Anmeldelse: Ternet Ninja
Andens seneste lider under for tyk morale og forglemmelige karakterer.
Dansk tegnefilm har en lang og stolt tradition med store skabere som Jannik Hastrup, Flemming Quist Møller og Peter Madsen. Inden for de sidste tyve år har der været mere fokus på computeranimation i forhold til ordinær tegnet film – og med god grund. Det er det, der sælger i både det store udland og lille Danmark. At Anders "Anden" Matthesen og Nordisk Film er vendt tilbage til tegnebrættet med en ny dansk animationsfilm giver god mening, og resultatet skal nok få mange til at grine i biografens mørke.
Historien er for så vidt helt traditionel. Drengen Aske bor sammen med sin fætter og hans forældre. Knægten bliver mobbet i skolen og er forelsket i Jessica, men har ikke mod til at snakke med hende. Til Askes fødselsdag forærer hans onkel Steward ham i gave en ternet ninja-bamse, der viser sig at være levende. Som ninjaer nu engang har, har Ternet Ninja selvfølgelig en mission. Hvis Aske hjælper plyskrigeren, så hjælper den Aske til at få fat på Jessica og redde dagen.
Anders Matthesen er ikke just uerfaren inden for filmindustrien. Multikunstneren har medvirket i flere film, blandt andre "Rene hjerter", "Det grå guld" og den kommende "De frivillige". Men det, som han nok er mest kendt for – udover de succesfulde comedy shows – er historien om Terkels problemer med familien og skolen. "Terkel i knibe" startede som en radioudsendelse og udkom senere som lydbog – og så i 2004 som animationsfilm, der blev en kæmpe succes. Terkel spiller desuden en lille rolle i denne nye film, da han og Aske er fætre. Hermed er forventningerne til "Ternet Ninja" afstemt.
Som "Terkel i knibe" startede "Ternet Ninja" også som et andet medie – en børnebog fra 2016, skrevet af Anden selv. Matthesen har udtalt, at han ville skrive en børnehistorie. En moralsk fortælling om mod og mandshjerte for hele familien. Har man læst bogen, bliver man såmænd ikke overrasket over filmen, der er en ren filmatisering uden store svinkeærinder. Præcis som i historien om Terkel lægger Matthesen stemme til næsten alle karaktererne. Aske og Jessica har fået stemmer af to unge skuespillere, men ellers er det Matthesens show, og standupperen gør det stadig fint. Selvom det kan blive en smule trivielt at høre de samme stemmer, som han har brugt igen og igen i alle sine produktioner.
Selve historien er simpel og har sine indlysende pointer, præcis som forfatteren gerne ville have det. Men der er smurt for tykt på. Moralerne bankes igennem med syvtommersøm – hvordan han og hun klarer den i belæring om, hvordan vi skal opføre os overfor hinanden. Humoren fejler ingenting, hvis man elsker Andens karakteristiske stil. Ikke helt for de mindste qua den til tider grove komik, men syv år og opefter skal nok blive underholdt. Anders Matthesen er jo ikke en af Danmarks mest succesfulde komikere for ingenting. Karaktererne i filmen er genbrug – til trods for at de slet ikke er så mindeværdige, som dem vi mødte i "Terkel i knibe". Publikumsfavoritten Steward Stardust er stadig sjov, men er alt for lidt med. Hvilket desværre er symptomatisk for "Ternet Ninja".
"Ternet Ninja" er en udmærket animationsfilm fra den danske tegnefilmsfabrik. Den skal nok underholde dem, der elsker Anders Matthesens humor, og de, der har læst bogen. Selvom animationsniveauet er nået langt siden "Terkel i knibe" fra 2004, lider Andens seneste under for tyk morale og forglemmelige karakterer. Her er humor, spænding og romantik. Men en nyklassiker – som fortællingen om Terkel – er "Ternet Ninja" ikke.