Anmeldelse: Suspiria (2018)

Luca Guadagnino har med sin nyfortolkning af Dario Argentos gyserklassiker lavet en af årets mest fascinerende film.

Ingen filmgenrer lider mere under remake-feberen end gyseren. Det løber oftest koldt ned ad ryggen (af helt forkerte årsager) på genrens fans, når endnu en klassiker skal igennem Hollywood-maskinen, hvor især jumpscares og ulidelige teenagere regerer. At Dario Argentos kultmesterværk "Suspiria" fra 1977 skulle opdateres til 2018 blev derfor mødt med sund skepsis – for er det acceptabelt at pille ved en klassikers arv? Den italienske landsmand Luca Guadagnino viser med sin egen "Suspiria", at svaret er et rungende ja.

Ligesom forgængeren handler "Suspiria" om amerikanske Susie Bannion (Dakota Johnson), der tilslutter sig en prestigefyldt tysk balletskole – vi starter passende i 1977 – da en elevs forsvinden åbner en ledig plads. Skolens leder, Madame Blanc (Tilda Swinton), får tidligt et godt øje til Susies dansetalenter, og hurtigt bliver den unge pige truppens stjerne. Det viser sig dog tidligt, at der foregår ubehagelige ting på skolen. Makabre drømme holder Susie vågen om natten, elever forsvinder på mystisk vis, og på lærerværelset går snakken om den nye "udvalgte".

Udgangspunktet i Luca Guadagninos versionering er som i originalen, men hér stopper lighederne. Der er gjort plads til nye sidehistorier. Heriblandt følger vi den aldrende Dr. Joseph Klemperer – hemmelighedsfuldt spillet af Swinton med fuld makeup og protesepenis(!) – der prøver at opklare mysteriet, mens efterkrigstidens Berlin fletter baggrundstæppe, hvor samtidens politiske terrorisme trænger på. For at cementere, at "Suspiria" er helt hans egen, har Guadagnino også skrottet Goblins legendariske progrock-soundtrack, der lagde lyd til originalen. I stedet er Radiohead-frontmanden Thom Yorke og hans mere ambiente lyde blevet inviteret – en formidabel opdatering til 2018.

Nyfortolkning er nøgleordet, da her dufter mere af åndelig efterfølger end decideret remake. Udover gentagende narrative elementer og titel er det nemlig to vidt forskellige film. 1977-versionen er berømt for billedsidens voldsomme farvepalet, mens 2018-versionen er drænet til gråbrune nuancer. Hvor Argento brugte gennemsyret gys, hælder Guadagnino mod slow-burn, indtil tredje akt går amok og sender blodrøde hilsner til forgængeren. Der er dog masser af gys at opleve – heriblandt en brutal dansescene i et spejlrum – men i 2018 er "Suspiria" mere beslægtet med (post)moderne gys ala "The VVitch" og "Hereditary" end klassisk, morderisk giallo.

Altid er det interessant, når en ikke-genreinstruktør kaster sig over horror – og det virker som et kvantespring for Luca Guadagnino, der tidligere i år hittede med sommervarme "Call Me By Your Name". Instruktøren leger med konventionerne, mens den kunstneriske stemme skinner igennem. På auteursk vis er "Suspiria" delt i seks kapitler, og mens gyset danner grobund, inviteres der også til snak om kønspolitik, hvor stærke kvinder reagerer bag lukkede døre. Som i sine andre film er Guadagnino optaget af karakterdrama. I flashbacks åbnes Susies fortid, og samspillet med Madame Blanc slår gnister. Dakota Johnson imponerer som den viljestærke Susie, og forhåbentlig varsler præstationen, at "Fifty Shades of Grey"-rollerne er fortid.

"Suspiria" vil klart være én af årets mest polariserende titler. Der er lagt flere lag i fortællingen denne gang til det bedre og værre. For nogle vil filmen være langsommelig med sin spilletid på to og en halv time og for afvigende fra originalen, mens andre vil værdsætte det sanselige og mere substantielle indhold. "Suspiria" trækkes primært ned af et par tvivlsomme CGI-effekter og en til tider ujævn fortællestruktur, men står tilbage blandt årets mest fascinerende film.

Suspiria (2018)