er fan eller ej.

Star Trek Beyond

Kommentarer

Star Trek Beyond

  • ★★★★0

    Jeg krydser fingre for, at der i stedet er tale om evolution :)

    Babo 7-08-16 09:58

  • ★★★★★★0

    Når jeg kigger på indtjeningen, er det så et udtryk for at denne skuffer Big Time eller mangler den stadig at ramme et par store lande? Den har jo ikke, så vidt jeg har set, tjent sit eget budget hjem endnu, så længe efter premieren.

    Den er ikke udgivet i Kina endnu, så der er mulighed for, at den kan hente en del flere penge. Men jo, den kunne se ud til at skuffe økonomisk.

    Zero Cool 7-08-16 10:03

  • ★★★★★0

    Var inde og se den her forleden ganske underholdende film, to ting. Synes hele dommadags våbnet var lidt overkill, Sværmflyene synes jeg var rigeligt, det andet virkede mest som en af mine venner sagde et McGuffin Device det tjente ikke det hel store formål, truslen var der rigeligt i forvejen.

    Og så har vi underteksterne, jeg tog mig flere gange i grine af det Cowboy tricks osv. især da Scotty gang på gang på i underteksterne bruger et 3. persons navn (Tøsen) til en person han tiltaler direkte. Og så ville jeg måske heller ikke oversætte det han siger til Tøsen.

    Men i det mindste var det ikke lige så slemt som med Deadpool, nøj jeg er glad for og ha den med engelske undertekster nu! :)

    McCoy og Spock's scener sammen var dog det bedste, dem måtte der gerne ha været meget mere med.

    Elwood 7-08-16 18:18

  • ★★★★★★0

    Med de svage Boxoffice tal den har kunne præstere, må man vel næsten frygte at det var sidste film i denne omgang med dette crew? 

    T. Nielsen26-08-16 22:52

  • ★★★★★0

    Med de svage Boxoffice tal den har kunne præstere, må man vel næsten frygte at det var sidste film i denne omgang med dette crew? 

    Det kan du meget vel have ret i. Ellers skal de have en enorm tiltro til brandet og optimisme om at næste film kan vende skuden. Det ligner dog ikke Hollywood. De har dog allerede snakket om den næste film i rækken, men det var selvfølgelig inden at Box Office-tallene var gjort op.

    Kruse26-08-16 23:10

  • ★★★★★★0

    Det kan du meget vel have ret i. Ellers skal de have en enorm tiltro til brandet og optimisme om at næste film kan vende skuden. Det ligner dog ikke Hollywood. De har dog allerede snakket om den næste film i rækken, men det var selvfølgelig inden at Box Office-tallene var gjort op.

    Man kunne jo håbe, men filmen her er vel endda generelt godt modtaget, men alligevel flopper den. Så der er ikke meget at hænge håbet på synes jeg, at de skulle turde tro på at skuden kan vendes (stort efterliv måske?). Jeg ville dog gerne se mere, selv om jeg blev lidt skuffet da jeg så Beyond. Det er selvfølgelig en stor franchise, så måske. 

    T. Nielsen27-08-16 04:52

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen