Anmeldelse: Tanna

I Danmark hører vi sjældent om de mange forskellige små østater, der findes i Stillehavet. Østaten Nauru er dog på det sidste blevet kendt for at nægte danske folketingsmedlemmer adgang under en rejse til øen, hvor de skulle se på dens berygtede behandling af asylansøgere. Ikke alle sydhavsøer promoverer dog fremmedhad. Tanna i østaten Vanuatu er en helt anden slags sydhavsø og samtidig titlen på den semidokumentariske spillefilm, som får premiere i denne uge.

Filmen er baseret på den sande historie om, hvordan et ungt par fra en af Yakel-naturfolkets stammer trodsede forstokkede traditioner for i stedet at følge deres hjerter. Den unge pige Wawa og høvdingens barnebarn Dain er forelskede i hinanden. Da deres stamme bekriges af en anden Yakel-stamme, loves hun væk i tilgift af høvdingen som en del af den indbyrdes fredsaftale. Kærligheden kan dog ikke tæmmes, og parret ser sig nødsaget til at flygte for at være sammen. Det er dog ikke ligetil, da de jages af fjendtlige krigere, som vil straffe dem.

"Tanna" åbner op for en vældigt interessant oplevelse. Udover at benytte dokumentariske elementer, såsom at alle roller spilles af det primitive Yakel-naturfolk, handler den om nogle meget grundlæggende, universelle konflikter for os mennesker – ligegyldigt hvor i verden vi kommer fra.

Filmen rummer mange af disse universelle problemstillinger. De primære er åbenlyst Wawa og Dains opgør med de ældre generationer og deres traditioner, men filmen indfletter på imponerende vis andre konflikter imellem disse to. Det ses bl.a. i Wawas meget yngre søster Selins betydningsfulde rolle og de få scener, hvor parret besøger øens kristne beboere, som tilbeder Gud på en særdeles mærkværdig måde. Disse to elementer flettes yderligere ind i hinanden, da Selin på mange måder repræsenterer Yakel-folkets usikre fremtid i en verden, der støt opsluges af vestlig kultur og tro.

"Tanna" er som sagt også navnet på den ø, hvor Yakel-folket lever, og filmen går endnu en gang i den dokumentariske retning ved at gøre en dyd ud af at skildre øens natur. Fra junglen til især den aktive vulkan/gud Yahul byder "Tanna" på bjergtagende landskabsbilleder, som takket være det gennemførte lyddesign virkeligt kan bringe én tættere i kontakt med naturen trods afstanden til den lille ø, bogstaveligt talt på den anden side af kloden. Skuespillet er dybt overbevisende og nærværende, hvilket er imponerende, da alle medvirkende er ægte stammefolk, som aldrig har spillet skuespil før.

"Tanna" er en slags "Romeo og Julie" sat på en sydhavsø. Den store lighed med de klassiske tragedier kunne i starten se ud, som om historien var blevet gjort mere Hollywood-agtig. I takt med at handlingen udfolder sig, bliver det dog klart, at "Tanna" er en betagende og universel fortælling om i kærlighedens navn at turde ændre samfundet. Faktisk for på længere sigt at sikre sig dets grundlæggende principper, så de ikke blot eroderer i blind tro på arbitrære traditioner. Det kunne de måske lære lidt af på Nauru – og vi herhjemme i Europa.