Anmeldelse: Tatami
Judo-thriller river hårdt fat i sportskvinders kamp mod det undertrykkende iranske regime.
Det er ikke mere end et år siden, at Guy Nattiv var aktuel i de danske biografer sidst. Den israelske instruktør skød med skarpt i "Golda", biografien om én af Israels mest markante ledere, Golda Meir. En anden kontroversiel skikkelse fra Mellemøsten er den iranske skuespillerinde Zahra Amir Ebrahimi, gjorde sig bemærket i hovedrollen i "Holy Spider". Som Ebrahimi var ude med riven efter det iranske regime i Ali Abassis seriemorderfilm, tages behandlingen af kvindelige sportsudøvere i brydegreb i "Tatami". Denne gang med Zahra Amir Ebrahimi som medinstruktør.
Sportsdrama og politiske spændinger forenes af Guy Nattiv og Zahra Amir Ebrahimi i "Tatami". Vi kastes ind i elitesportens verden med et politisk twist. Den iranske topjudobryder Leila Hosseini (Arienne Manda) presses under en VM-turnering i Georgien til at opgive medaljekampen, for at undgå en kamp mod en israelsk modstander. Da Hosseini nægter, forsøger hendes træner, den tidligere judostjerne Maryam (Ebrahimi) at stoppe hende, da det vil få konsekvenser for deres familier i Iran. Heriblandt Maryams far, spillet af Mehdi Bajestani, der var Edderkoppemorderen i "Holy Spider".
Tatami-måtten, hvor judokaerne kæmper om verdensmesterskaberne, går fra at være symbol på en international begivenhed til den klaustrofobiske fastholdelse, som kvindelige iranske sportsudøvere ofte er udsat for trusler fra egen nation. I nyere tid er skakspilleren Sara Khadem og OL-svømmeren Saman Soltani blandt de mest berømte eksempler på, hvem Irans berygtede moralpoliti har slået ned på. "Tatami" er en fiktiv historie, men inspireret af brudstykker fra virkeligheden.
Filmteknisk er "Tatami" en nydelse. Skudt i mættede film noir’ske sort-hvide billeder og dynamisk klippet, skabes et skarpt og nærværende udtryk. Den dokumentariske æstetik og intensitet giver blodsmag i munden under de hårdtslående kampe, hvor judoens råstyrke er i clinch med en undertrykkende atmosfære. Leila Hosseinis kamp på måtten udvikler sig til en kamp mod dødstrusler mod hendes forældre, mand og barn. Hver eneste bevægelse tages med kraftfulde greb, mens vrede reaktionerne mod moralpolitiets overvågen intensiverer kampene på alle fronter.
Selvom der bydes på sveddryppende intensitet og veludførte kampscener, føles det bagvedliggende drama til tider overfladisk. Især når det gælder de bipersoner, der omgiver Hosseini og Maryam. Det iranske præstestyre og deres håndlangere fremstår endimensionelle, motiverne bliver aldrig helt tydelige ud over skurkefremstillingen af moralpolitiet. Guy Nattiv og Zahra Amir Ebrahimi forsøger at trække paralleller mellem sporten og den politiske kamp uden for ringen. Det bryder med det ellers effektive minimalistiske kammerspil, der underbygger Leila Hosseinis indre kamp. Amerikanske Arienne Mandi trækker på sine iranske og chilenske rødder med temperament og sprudlende kamplyst, der indfanger balancen mellem styrke og sårbarhed. Publikum kastes rundt på gulvet. Intensiteten bliver på bekostning af indlevelse, da vi ikke når dybt nok i relationen til menneskerne bag.
Som en film om mod og vilje rammer "Tatami" plet i sine skildringer af kampens rå fysik og spændingerne mellem personlige omkostninger og et regimes undertrykkelse. Instruktørduoen Guy Nattiv og Zahra Amir Ebrahimi imponerer med en visuelt intens sports-thriller, mens den altafgørende indlevelse aldrig kommer ind i kampen.
"Tatami" har dansk biografpremiere 7. november. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.