Couldn't care less. Den skal ses og glæder mig enormt. Jeg har den store JA hat på.
Anmeldelse: Star Wars: The Rise of Skywalker
"The Rise of Skywalker" er som en julefrokostramt wookiee i en porcelænsbutik.
Så skete det. En saga er slut, 42 år efter første "Star Wars"-film blev startskuddet til et uomgængeligt populærkulturelt fænomen, nok ingen havde regnet med. "Star Wars: The Rise of Skywalker" er nemlig niende og sidste kapitel om Skywalker-familien. Eller er det? Og værst af alt – er vi ikke efterhånden blevet ligeglade?
Kylo Ren (Adam Driver) jagter galaksen tynd for at få overbevist universets sidste jedi, oprøreren Rey (Daisy Ridley) om at blive ond sith. Balladen er, at Rey mener, at Ren – der oprindeligt er Ben Solo og søn af Han Solo og Leia – stadig har godt i sig, og derfor ditto forsøger at få Kylo vendt fra the dark side. Alt dette besværliggøres i takt med, at en gammel kending, den magtfulde sith Kejser Palpatine (Ian McDiarmid), i anledningen er vendt tilbage fra døden i forsøget på at udbedre plothuller.
I takt med at magien, saften og Kraften er rislet fra genfortællingerne fra den ellers elskede galakse langt, langt borte, overrasker J.J. Abrams til gengæld ikke med sin anden film i det genoplivede univers, som instruktøren gav tiltrængt kunstigt åndedræt med "The Force Awakens" for fire år tilbage. Meget er sket siden med i alt fem "Star Wars"-titler langet over disken. Disney har måttet sande, at der ikke er langt fra at være helt til skurk ovenpå hidsige fans' reaktioner over "The Last Jedi", der lagde en gevaldig dæmper på "Star Wars"-euforien. "The Rise of Skywalker" gør hverken fra eller til i det henseende.
At runde tre Skywalker-trilogier af i én film udføres så forhastet som frygtet. Navnlig fordi de to foregående film i nuværende trilogi aldrig tilstrækkeligt har lagt et solidt fundament til én helstøbt fortælling over tre kapitler, der ovenikøbet mest af alt har trukket på motiver, plotmekanismer og nostalgisk fanservice fra især Stjernekrigs-filmene fra 70'erne og 80'erne. Bestræbelserne på at imødekomme det, der gjorde den originale trilogi så velsmurt, fremstår dog som et paradoks, når manglende indre logik og brud på den ærekære "Star Wars"-kanon skydes ind i samme ligning.
"The Rise of Skywalker" er som en julefrokostramt wookiee i en porcelænsbutik. Enormt seværdig, nok den flotteste af alle "Star Wars"-filmene hidtil og med ganske enkelt noget af det mest imponerende design og world building overhovedet set på levende billeder. Altså, indtil det forvrøvlede plot folder sig ud, vælter rodebutikken og tisser ud over sig selv. Mange handlingstråde hækles sammen, men sjældent gøres det elegant eller medrivende. Fremfor at lade eventyret udfolde sig synes Abrams mest interesseret i transporten mellem scenerne – som vores helte vel at mærke hele tiden lightspeed'er eller løber væk fra. Uden at der er noget på spil. Hverken for os som publikum eller et persongalleri, vi bør have etableret én eller anden følelsesmæssig relation til. Det til trods for, at Daisy Ridley og især Adam Driver er vokset med rollerne. Desværre forfalder de mange sekvenser med Ren og Reys dueller på ord og lyssværd til ufrivillig komisk John Woo-parodi, der kunne have været brugt til at stramme historien – og Skywalker-sagaens sidste stik – gevaldigt op.
Genkendelsens glæde stivner i "Star Wars: The Rise of Skywalker". Universet er ikke længere nok i sig selv, når J.J. Abrams på æstetisk og teknisk vis imponerer, men roder sig ud i en fortælling, der begraver Skywalker-sagaen med en stille og forglemmelig død.
