Du er en dygtig anmelder Nicki Jensen. Jeg får meget ud af at læse hvad du skriver.
Anmeldelse: Sterben
Tre timers langt familiedrama er en medrivende klagesang over kunst, arv og afmagt.
Der er noget trodsigt over "Sterben". Ikke kun i dets spilletid på 3 timer og 8 minutter. Men primært i den måde, instruktør og manuskriptforfatteren bag, Matthias Glasner, nægter at tilpasse sin fortælling for et abstraktionsudfordret publikum. Glasners personlige film insisterer på at mærkes og tvinger publikum til at dvæle. At blive siddende stille som ved en klassisk koncert. Ikke fordi resultatet er underskønt eller imødekommende. Kantet, klodset og akavet frontes vi, som var det en Hells Angels-teateropsætning af "Peer Gynt" om kunstens selvdestruktion og dysfunktionelle familiemønstre.
"Sterben" betyder både ‘at dø’ og ‘at stræbe’. Filmens kerne er præcis lige så teatralsk, men det prætentiøse demonteres gang på gang. Dirigenten Tom (Lars Eidinger) vender ufrivilligt hjem til sin demente far Gerd (Hans-Uwe Bauer) og tvinges tilbage til familiedynamikker, som han har flygtet fra. Som den alkoholiserede søster Ellen (Corinna Harfouch), der står forsmået i skyggen af sin talentfulde bror, og mens Lissy (Lilith Stangenberg) mest af alt helst vil være foruden sine pligter som mor og ægtefælle.
I "Sterben" ledes op til de minefelter, der eksisterer i de fleste familier. Matthias Glasner kredser om sin egen baggrund og destruktive familiedynamik. Det er et gravskrift musikalsk skrevet med blæk og galde. Titlens dobbeltbetydning er balancepunktet i en symfoni død og kunst. Men slet ikke opstyltet. Glasner latterliggør seancerne med en befriende sorthumoristisk tone, der skaber en frigørende energi i opsætningen af de tre timers fornøjelig selvironisk gravkammerstemning.
Det er ikke nyt, at tysk film går i kødet på familietraumer. Uanset om det er en metafor på nazitraumet eller egentlige undersøgelser af familiers bånd. Matthias Glasner forener den filmiske arv fra Rainer Werner Fassbinders patologiske mødre med et autofiktivt element. Ligesom Christian Petzolds "Transit" og "Rød himmel" arbejder han i spændingsfeltet mellem det symbolske og det følelsesmæssigt nøgne. Men hvor Petzold er afmålt, er Glasner ekspressiv. In your face. Her slås der på de store tangenter, og følelserne får frit løb. Det er filmens styrke. Og selverkendte svaghed.
Tom er dirigent og dikterer tempoet i "Sterben". Musikken fylder ikke bare hans liv, men også filmens rytme. Matthias Glasner, der selv har komponeret dele af musikken, lader netop det blive et gennemgående ledemotiv og moralsk kompas. Musikken som omdrejningspunkt bærer det, karaktererne er stivnet i ikke sige. For i øjeblikket efter at vende på en tallerken. For måske er kunsten ikke nok til at finde vej gennem minefeltet. Måske er den bare endnu en løgn, vi fortæller os selv, for at undgå at se livets kendsgerninger i øjnene. En dødsdrift iklædt illusionen om verden, der venter på at blive set bag. Iklædt Mayas slør, som den tyske filosof Arthur Schopenhauer kaldte livets indbildske gøglerier.
Som i Ryusuke Hamaguchis Murakami-filmatisering "Drive My Car" er en kunstopsætning primus motor i "Sterben". I førstnævnte er det en fortolkning af Anton Tjekhos dramaklassisker "Onkel Vanja", i hænderne på Matthias er det Toms imødesete symfoni. Musikken udvikler sig i bølger sideløbende med filmens dramaturgiske udvikling. Men filmen tvivler hele tiden på, om denne skønhed kan redde os. Kunstens selvhjælpende funktion i samtiden forbliver et åbent spørgsmål, en klang uden opløsning. Meget sigende – og tåkrummende morsomt – brækker Ellen sig i lårtykke stråler midt under opførelsen af sin brors store generalprøve.
"Sterben" er mere anakronistisk end elegant. Den er lang, tung og vaklende. Monologerne er højstemte og der er øjeblikke, hvor filmens tungsind tynger. For i det næste at lede publikum tilbage på sporet med et urkomisk trylleslag. Lars Eidinger er fænomenal som Tom – en mand, der forsøger at forme livets dissonanser til musikalsk orden, selvom han konstant snubler over sine egne shoegazer-arrogante fødder. Matthias Glasners film mere indbyder til kunstnerisk ærefrygt end en stor filmisk affære. Glasner minder os om, at film kan være et sted for kunstnerisk og sjælelig bearbejdelse, ikke bare underholdning. At familier som begreb nok altid vil være vores største tragedier. Og at musikken – selv når den ikke redder os – kan give sorgen en form, der altid er værd at udforske.
"Sterben" har dansk biografpremiere 10. april.