Anmeldelse: Sweet Girl (Netflix)

Et idiotisk plot twist, sløj action og huller i plot-osten er varemærkerne for stinkeren "Sweet Girl".

Efter den seneste Netflix-skuffelse, "Beckett", er det endnu engang tid til at kigge på en ny udgivelse fra streaminggiganten, hvor der kan håbes på en gedigen overraskelse af kvalitet. "Sweet Girl" er producenten og fotografen Brian Andrew Mendozas debut som instruktør. Mendoza har atter slået sig sammen med den storpumpede "Aquaman"-stjerne Jason Momoa – de to har før arbejdet sammen på "Braven" og serien "Frontier" – for at levere, hvad der kunne ligne et actionbrag. Desværre for os seere forbliver braget i "Sweet Girl" uforløst i et virvar af ekstreme tåbeligheder, uforløste idéer og ultimativt endnu en kæmpe skuffelse fra Netflix' side.

Ray (Jason Momoa) lever et fredeligt liv sammen med datteren Rachel (Isabela Merced) og konen Amanda (Adria Arjona). Men da sidstnævnte bliver syg af kræft, bliver familien præsenteret for en ny type medicin, der muligvis kan kurere moren og redde hendes liv. Firmaet bag medicinen, BioPrime, vælger dog at trække medicinen ud af markedet som led i en forretningsbeslutning, der skal generere flere penge. Grundet dette dør Amanda ulykkeligt, hvilket får Ray til at sværge hævn mod firmaet og dets ledelse – koste, hvad det vil.

Som udgangspunkt er præmissen sympatisk, hvor der rettes et kritisk blik på det amerikanske sundhedsvæsen og medicinalfirmaernes jagt på profit. Filmens intro viser endda, at Jason Momoa faktisk besidder evnerne til drama, hvor hans sorg over konens død er overraskende overbevisende. Ros skal desuden også gives til Isabela Merced, der er god som en datter i sorg, som prøver at holde sin far på den moralsk korrekte vej og er frustreret, når han ikke lytter til hende. Men her stopper de få positive notater også.

Kort inde falder "Sweet Girl" fra hinanden på mange forskellige måder. Actionsekvenserne er fint koreograferet, men uendeligt kedelige. Til trods for at det etableres, at Ray ved, hvordan han kan begå sig i nærkamp, slipper han forbavsende let fra diverse situationer, og så er der pludselig intet på spil. Han er en heldig mand, hvor skurkene enten rammer ved siden af, eller hvor tingene tilfældigvis altid flasker sig. Ualmindeligt kedeligt at bevidne. For slet ikke at tale om plothullerne, der vælter frem som i en hullet ost. Som når Ray slipper af sted med at true med at dræbe BioPrimes direktør på direkte tv. Eller hvordan en kvindelig FBI-agent uden kritisk sans tror på datterens hemmelige samtaler. I "Sweet Girl" går historien sin gang uden nogen betænkeligheder.

Dertil er der filmens store plot twist, som ikke skal afsløres her. Idéen bag er god, men udførelsen er decideret elendig. De små hints, der gives, er på ingen måde nok til at retfærdiggøre, hvad der sker, og filmens indre logik er smidt ud med badevandet. Uanset hvordan de forskellige hints analyseres, er der altid elementer, der modsiger drejningen. Der er intet galt i at have et plot twist, der hiver tæppet væk under seeren. Tænk bare på slut-90'erne. Men i dette tilfælde virker twistet som om, at det er til stede i håb om en dramatisk effekt. Så er det lige meget, at det ingen mening giver eller er interessant.

"Sweet Girl" er endnu en film, der lever op til Netflix' efterhånden dårlige ry, hvad angår deres originale film – især når det gælder thrillers og action. De lokker gode skuespillere, i dette tilfælde Jason Momoa og Isabela Merced, der giver alt, hvad de har. Men de må tage til takke med et dårligt manuskript fyldt med plothuller, manglende logik og et idiotisk udført plot twist. Endnu en gang må det erkendes, at den amerikanske streaminggigant har lave standarder, når det gælder, hvad de finansierer og producerer. En udtalelse, der blev en kliché for længe siden, men som desværre stadig holder.