Anmeldelse: Suspiria

Argento behandler sin film som et dystert eventyr med hang til det makabre i stedet for som en ordinær skrækfilm.

I anledning af Halloween viser massevis af biografer i Danmark "Suspiria", et af Dario Argentos hovedværker. Med sin genindspilning lurende i skyggerne er der sikkert mange, der er nysgerrige efter, hvad den originale har at byde på. Og så er der os andre. Os, der så denne væmmelige, men fremragende skrækfilm som en del af vores filmiske dannelse, men nu stadig er nysgerrige om, hvorvidt filmen holder endnu (afsløring: det gør den).

Amerikaneren Suzy Bannion ankommer en regnfuld aften til en prominent balletskole i Tyskland, men inden hun når indenfor døren, ser hun en skrækslagen pige komme løbende ud. Næste dag er pigen død, og Suzy begynder at have en fornemmelse af, at der foregår sære heksekunster bag lukkede døre. Dette er starten på Argentos klassiker, der i høj grad fortjener et (gen)syn fra filmentusiaster.

Det er ikke handlingen, der gør "Suspiria" til en så storslået oplevelse, men dens tilgang til farver og anerkendelse af, at den foregår i et dystert eventyrland, hvor de østeuropæiske kokkekoner står i køkkenet og gnækker, mens den purunge pige lister rundt i gangene efter hekse. Argento behandler sin film som et dystert eventyr med hang til det makabre i stedet for som en ordinær skrækfilm, hvor alting foregår efter en skabelon. Det er denne stemning af et særskilt samfund, der udgør en stemning, der ikke er gennemtænkt eller konstrueret, men derimod et resultat af en stilistisk og ikke mindst intens tilgang til filmen.

Når balletpigerne taler, er der en naiv tone i deres stemmer og samtaler, der minder om samtalen hos små piger, der er i problemer, de ikke forstår. Dette er ikke mærkeligt, da "Suspiria" oprindeligt var skrevet til at have tolvårige piger i rollerne – og uden at ændre manuskriptet, da pigernes alder blev ændret. De gamle damer er derfor bogstaveligt talt i hælene på de purunge piger, mens de danser og skræmmes igennem farvetoner, der lader tankerne begive sig hen til de gamle Disney-paletter.

Det er derfor både grusomt og smukt, når en pige finder sit endeligt mellem glasmosaikker, der omslutter lærredet i røde farver. Den sommetider langsomme dubbing og det affekterede skuespil balancerer sig smukt og giver genlød af den gru, der ikke kan lade være med at ramme en tilskuer den første gang, denne stifter bekendtskab med filmen, der har været med til at give Dario Argento sit velfortjente ry som en af skrækfilmens mestre. "Suspiria" er ikke en film, der udelukkende bør ses for sin status, handling eller som et alternativ til en filmaften. Den skal ses som et kunstværk, der ophøjer sin genre, men som samtidig kan ses som et underholdende skud italiensk horror.

Det er ikke filmens endelige akt eller konklusion, der gør "Suspiria" værd at se, men hele den atmosfære, den sniger sig ind på sin tilskuer som en slange med en hissende tone, der ikke vil tage sin afsked. Hvert et øjeblik i "Suspiria" indeholder den samme angstpsykose som dengang i 1977, og den burde være obligatorisk for filmskabere og tilskuere, der ønsker at se, hvor fremragende skrækfilm kan være, når de er i hænderne på en sand mester.