Anmeldelse: Star Wars: The Last Jedi

Kraften binder alting sammen. Kraften er liv. Kraften er død. Kraften er løbet tør for mystik.

Så er det igen den tid på året. Disney er landet særdeles tungt på kalenderen med én julebasker over dem alle, siden de for nu to år siden vækkede George Lucas' ikoniske "Star Wars"-franchise til live med "Star Wars: The Force Awakens". Første film i en tredje trilogi om den dysfunktionelle Skywalker-familie varslede nye tider in a galaxy, far far away. Anden del er et nyt håb i helt samme retning.

Tråden tages op direkte fra forgående film. Unge Rey (Daisy Ridley) bliver oplært som Jedi af legendariske Luke Skywalker (Mark Hamill), der ellers havde trukket sig tilbage som praktiserende ridder. Ex-Stormtrooper Finn (John Boyega) og den kække pilot Poe (Oscar Isaac) kæmper på Oprørernes side mod Den Første Orden, hvor onde Kylo Ren (Adam Driver) har slikket Sith-sårene og vil hævne sig på Rey over at have stukket af med et lyssværd, som han ville ha'. Jo, alt er ved det gamle hos familien Skywalker.

Valget af Rian Johnson bag kameraet blev modtaget med blandede reaktioner. "Looper"-instruktøren tilhører det bløde mellemlag som respekteret og talentfuld indie-instruktør, der aldrig har fået det store gennembrud. Onde tunger ville påstå, at Disney bedre kunne kontrollere "The Last Jedi"-retningen. Ganske vist er det ikke fair at reducere 44-årige Johnson til at flyve på autopilot, men tag ikke fejl – han gør lige præcis dét, som Mickey Mouse befaler: Saml tråden op fra "The Force Awakens", blast dig frem til trilogiens store finale – og tilintetgør noget, der til forveksling ligner en Dødsstjerne. Forventningsfulde fanboys bliver glade. Andre bliver undervældet.

Kraften binder alting sammen. Kraften er liv. Kraften er død. Kraften er løbet tør for mystik. I hvert fald når mantraet gentages i klassisk mester-lærling retorik, og dagen igen reddes i sidste øjeblik. Problemet er ikke eventyret, forudsigeligt som det er – underholdningsværdien kan ikke fraskrives. Plot og karakterudvikling bindes i al hast for overfladisk sammen. Sidehistorierne harmonerer sjældent sammen tidsligt. Filmens indre logik er selvmodsigende. Med en spilletid på 150 minutter er sammenfaldet af plothuller, stjerne-soap, run and chase og hovsa wookie-dookie løsninger påfaldende rodet.

"The Last Jedi" er forbløffende lige ud ad mælkevejen. Stort set alt er set før i de andre "Star Wars"-film. Meget kan dog accepteres, når sci-fi-eventyret udfoldes. Når god og ond kæmper med forskelligfarvede lyssværd, og fascinerende universer åbnes op. Mindeværdige actionsekvenser i flæng vejer gevaldigt op for den generiske fortælling. Hvor "The Force Awakens" balancerede med et omfattende galleri bestående af stærke helte og svage skurke samt formåede at oparbejde sympati for fremragende Daisy Ridley, vendes bøtten med episode VIII. Adam Driver og animerede Andy Serkis som Snoke er fornøjelige og værdige "Star Wars"-bad guys, mens nostalgi-kortet smides effektivt på bordet, når Mark Hamill indtræder som den sidste Jedi-mester.

"Star Wars: The Last Jedi" er en glimrende tilføjelse til sagaen. Rian Johnsons første skud på stammen vil sikkert begejstre horderne af hungrende fans. Ottende film om Skywalker-familien gør lige præcis det, som en franchise-film skal, hvor sikre valg skal træffes, og historien spejles i de foregående syv i serien. Med en spilletid på 150 minutter bør seneste tilføjelse til verdens nok største film-brand imidlertid være langt bedre skruet sammen som fortælling, nu filmene ikke længere kan overleve på forventningens glæde med én ny "Star Wars"-film hvert år.

Star Wars: The Last Jedi

Kommentarer

Star Wars: The Last Jedi

  • ★★★★★★0

    Du mener, i et univers hvor Anakin Skywalker overlever at meste størdelen af sine lemmer og ligge klods op ad en vulkan? Og i øvrigt er en magisk ridder? :D

    Zero Cool18-12-17 20:22

  • 0

    Jeg har to teorier mht. et par af de ting, som lader til at irritere publikum. Dog synes jeg stadig at man skal holde i tankerne, at der er en film mere i trilogien, så historien slutter jo ikke her.

    Både Snoke og Reys forældre kan sagtens være to aspekter af historien, der er lavet til at forvirre publikum og det viser sig at Rey er mere vigtig end som så og at Snoke slet ikke er død, men er præcis så magtfuld, som han fremstår. Vi ser Luke lave en illusion på tværs af universet, så hvem siger at Snoke ikke gjorde præcis det samme?

    Med hensyn til Rey, så kan det i virkeligheden være, at hun er en "nobody", præcis ligesom Finn og de to skal illustrere de almindelige mennesker, som skal rydde op efter Skywalker-familien, som bliver ved med at fucke universet op sammen med Jedi-ordenen, som på sin vis var dommer over hvad der var rigtigt og forkert i evigheder, indtil de også fuckede op og tillod Sith-ordenen at komme til magten. Skywalker-familien må stoppes, det samme må de to ydrepunkter indenfor Kraften, for at man kan få balance i universet.

    Måske er det mig der har trætte øjne og ikke kan læse ordentligt, men er dine to teorier omkring Rey ikke modsigende? :-/

    EDIT: Og hvad synes du egentlig selv om filmen? Du er jo en af de største SW kendere på Moovy.. :-D

    Bony18-12-17 21:02

  • ★★★★★★0

    Hvordan tænker i de ordner det med Leia? Havde forventet at hun blev tilbage for at snakke med Ben, og så tog billetten derfra. Der må jo være optaget mere med Carrie Fischer..

    davenport18-12-17 21:09

  • ★★★★★★0

    Bony -

    Jo, det er de. Det er såmænd også pointen, fordi jeg tænker at det er enten den ene forklaring eller den anden, som vi ser i den tredje film. :)

    Jeg har ikke helt gjort op med mig selv hvad jeg synes om den. Jeg giver den et kig mere imellem jul og nytår.

    Zero Cool18-12-17 21:16

  • ★★★★★0

    Jeg storsmilte af og se Mark Hamill og the big screen igen, det var en af de mest positive ting jeg husker, og det var godt og se ham sammen med Carrie Fisher igen.

    Elwood18-12-17 21:20

  • ★★★0

    Du mener, i et univers hvor Anakin Skywalker overlever at meste størdelen af sine lemmer og ligge klods op ad en vulkan? Og i øvrigt er en magisk ridder? :D

    Jeg mindes ikke at sammenligne med episode III, som efter min mening er den værste i sagaen. Derudover er der vitterligt forskel på hvad der er direkte dumt og hvad det er realistisk ud fra universets indre logik, fremfor at kaste om sig med flere plothuller end en emmentaler og groteske “it was just a dream” narrative løsninger. 

    Dolphinfriendly18-12-17 22:31

  • ★★★★★★0

    Jeg mindes ikke at sammenligne med episode III, som efter min mening er den værste i sagaen. Derudover er der vitterligt forskel på hvad der er direkte dumt og hvad det er realistisk ud fra universets indre logik, fremfor at kaste om sig med flere plothuller end en emmentaler og groteske “it was just a dream” narrative løsninger. 

    Nåeh, men man må vel gå ud fra at logikken i universet er hvad der allerede er etableret og ikke at man cherry picker hvad der er kanon og hvad der ikke er. :)

    Og når Anakin kan overleve sine skader og Darth Maul kan overleve sine (ikke en film, men stadig kanon), så ser jeg ikke et problem med hvad der sker i TLJ.

    Zero Cool18-12-17 22:33

  • ★★★0

    Nåeh, men man må vel gå ud fra at logikken i universet er hvad der allerede er etableret og ikke at man cherry picker hvad der er kanon og hvad der ikke er. :)

    Og når Anakin kan overleve sine skader og Darth Maul kan overleve sine (ikke en film, men stadig kanon), så ser jeg ikke et problem med hvad der sker i TLJ.

    Jeg vil da netop mene, at der cherry pickes for at give kunstig åndedræt til en hullet historie ud fra TLJs formællermæssige valg, som kunne være løst noget mere elegant ud fra at være et rumeventyr med en vis logik - andet end at alt er tilladt. Det er enormt billige løsninger, i min bog. Det er ikke nok at sige svips-svaps og gemme sig bag en vag defination af “kanon”, fordi en anden film i serie var lige så ulogisk skruet sammen. Two wrongs don`t make a right og for mig at se er det slet og ret sløset. Det handler selvfølgeligt langt hen ad vejen hvad man kan acceptere - og nu ved vi jo af gode grunde ikke hvordan det folder sig ud i episode IX, og måske giver en krølle på halen. :)

    Dolphinfriendly18-12-17 23:01

  • ★★★★★★0

    Jeg vil da netop mene, at der cherry pickes for at give kunstig åndedræt til en hullet historie ud fra TLJs formællermæssige valg, som kunne være løst noget mere elegant ud fra at være et rumeventyr med en vis logik - andet end at alt er tilladt. Det er enormt billige løsninger, i min bog. Det er ikke nok at sige svips-svaps og gemme sig bag en vag defination af “kanon”, fordi en anden film i serie var lige så ulogisk skruet sammen. Two wrongs don`t make a right og for mig at se er det slet og ret sløset. Meeen nu ved vi jo af gode grunde ikke hvordan det folder sig ud i episode IX. :)

    Du må bare indse, at du er blevet så sur på film, at du ikke længere kan lide dem!

    Måske kan du overtage Treos job, når han går på pension og føre traditionen videre på Ekstra Bladet. ;D

    Zero Cool18-12-17 23:01

  • ★★★0

    Du må bare indse, at du er blevet så sur på film, at du ikke længere kan lide dem!

    Måske kan du overtage Treos job, når han går på pension og føre traditionen videre på Ekstra Bladet. ;D

    Hahaha præcis - det er sådan, at det hænger sammen! :D Desværre tror jeg ikke, at Treo gider give falken videre til en filmnørd! Men fin rød sild. ;)

    That said, virker TLJ til at være én af de SW-film der splitter fans mest. Hvor er du selv henne, i forhold til de to andre “nye”?

    Dolphinfriendly18-12-17 23:12

  • ★★★★★★0

    www.polygon.com/2017/12/18/16792184/star-wars-the-last-jedi-rotten-tomatoes-review-bomb

    Det kunne i øvrigt tyde på, at der ikke er så stor en forskel mellem publikum og anmeldere som Rotten Tomatoes viser, men at der muligvis kunne være tale om folk fra 4Chan der fucker med bruger-ratings.

    Zero Cool19-12-17 11:14

  • ★★★★★2

    Så fik jeg den endelig set! Og jeg fik undgået enhver spoiler og holdt mig også fra trailerne, så det var ren overraskelse fra start til slut for mit vedkommende.

    Filmen har satme mange problemer. Humoren er til tider helt væk og alt for dominerende - især i filmens første akt. Nogle jokes virker dog glimrende, imens andre nærmest virker som et spoof på et ikke-eksisterende kapitel i sagaen. Klipningen er også sær til tider - nogle gange for hurtigt, andre gange for langsom. Det samme kan siges om tempoet, der i den grad mangler et naturligt flow. Generelt tror jeg, at de har valgt den forkerte instruktør til jobbet. Han er nemlig ret uerfaren, og er slet ikke vant til så store produktioner. Derudover er der en række plothuller, og ting der ikke hænger supergodt sammen. Og filmen føles også en anelse lang. Den sidste del bør næsten have været gemt til næste film. Jeg forstår sgu godt, hvorfor folk er sure på denne film. Det er jeg dog ikke. På trods af filmens mange åbenlyse problemer, nød jeg næsten hvert et øjeblik. Den er modig nok til at foretage nogle uortodokse valg, at lege lidt med et meget velkendt univers’ regler og smide et utal af plottwists i hovedet på sit publikum, hvoraf næsten alle fungerede overraskende godt. For mig at se, er det den bedste af de nye Star Wars film. The Force Awakens var nærmest en tro kopi af A New Hope, og selvom jeg godt kan lide filmen, virkede den alt for ivrig til at imødekomme franchisens fans. Rogue One var i mine øjne overflødig, med en lang række karakterer jeg hverken forstod eller brød mig om. Så The Last Jedi er egentlig den eneste, der virker som et frisk pust, der skubber franchisen i en ny retning. Gid de havde brugt lidt længere tid på detaljerne, så den ikke havde haft så mange problemer med plothuller osv. dog, men jeg kan leve med det alligevel. Glæder mig allerede nu til et gensyn!

    David Lund19-12-17 23:26

  • ★★★★0

    Det ser ud til modtagelsen herinde er lunken. Jeg skipper bioturen. Var ellers klar med et par gutter, men det kan godt vente. Jeg kan godt lide instruktøren, men det var ikke just SW jeg ser hans potentielle udfolde sig, selvom det var interessant valg. 

    Babo19-12-17 23:18

  • ★★★★★★2

    Hold nu kæft! Så går du sgu da glip af en monster fed film. Der er smæk og underholdning i massevis. Man behøver ikke analysere alt til døde for at være underholdt. Det er vaskeægte eventyr for skillingen!

    davenport19-12-17 23:23

  • ★★★0

    Det er lidt interessant, at størstedelen af de hardcore Star Wars-fans som jeg kender, er dem der bryder sig mindst om TLJ. Bliver spændende, om sidste del af trilogien formår at samle mere end denne.

    Dolphinfriendly19-12-17 23:33

  • ★★★★★0

    Det er lidt interessant, at størstedelen af de hardcore Star Wars-fans som jeg kender, er dem der bryder sig mindst om TLJ.

    Jeg er temmelig hardcore fan, og anser den som den 4. bedste SW-film indtil videre. Det er i hvert fald den SW-film, der mest skiller vandene. 

    David Lund19-12-17 23:41

  • 1

    Over tid er jeg blevet mere og mere vred på filmen, der nok må betegnes som den for mig mest skuffende film nogensinde og klart den værste Star Wars film.

    Først og fremmest føles det som om, at der aldrig har været en større planlægning af den nye trilogi.

    Jeg sidder tilbage med følelsen af, at Johnson og/eller Disney virkelig ikke kan lide The Force Awakens, selvom det næppe er tilfældet, når Abrams skal lave næste film, men det er mig en gåde, hvad der så er årsagen til, at så mange af Abrams bidrag pilles fra hinanden. 

    Snoke og Captain Phasma dræbes og fremstår narrativt mere som uforløste løfter om mere, end som egentlige figurer. Snoke fordi det på alle måder er blevet antydet, at han var en central spiller med en ufattelig magt og en spændende forhistorie. Captain Phasma fordi hun har været brugt så meget i markedsføringen af TFA og har et unikt kostume, men ikke har udvist andet end inkompetence.

    Hux og Kylo Ren fremstår som to forkælede børn, der slås om, hvem der skal bestemme i legen, og den første Hux-scene stiller ham også i et virkeligt dårligt lys intelligensmæssigt. De er alt andet end skræmmende.

    Og Snoke-scenen trækkes ned af, at al dialog i scenen er skrevet direkte af fra Return of the Jedi.

    I centrale scener taler de i munden på hinanden for at give den næste ordre, og den der kan råbe højest (og bruge Force powers) bestemmer i skolegården. 

    Og det er en kæmpe maveplasker at opleve, at spørgsmålet om Reys ophav viser sig at være

    fuldstændigt ligegyldigt og uinteressant henset til antydningerne fra TFA og fra markedsføring i øvrigt i så lang tid har peget i en anden retning. Det føles som et twist, der sker for overraskelsens skyld og ikke for plottets.

    Luke opfører sig ikke om sig selv og hans personlige kamp denne film fremstår utroværdig. 

    Han griber til handling uden varsel og uden, at seeren ved, hvad der har været den udløsende faktor. Derudover har Yoda taget sit ekstra computeranimerede tøj på og bidrager kun med mytologi-bashing, der ikke hører hjemme i denne type film, mens Leia leger Mary Poppins, og Chewbacca agerer pauseklovn.

    Nuttetheden bliver også for meget: Rose, der udover at være en del af filmens dårligste plot, også skal have den mest kvalmefremkaldende replik i hele filmen, da hun

    redder Finn til sidst

    Og så de forbandede Porgs, der irriterer mig nøjagtigt lige så meget som Jar Jar Binks. 

    Til gengæld kunne jeg rigtigt godt lide Laura Derns lederfigur, som jeg ville ønske fyldte mere i filmen.

    Slayer20-12-17 00:48

  • ★★★★★2

    Jeg forstår simpelthen ikke bashingen af de der porgs! Jo, man burde nok have klippet en af scenerne ud med dem, men de fylder altså virkeligt ikke særlig meget, og da slet ikke i forhold til Jar Jar Binks der blev en altdominerende figur i The Phantom Menace, og hvis humor konstant rammer fuldstændigt ved siden af.

    David Lund20-12-17 06:57

  • ★★★0

    Jeg synes heller ikke at porgs`ne er slemme - og så har de trods alt en vis tematisk funktion, udover at være comic reliefs. Grillscenen med Chewie fandt jeg ret sjov. Poe derimod, synes jeg er blevet en smådum og usjov Tony Stark-smartass.

    Dolphinfriendly20-12-17 07:46

  • 0

    Jeg forstår simpelthen ikke bashingen af de der porgs! Jo, man burde nok have klippet en af scenerne ud med dem, men de fylder altså virkeligt ikke særlig meget, og da slet ikke i forhold til Jar Jar Binks der blev en altdominerende figur i The Phantom Menace, og hvis humor konstant rammer fuldstændigt ved siden af.

    Jeg er enig i, at de fylder mindre end Jar Jar Binks, men de er bare toppen af isbjerget ift nuttetheden i hele Rose og Finn-historien med dyrebefrielse, antikapitalisme mv. Derfor synes jeg også, at de fortjener et slag med på vejen.

    Jeg synes heller ikke at porgs`ne er slemme - og så har de trods alt en vis tematisk funktion, udover at være comic reliefs. Grillscenen med Chewie fandt jeg ret sjov. Poe derimod, synes jeg er blevet en smådum og usjov Tony Stark-smartass.

    Jeg håbede hele tiden, at der ville blive klippet, og at Chewie ville være i gang med at riste et par stykker mere.

    Slayer20-12-17 08:52

  • ★★0

    ....

    Thomas Fenger20-12-17 09:00

  • ★★0

    Når Leia kan overleve at blive skudt ud i rummet og overleve en kæmpe eksplosion, kan Snoke også overleve at blive skåret midt over. Når al logik alligevel er ophævet, vil jeg blive overrasket hvis ikke Snoke vender tilbage.

    Thomas Fenger20-12-17 08:57

  • ★★0

    Star Wars IX: Snoke Strikes Back. Og når Darth Maul kunne overleve at miste sin “bedre halvdel”, så kan Snoke vel også...

    Thomas Fenger20-12-17 09:04

  • ★★★0

    Jeg kunne godt lide filmen. Jeg ville nok ligge på 5/6.

    Det eneste element, der rigtig irriterede mig var hele ridehalløjet med Finn og Rose. Det virkede langt, kedeligt, irrelevant og oven i hatten også temmelig uinspireret lavet.

    Jeg er dog en smule bekymret for den næste film. Skal Kylo Ren nu være hovedskurken? Han virker trods alt som en der er ret let at overkomme, kontra hvor skræmmende og umuligt det virkede at slå Vader. Rey har trods alt allerede banket ham en gang. Det bliver vel blot endnu lettere næste gang, hvor hun rent faktisk har trænet?

    Reys udvikling bekymrer mig også lidt. Vi hører i filmen at "The greatest teacher, failure is", men hun har jo netop aldrig oplevet et nederlag. Luke oplevede i modsætning hertil stortset ikke andet i "Empire". Tingene går en hel del lettere for Rey, men det gør også, at hendes bedrifter ikke har samme vægt. Det er lidt ærgerligt, for jeg synes virkelig, hun er en fornøjelig karakter. Jeg var solgt allerede første gang, vi ser hende i "Force Awakens" glidende ned af sandet til tonerne af John Williams uimodståelige tema.

    Benway21-12-17 12:26

  • ★★★★★★0

    Reys udvikling bekymrer mig også lidt. Vi hører i filmen at "The greatest teacher, failure is", men hun har jo netop aldrig oplevet et nederlag. Luke oplevede i modsætning hertil stortset ikke andet i "Empire". Tingene går en hel del lettere for Rey, men det gør også, at hendes bedrifter ikke har samme vægt. Det er lidt ærgerligt, for jeg synes virkelig, hun er en fornøjelig karakter. Jeg var solgt allerede første gang, vi ser hende i "Force Awakens" glidende ned af sandet til tonerne af John Williams uimodståelige tema

    Måske er pointen at hun bliver ond;-)

    T. Nielsen21-12-17 12:29

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen