Anmeldelse: Svære sandheder
Mesterinstruktør Mike Leigh er tilbage med endnu en hård, men rørende, hverdagsskildring af ødelagte menneskers sårbarhed.
Britisk socialrealisme har alle dage været benhårde miljøskildringer, og ingen andre har i samme grad bygget filmkarriere på genren som kitchen sink realism-instruktørernes Ken Loach ("The Old Oak") og Mike Leigh ("Naked"). Det har de begge gjort siden 60’erne.
"Svære sandheder" er en tilbagevenden til Mike Leighs karakteristiske opgør i køkkenet ved vasken, der i dybdegående karakterstudier udforsker menneskelige relationer og konflikter under overfladen. Den hjemmegående husmor Pansy (fremragende spillet af Marianne Jean-Baptiste) er hårdt prøvet. Hverdagen er præget af angst og utilstrækkelighed, som konstant resulterer i raseriudbrud mod hendes familie og omgangskreds. I sådan en grad, at de færreste kan holde hende ud. Hendes mand, Curtley (David Webber), og deres voksne søn, Moses (Tuwaine Barrett), navigerer forsigtigt omkring hendes kaotiske humør. Den hjertevarme søster, Chantelle (Michele Austin), forsøger dog at nå ind til Pansy, da hun har en fornemmelse af, at adfærden hænger sammen med et skab stopfyldt med skeletter.
Mike Leighs særlige fremgangsmåde med omfattende workshops og improvisationer før optagelserne skinner igennem i den tåkrummende og rørende autentiske dialog og nuancerede karakterportrætter. Skuespillerne får altid rum til at udvikle deres roller under den 82-årige filmskaber. Især Marianne Jean-Baptistes skildring af Pansy er kompleks, råt og sårbart.
Strukturen er på overfladen episodisk, som vi kender fra blødere amerikanske soaps som "The Cosby Show". Pansys hidsige konfrontationer og indre kampe er dog langt fra i den bløde ende. Den fragmenterede opbygning afspejler hendes egen oplevelse af verden, der forlængst er gået i opløsning. Der er ingen forløsning eller udvej for Pansy. Den overvældende følelse af forfald og fortvivlelse efterlades vi også som publikum med.
Som altid i en Mike Leigh-film er "Svære sandheder" afdæmpet med en småkedelig grå æstetik. Leighs fokus ligger på karaktererne frem for en lækker visuel indpakning. Skuespillerne bærer at være plot devices af kød og blod, hvor vi trækkes ind i et intimt, intenst og minimalistisk rum. På godt og ondt, da Pansy ikke kun er anstrengende at være i selskab med for filmens persongalleri. Den sparsomme og næsten tilbageholdende underlægningsmusik forstærker det pågående og ufiltrerede bittersøde slice of life-portræt.
For nej, "Svære sandheder" er bestemt ikke en film for alle. Dens langsomme tempo og mangel på plotudvikling kræver tålmodighed og indlevelse. At man er villig til at engagere sig i karakterernes indre liv. I dette tilfælde med en temmelig ulidelig person, som ærligt talt er lidt af en mundfuld at komme under huden på. Pointen er, at det lønner sig at udvise empati og forståelse, ligesom filmen også åbner sig op. Selvom det kan være en prøvelse.
Mike Leighs menneskeportrætter er ikke belærende, men livskloge og indsigtsfulde. Bag et udfarende og aggressivt menneske findes muligvis et splintret hjerte, som er blevet udsat for gennemgående svigt og bidt den i sig som en såret, misforstået og håndsky hund. Det kan man så tænke lidt over i forbindelse med tidens hårde retorik, politiske splittelse og radikalisering, som levende legende med garanti også har haft på sinde.
"Svære sandheder" er ikke blandt Mike Leighs allerbedste film, men det er en stærk menneskeskildring og samtidskommentar. Selvom Leighs stilistiske valg gør en i forvejen tung film hård at sidde igennem, åbenbarer historien om Pansy sig som en vigtig humanistisk påmindelse om, at der er kompleksitet og følelser bag hvert ødelagt menneske.
"Svære sandheder" har dansk biografpremiere 13. marts.