Anmeldelse: Sunset Song

Er Terence Davies Englands største nulevende filminstruktør? Det er der i hvert fald nogle kritikere, der hævder. Med en karriere, der indtil videre er mere end tre årtier lang og tæller film som debuten "Fjerne stemmer, stille liv" og den mere nylige "The Deep Blue Sea", er den britiske instruktør i hvert fald en erfaren herre. Den erfaring har han i allerhøjeste grad fået brug for i forbindelse med filmatiseringen af den klassiske skotske roman "Sunset Song". Den storslåede fortælling, som inkluderer kærlighed, krig og en skildring af livet som fattig bonde i starten af 1900-tallet, kræver i den grad en instruktør, der er i fuld kontrol.

"Sunset Song" følger den velopdragne ungmø Chris (Agyness Deyn), der bor sammen med sin familie på en gård i det barske Skotland langt væk fra storbyen. Grundet de billedskønne omgivelser kunne man være fristet til at tro, at der her eksisterede ren bondeidyl, men det er langt fra sandheden. Ikke nok med at Chris' ondskabsfulde far (Peter Mullan) ikke er interesseret i, at Chris opnår sin selvstændighed, så er det også, som om familien er forfulgt af uheld. Med en verdenskrig, der lurer om hjørnet, er overgangen fra barn til voksen ikke let for den godhjertede Chris.

Terence Davies har med "Sunset Song" lavet en film, der på mange måder er et klassisk periodedrama. Al humor er ofret på bekostning af en alvorlig tone, der bruges til at tage store, almene temaer som selvstændighed og kærlighed op. Selvom vi er vidne til Chris' første forelskelse og flere dødsfald, udpensler Davies dog aldrig de stærke følelser. I stedet viser han nøgternt begivenhederne, som de finder sted, og lader sit publikum om selv at tolke hændelserne. Underlægningsmusik til at hjælpe publikum på vej er stort set fraværende.

Det er lyden af stilhed, kun afbrudt af fuglekvidder og vindens rislen i kornet, der dominerer lydsiden. Sammen med de postkortskønne billeder af det barske, men smukke bakkede skotske landskab gør det "Sunset Song" til en til tider ganske poetisk oplevelse. Davies' film har enorme armbevægelser. Den er skiftevis dvælende og nøgtern. Og så strækker den sig over adskillige år, samtidig med at den gerne vil være helt tæt på sin hovedperson. Ambitionerne er til at få øje på.

Davies vil måske også for meget. I bestræbelserne på at skildre Chris over en lang årrække er resultatet blevet en film, der bliver en anelse for episodisk. Det er også, som om Davies godt selv er klar over, at fortællingen ikke altid hænger lige godt sammen. I hvert fald benytter han sig af en overforklarende voice-over til at binde filmens forskellige kapitler sammen. I sidste ende er man efterladt med en følelse af, at "Sunset Song" enten skulle være skåret helt ind til benet eller være slået endnu større op, så de enkelte kapitler i Chris' liv kunne have fået mere plads.

Terence Davies har lavet et periodedrama af den type, man efterhånden ikke ser mange af. Det er en uhyre ambitiøs film om en ung kvindes turbulente overgang fra hjemmeboende datter til selvstændig kvinde, der inkluderer både død, kærlighed og krig. Der er elementer af både storhed og poesi i Davies' værk, men overordnet set er det endelige resultat ikke fuldstændigt helstøbt. Det er en skam, for man fornemmer, at der var potentiale til endnu mere. "Sunset Song" har flere gode elementer end dårlige, men det er bestemt ikke en film, der på nogen måde cementerer Davies' status som en af sit lands bedste filmskabere.