Anmeldelse: Star Wars: The Force Awakens

A long time ago in a galaxy far, far away... Naturligvis indledes "Star Wars: The Force Awakens" med disse bevingede ord, og hvor føles det dog som netop a long time ago, at vi sidst gæstede det enorme og enormt fantasirige "Star Wars"-univers i biffen. Tilgiv mig for at score nemme, virtuelle high-fives ved at tryne de ildesete "Star Wars"-prequels, men deres sterile, computer-polerede omgivelser synes altså lysår fra det kærligt håndlavede, brogede univers i de tre oprindelige sci-fi-klassikere. Men frygt ej – både æstetisk og plotmæssigt ligger "Star Wars: The Force Awakens" smukt i forlængelse af 1983's "Jedi-ridderen vender tilbage", og så henviser den gudskelov aldrig til Episode I, II eller III.

Jeg forestiller mig, at ovennævnte er en spoiler af den velkomne slags, men lad os endelig undgå flere, for set i bakspejlet har filmens velolierede marketingskampagne været forbandet god til både at stryge fans med hårene og holde kortene tæt ind til kroppen – således leveres der en kæmpe overraskelse allerede i den obligatoriske åbningstekst, som gudskelov ikke er blevet spoleret af filmens handlingsmættede trailers. Lad os bare nøjes med at sige, at franchisens varemærker også er talstærke i denne ombæring: Forbløffende rumvæsner, bippende robotter, duellerende rumskibe og, ja, helgenagtige helte og kåbeklædte klepperter, som slås med kulørte lyssværd – for pokker, hvor har man dog savnet deres melodiske summen i biografmørket!

Men måske er der endda for mange genkendelige elementer, og til tider vakler "Star Wars: The Force Awakens" lidt på den hårfine grænse mellem at hylde og snylte på sine forgængere. Det er selvsagt en fuldkommen særegen og oplivende oplevelse at gense ikoniske karakterer som Han Solo og Chewbacca på det store lærred, og til tider blev min dømmekraft endda så forstyrret af rå, ufortyndet nostalgi, at jeg overvejede at sparke til min nærliggende chefredaktør og erklære mig selv inhabil.

Men jeg var trods alt årvågen nok til at konstatere, at den anseelige gensynsglæde blev ledsaget af mild skuffelse over en historie, der tager for få risici og gengiver gamle replikker, drejninger og momenter lidt for ofte, og filmens stærke start afløses af en lidt flagrende midterdel, før det hele kulminerer i et flot, men også temmelig forudsigeligt klimaks. Nogle af filmens referencer til fordums storhed er dog direkte geniale – særligt da en helt særlig nøglestrofe fra John Williams' score til den allerførste "Star Wars" bliver genbrugt i en scene med tilsvarende bibetydning.

Filmens nye ingredienser er dog dens bedste. Fnis bare løs af navne som Kaptajn Phasma, Snoke og Kylo Ren, men den nytilføjede heltinde, Rey, er filmens klart største (undskyld mig) force og udløser øjeblikkelig respekt og beundring takket være unge Daisy Ridleys pragtpræstation, der emmer af autoritet og smittende eventyrlyst. John Boyega opdriver den fornøjelige fandenivoldskhed, der gjorde ham så karismatisk i den engelske sci-fi-perle "Attack the Block", i rollen som den samvittighedsfulde soldat Finn, og Boyega og Ridley har en exceptionel kemi, der gør dem til et mægtigt makkerpar, som går i clinch med galaksens onde kræfter.

73-årige Harrison Ford glider ubesværet tilbage i Han Solos sko og Tusindårsfalkens cockpit, og den kæphøje smuglers uimodståelige charme og drilskhed er det humoristiske highlight i en film, der ofte er pokkers morsom – noget de tre prequels desværre aldrig var. Skuespillerne er i øvrigt omringet af smukke, håndgjorte kulisser, kostumer og dukker, der alle er fuldkommen overbevisende, men som så pudsigt nok får de få computergenererede figurer (særligt én central karakter) til at fremstå temmelig kunstige og kejtede.

Ved at dykke ned i fortiden lykkedes det kun George Lucas at afmystificere og svække sit forunderlige univers og dets figurer. Med sin omfavnelse af fremtiden får instruktør J.J. Abrams til gengæld grundlagt flere nye, fascinerende stier inden for "Star Wars", som bliver spændende at følge de kommende år. Må kraften være med dem alle!

Star Wars: The Force Awakens

Kommentarer

Star Wars: The Force Awakens

  • ★★★★★★0

    "...Disney spillende på den sikre hest, som altid kommer i mål."

    JJ havde final cut.

    Zero Cool17-12-15 07:58

  • ★★★★1

    Fantastisk eventyr, som ikke burde skuffe ret mange derude. Abrams gør alt for fans der har været sultne efter magien på det store lærred og måden han blander "det nye og gamle" er enestående og fungerer perfekt. Modsat film som Spectre, som netop aldrig blev sin egen, synes jeg denne gør samtidig med den sender hilsner til den oprindelige trilogi. De nye karakterer er vildt godt håndteret, enkelte emotionelle scener var virkelig gode, men det er slut scenen, som tog kegler. Abrams gør alting modsat Lucas og lader visse scener stå uden dialog. Tænk engang. Ingen går rundt og forklarer fucking tingene. Og kan glædeligt sige at Abrams atter rammer på skurkfronten. Adam Driver som Kylo Ren er outstanding. Omsider en god skurk i den type film. Der er meget at kunne lide her og lidt at kritisere. 9/10

    Babo17-12-15 08:34

  • ★★★★0

    "JJ havde final cut."

    Stadig ligner det for mig en film, hvor "man ved, hvad man har". Det var mig en gennemført film, men den var på ingen måde "sin egen" eller turde betræde nyt land. Den var tilfreds med at fortælle den overordnet samme historie fra 1977 med et nyt cast. Jeg glæder mig til en spoilerfunktion :)

    Bruce17-12-15 08:44

  • ★★★★0

    Jeg synes nu den stod pænt alene og kunne se som stand alone for alle dem der ikke så de gamle film. Var den original? Naturligvis ikke. Det var ikke en type fim som havde intention om at betræde nyt land, men holde sig til de gamle dyder og det, som rent faktisk fungerede. Abrams har aldrig været den der "opfinder" og laver noget, der træder nogen på tæerne, og man kan tydeligt fornemme at han ikke havde til hensigt at skuffe og lyttede til den kritik Lucas fik. Det finder jeg sgu er modigt fremfor at lave et værk, der betræde nyt land. Må også erkende at enkelte ting i filmen var mega overraskende.  Lad os tale spoiler. 

    Babo17-12-15 09:19

  • ★★★★★★0

    Bruce, det var oss' bar' en kommentar til Disney-delen. :)

    Zero Cool17-12-15 09:16

  • ★★★★0

    Kan desværre ikke udpensle mere uden at spoile. Det er absolut en Star Wars som ikke skuffer, men for mig fremstår det tydeligt, at netop frygten for at skuffe i Disney koncernens vigtigste reboot nogensinde, afholder kapitlet fra at blive andet end god underholdning, som nu succesfuldt har kickstartet begyndelsen på en franchise og cash cow.

    Jeg havde personligt håbet på at kunne føle SW magien og den indfandt sig, bortset fra nogle habilt koordinerede actionsekvenser, ikke for min del. Rey var så absolut kapitlets bedste nytilkomne. Leia ... åh gud.

    Bruce17-12-15 09:19

  • ★★★★0

    Okey dokey Bruno :)

    Bruce17-12-15 09:19

  • ★★★★★★1

    Der kan ikke herske tvivl om, at de nye hovedpersoner er virkelig godt valgt og Daisy Ridley er stjernen blandt dem. Jeg glæder mig til resten af deres historier.

    Zero Cool17-12-15 09:28

  • ★★★★★★0

    Nå ja, en af de ting der gjorde virkelig stort indtryk på mig, er hvor anderledes musikken er i forhold til tidligere. Selv musikken signalerer, at der er kommet et nyt hold til og det er deres historie, vi skal have fortalt.

    Zero Cool17-12-15 09:36

  • ★★★★1

    Flemming 

    Var den gamle serie andet end god underholdning, eller har jeg misforstået noget? :) 

    Som en skrev; "this is a franchise reborn, not reinvented"

    Men det er også svært at gøre alle 100% tilfredse uanset hvilken retning Abrams tog. Når "nyt land" som Lucas trods alt prøvede på at betræde med prequels, ikke gav pote, så må man nødvendigvis kigge bagud og søge til de genkendelige elementer, vende dem lidt på hovedet og få dem til at fungere. Vi kan sgu næsten ikke tillade at brokke os :)

    Babo17-12-15 09:42

  • ★★★★0

    Musikken var skam anderledes, men lidt anonym til min smag. Det jeg savnede var lidt flere pusterum, filmen holdes i afsindigt højt tempo og selvom den alligevel etablerer personerne, så kunne Abrams lige have givet lidt flere småpauser undervejs. Ikke George Lucas pauser hvor folk går og taler, sidder og taler, sover og taler, men blot lidt mere ro på. 

    Babo17-12-15 09:49

  • ★★★★0

    Jeg vil heller ikke sige, at jeg "brokker mig" :) Og jeg synes du rammer ret godt med "var den gamle serie andet end underholdning". Men jeg mener trods alt, at den gamle trilogi, i dens bedste momenter, havde mindeværdige karakterer med karisma og nok retoriske momenter til at trumfe dette nye kapitel og så var historierne trods alt ... engang for længe længe siden ... originale :) 

    Havde jeg nu haft en spoilerfunktion, kunne jeg have listet en 15 punkters spiseseddel op af momenter fra start til slut, som var deja vu fra de to første kapitler.

    At Lucas' prequels ikke gav pote kan koges ned til, at manden simpelthen mistede taget efter A New Hope og manuskriptmæssigt var en katastrofe. Ingen tvivl om, at Harrison Ford og Alec Guiness "in their prime" og at karakteren Darth Vader med en formidabel James Earl Jones stemme, var udslagsgivende. Harrison Ford havde en udstråling dengang, som var second to none. Man skal ikke undervurdere, hvor meget af magien folk husker, som stammer fra disse karakterer og ikke effekterne og universet.

    Jeg er tilfreds, men jeg havde godt nok håbet på overraskelser, nytænkning og originalitet. JJ Abrams og Justin Lin i fronten for SW og ST er for mig essensen af Hollywood i dag. At de folk, som sidder på tegnebogen ikke gør sig de samme tanker om filmkvalitet, som jeg, men nok mere vurderer risici og succes på baggrund af omsætning af f.eks. Fast and the Furious film.

    Jeg havde gerne byttet JJ Abrams med Brad Bird og et noget mere satsende manuskript.

    Bruce17-12-15 10:04

  • ★★★★0

    Og så mangler jeg da lige at give et thumbs up til Johanns anmeldelse. Ser ud til, at vi har haft præcis samme oplevelse.

    Bruce17-12-15 10:16

  • ★★★★0

    Og så mangler jeg da lige at give et thumbs up til Johanns anmeldelse. Ser ud til, at vi har haft præcis samme oplevelse.

    Bruce17-12-15 10:21

  • ★★★★★★0

    Så vidt jeg kan se, takkede Brad Bird nej til The Force Awakens til fordel for Tomorrowland. Det udelukker ham dog ikke for at nappe en af de fremtidige film, hvis The Incredibles 2 ikke kommer i vejen selvfølgelig.

    Zero Cool17-12-15 10:32

  • ★★★★0

    Tak Bruno. Hmm havde helt glemt Tomorrowland. Den var sgu heller ikke just vellykket :-/ Måske Ole Bornedal? ;-D

    Bruce17-12-15 10:36

  • ★★★★★★0

    Jeg var noget lunken, da jeg satte mig til at se Tomorrowland pga. modtagelsen, men jeg kan virkelig godt lide den. Jeg synes den fanger ånden fra de film, jeg så som knægt i 80'erne, samtidig med at den stadig formår at være sin egen.

    Hella Joof skal da have chancen!

    Zero Cool17-12-15 10:41

  • ★★★★1

    Bruce; jeg medgiver, at den gamle trilogi, særligt de to første i rækken, er selvfølgelig mere originale film. Derfor kan personerne også føles mere "mindeværdige". Husk på dette altså er 7 kapitel i serien :) Men jeg synes stadig Abrams får etableret flot nyt cast af sympatiske og dejlige personer og en fremragende skurk, som har manglet. 

    Jeg synes du er lidt hård når du sammenligner Lin og Abrams. Jeg synes der er en væsentlig stor forskel. Abrams har noget af det klassiske over sig fra Spielberg og andre store mainstream navne, hvor Lin blot er et moderne pruttebarn, hvis film taler ned til intellektet. Brad Bird ramte plet med Incredbles, men det er så også DET, selvom MI4 var en rigtig god actionfilm, så synes jeg da denne SW er en bedre film. Og Tommorowland var vist heller ikke all that, så altså......Abrams var det helt rigtige. Og nu overtager en ret god og visionær instruktør efterfølgeren til Awakens, så jeg har meget tiltro til serien kommer på den rette kurs igen. Lin skal dog holde sig fra her :) Jeg er helt enig, at det er synd han skal til at instruere ST. 

    Jeg kan også nævne flere "dejavu-scener" i Awakens, men ærligt talt kan man vel sige det samme om Fury Road, som dybest set er endnu en lang forfølgelses jagt som vi har set det tidligere, og en film som Tron Legacy gjorde da vist heller ikke meget i nytænkning udi plot, men hvad så....Fury Road er stadig den bedste :)

    Babo17-12-15 11:13

  • ★★0

    Babo:

    "Når "nyt land" som Lucas trods alt prøvede på at betræde med prequels, ikke gav pote..."

    http://www.cinemablend.com/images/news_img/68690/hugh_jackman_68690.jpg

    BN17-12-15 11:40

  • ★★★★0

    Det kilder, BN :)

    Babo17-12-15 12:19

  • ★★★★1

    Ja, Lin og Abrams er absolut ikke "det samme", det medgiver jeg gerne :) For mig har Abrams bare aldrig nået niveauet over "god håndværksmæssig efterligner". Lidt som Scorsese i dag er reduceret til at være en formidabel filmhistoriker, som kan det håndværksmæssige.

    Jeg kunne faktisk bedre lide MI4 end dette SW kapitel. Synes BB jonglerer godt rundt med action og humor. Rian Johnson er et spændende valg. Meget interessant.

    Bruce17-12-15 12:45

  • ★★★0

    Som antydet i anmeldelsen (ja - jeg er faktisk lidt en skurk, sådan ikke at lade mig overvinde af nostalgien), er jeg meget på niveau med kritikken i forbindelse med genbruge så ufatteligt mange elementer fra den originale trilogi. Uden at gentage Bruce, som jeg i den grad er på linje med, synes jeg at den mest opløftende følelse er at det rent faktisk lykkes at følge tråden elegant op fra "Return of the Jedi" - en film jeg ville give karakter som "The Force Awakens". Og ikke mindst at der nu er åbnet for ballet, hvor der forhåbentlig i opfølgeren kan være mere substans - og forhåbentlig en Adam Driver der ikke opfører sig lige så meget som en pattet Anakin Skywalker.

    Dolphinfriendly17-12-15 12:48

  • ★★★★0

    Jeg har det bedre end jeg havde i 99'! Det ser jeg som værende en god ting.

    Og der var en, der endelig fik sin vilje! Også en god ting.

    Ser frem til mere = malk blot løs! Måske okay..lad nu se..

    Gasivodo17-12-15 13:18

  • ★★0

    Dolphinfriendly: "den mest opløftende følelse er at det rent faktisk lykkes at følge tråden elegant op fra "Return of the Jedi".

    Det lyder godt!

    Jeg skal ind og se den på mandag i Imperial. Foreløbigt ser den meget lovende ud, og kritikken synes jo overalt mest at hælde til den positive side.

    BN17-12-15 13:18

  • ★★★★0

    Mnjah BN? Den kan vel ikke rokke ved I,II og III?

    (Ja, er sgu' lidt spændt;-)

    Gasivodo17-12-15 13:20

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen