Fantastisk film, og jeg blev lige som T. Nielsen, virkelig rørt flere gange, især hvor han prøver at rede samtalen med Lisa, i at slå den over på Walkman / Ipod snakken...
Anmeldelse: Steve Jobs
Er du ved at være godt træt af at høre om Steve Jobs? Efter flere biografier, dokumentarer og nu to biograffilm er det næsten svært at være andet. Men lad det ikke holde dig fra at se "Steve Jobs". For ligesom "The Social Network" ikke var en hyldest til Facebook, så er manuskriptforfatter Aaron Sorkins nyeste film om IT-verdenen heller ikke en glorificering af manden bag Apple. Nej, Sorkin har vigtigere ting på hjerte.
"Steve Jobs" er ikke nogen traditionel biopic. Fortællingen om Apple-skaberens samlede livshistorie er skrottet til fordel for en kompakt film i tre skarpt opdelte akter, der udspiller sig på tre forskellige tidspunkter i Jobs' liv. Akterne har dog det tilfælles, at de alle foregår i minutterne op til en vigtig produktlancering. Således får man aldrig et fuldt overblik over Jobs' liv, men i stedet tre punktnedslag i forbindelse med præsentationen af Macintosh'en i 1984, NeXT-computeren i 1988 og den første iMac i 1998.
På papiret lyder det som en søvndyssende dårlig idé med en teaterinspireret fortælling, der tager udgangspunkt i produktlanceringer. I realiteten er det lidt af en genistreg. Ved at lade handlingen udspille sig i de kaotiske minutter, før Jobs skal på scenen, kommer filmen til at sprudle af energi. For man ser naturligvis ikke bare Jobs øve sig på sine fremlæggelser. I stedet bruger Sorkin lanceringerne som anledning til at lade samtlige ophobede problemer komme frem til overfladen. IT-udstyret virker ikke, hans viljestærke marketingschef, Joanna (Kate Winslet), og bundsympatiske Apple-medstifter, Steve Wozniak (Seth Rogen), ser sig sure på ham, og så kommer hans uønskede datter på besøg. Alt, der ifølge ham kan gå galt, går galt.
Reelt set er samtalerne i filmen ren fiktion. Når det alligevel er interessant at se Jobs skændes med kolleger og familie, så er det, fordi Sorkin har en pointe med det hele. På den ene side skildrer han Apple-skaberen som en perfektionistisk kontrolfreak, der kan være decideret ondsindet mod selv sin uskyldige datter. På den anden side viser Sorkin, hvordan Jobs har været med til at ændre IT-verdenen. Det helt store spørgsmål er derfor: I hvor høj grad er de to ting afhængige af hinanden?
Sorkins stil er perfekt til at udforske dette spørgsmål. Med sine lynhurtige, intellektuelle dialoger fyldt med verbale lussinger får han Jobs til at fremstå som nådesløs, men aldrig endimensional. Og så må man ikke glemme Danny Boyle i instruktørsædet. Ved at optage de tre akter i henholdsvis 16 mm, 35 mm og digitalt formår han at give hver akt sit helt eget særlige præg. Det er detaljer som denne, kombineret med det uhyre velspillende cast, der får "Steve Jobs" til at føles som en imponerende helstøbt oplevelse.
En Steve Jobs-film, hvor ordet "iPhone" ikke bliver nævnt? Det lyder måske underligt, men det er ikke desto mindre, præcis hvad Aaron Sorkin og Danny Boyle har formået at lave. For snarere end at være interesseret i Jobs' samlede livshistorie er det Apple-skaberens særprægede personlighed, som har været fascinationskraften. Takket være Michael Fassbenders pragtpræstation og Sorkins energibombe af et manuskript er det lykkedes at lave en intim film om sammenhængen mellem Apple-skaberens genialitet og usympatiske væremåde.