Anmeldelse: Tabte illusioner

Filmatisering af litterær klassiker er et uventet berusende mesterstykke. 

Der er naturligvis altid forbundet en vis risiko ved at filmatisere de helt store litterære klassikere. For filmen kan ikke blive lige så god som bogen, lyder det sig. De subjektive meninger om filmatisering kontra bog kan naturligvis altid diskuteres. Som enten-eller-konsensus mener jeg, at det er en helt igennem forvrøvlet påstand. For der er masser af fremragende filmatiseringer, selv af de allerstørste mesterværker - også i nyere tid. Filmatiseringen af Honoré de Balzacs "Tabte illusioner" (som på dansk noget løst er oversat til "Bristende forhåbninger" efter originaltitlen "Illusions perdues"), skrevet i årene 1837-1843, hentede ikke mindre end syv César-priser sidste år, hvilket bestemt ikke er ufortjent.

Lucien (Benjamin Voisin) er en ung ukendt digteraspirant i det 19. århundredes Frankrig, der har store forhåbninger om at forme sit eget liv. Han forlader familiens trykkeri i provinsen for at prøve lykken i Paris, hvor Lucien er overladt til sig selv og sine egne drømme. Dog opdager den unge mand hurtigt, hvad der foregår bag kulisserne i den store metropol, der er viet til loven om profit og illusioner om egen storhed. Byen er én stor menneskelig komedie. Alt kan købes eller sælges til højstbydende. Uanset om det er litterær succes, pressen, politik og følelser, og i sidste ende Lucien selv.

At tage hul på Honoré de Balzacs gigantiske "Den menneskelig komedie"-univers, som består af over 90 færdige og 40 ufærdige romaner og ment som et panorama af sin samtids klassekampe i 1800-tallet, samt regnes for én af de allerstørste bedrifter i litteraturhistorien, kan ikke gøres uden en smule rysten på hånden. Især ikke i Frankrig, hvor kultur og litteratur har stolte og ærekære traditioner, heriblandt med de store franske realister i Stendal, Flaubert og Balzac. Den tre bind store "Tabte illusioner" er med andre ord et minefelt at skulle filmatisere. Sideløbende med de åbenlyse udfordringer i at gøre en næsten 200 år gammel traver sexy nok som aktuel samfundskommentar anno 2022, uden at være alt for støvet eller fin på den.

 

Utroligt nok, lykkedes det for instruktør Xavier Giannoli til noget nær perfektion. Guillotine-skarpt splittes den parisiske arrogance og den øvre klasses selvbedrag satirisk og underholdende, rørende og oprørende, da det kan spejles i hvordan mekanismerne er den dag i dag. De små og store rænkespil i magthavernes og mediernes samspil, beskidt korruption og undergravning af konkurrenter på bekostning af kunst, talent og integritet føles mere end bekendt med nutidige øjne. Dette fortalt som provinsielle Luciens forblindelsen af storbyens rå markedskræfter, der smiler og bider med tænderne i én og samme bevægelse. 

Mødet med blindværket, med Lucien som dukken der forføres, er smittende berusende og boblende, ved vidende, at forfaldet er komplet uundgåeligt. Trods dén smertelige erkendelse, rammer  satirens absurditeter lattermusklerne op til flere gange. Som når en abe (bogstaveligt) på redaktionen overgearet udvælger hvilke bøger, der skal ristes i dagspressen. Eller når en klappemaskine opfindes til brug på teatret, sådan at der er mere valuta for pengene under bordet for at påvirke publikum til at huje endnu mere af stykket. For omtale sælger. Uanset hvor dårligt opsætningen er, opvejes det af pøblens massehysteri og eksponering i medierne og tolkes som succes, nøje tilrettelagt og kontrolleret af dem i kulturlivet som sidder på pengene og indflydelsen. Lyder det bekendt?

Balzacs sylespidse blik for samtidens kyniske hykleri og menneskelige omkostninger flyver i en bue direkte fra bog til Giannolis overvældende film, der minder mere om Stanley Kubricks undervurderede "Barry Lyndon" end sædvanlige historiske dramaer. Man sidder på første række, når komedien folder sig ud som et bizart teaterstykke om det moderne samfund, der ikke kan undgå at punktere forestillingen at mekanismerne har ændret sig. Som tidsportræt er stilen lagt som kostumefilm med højt produktionsniveau, men klippet elegant og dynamisk, underbygget med sarkastisk voice-over.

Selvom et gensyn med Gérard Depardieu er herligt, der er bedre end nogensinde før, og fantastiske Benjamin Voisin som Lucien må være det unge supertalents helt store gennembrud, er hele det omfattende persongalleri bemærkelsesværdigt farverigt og velspillende. Valget om kun at filmatisere de to første bind af bogen er eneste egentlige kritikpunkt. Slutningen fremstår brat, har man læst bøgerne. Omvendt kender Giannoli sin besøgstid, med en spilletid på to og en halv time, og det er ikke sikkert at "Tabte illusioner" havde lykkedes med samme forfriskende narrative flow og kant med sidste bind oveni. Lucien medvirker i en række af Balzacs andre dele af "Den menneskelige komedie", hvilket forhåbentlig åbner op for flere film i samme panoramiske univers.

"Tabte illusioner" er en på alle niveauer utænkeligt vellykket filmatisering af Honoré de Balzacs nok bedst kendte mesterværk i hans enorme "Den menneskelige komedie"-romanunivers. Uanset om man har læst værket eller ej, sørger instruktør Xavier Giannoli for at aktualisere satiren og samfundsportrættet i en sådan grad, at resultatet er umådelig frisk, lattervækkende og rørende i sin forfaldsberetning, der ikke kan andet end hyldes som en kæmpe og uimodståelig filmisk bedrift.

Tabte illusioner