Anmeldelse: The Accountant

Hvad er resultatet, hvis Ben Afflecks Batman tilsættes en knivspids Jason Bourne – og rundhåndede drys af Matt Damons matematiske, men ustabile geni, Will Hunting? I hænderne på "Warrior"-instruktøren Gavin O’Connor skabes en sprængfarlig, autistisk revisor-hævner, du ikke ønsker rod i regnskabet hos. Det lyder ikke synderligt originalt, og alarmklokkerne bimler da også for endnu en gang generisk action-bagatel, men regnearks-thrilleren "The Accountant" har alligevel et lille trick i ærmet.

Christian Wolff (Ben Affleck) arbejder som revisor i en søvnig lille by på et uskyldigt udseende regnskabskontor. Med sig i bagagen er en broget fortid og svær autisme, der har givet ham større forståelse og hengivenhed for Excel-ark end andre mennesker. Utrolige evner for tal har samtidigt skaffet ham adgang til et højteknologisk robotudviklingsfirma, hvor der opdages mystiske fejl til flere millioner dollars. Pludseligt stiger dødstallene omkring ham, hvilket afslører, at den mutte revisor mestrer andet – og langt mere eksplosivt – end avanceret blækregning.

Ingredienserne kender vi: En plaget helt, der nedskyder og tæver gemene gangster-typer, en mulig, spirende kærlighedsinteresse og en ordens- eller autoritetsmagt, der jagende puster vores helt i nakken. "The Accountant" formår dog at balancere effektivt mellem de mange velkendte klichéer, og især den dvælende og fermt opbyggende historiefortælling tilfører de forskellige aktører tiltrængte lag, der tit er akut fraværende inden for samme type film. Vi engageres i Ben Afflecks plagede figur, og særligt J.K Simmons som agent for skattevæsenet udviser på fornøjelig vis både styrke og sårbarhed.

De ekstra lag gælder ikke kun karaktererne, men kendetegner også et plot, der i sin mange-facetterede iver bliver en smule rodet. Gavin O'Connor genbruger her samme tematik fra sin forrige film, "Warrior", der kredsede om to brødres opvækst præget af en far med forstyrrende hang til vold og disciplin, men dén fortælling falder noget ujævnt sammen med de andre plottråde i "The Accountant". Tråde, der både trækker i retning af onde forbryderorganisationer, en ung, kvindelig skatteagents rehabilitering og ikke mindst Christian Wolffs eget skarpladte opgør med en arbejdsgiver med meget lidt rent mel i posen. Lyder det forvirrende? Det er det også.

Men pyt med forvirringen – fortællingen er dragende i sin regn af kugler og velkoreograferede håndkantslag. Alt sammen serveret med tilpas vellykkede, humoristiske øjeblikke, der er tæt på at placere "The Accountant" i et filmatiseret tegneserieunivers. Fornøjeligt er det at følge Ben Afflecks sociopatiske revisor gå i kødet på ubehagelige typer, og så er Seamus McCarveys kameraarbejde helt i top med stemningsfulde 35mm-skud med filtre, der bader scenerne i blå- og bronzefarvede toner. Toner, der tilføjer dybe skygger, hvor de forskellige mystiske eksistenser kan gemme deres ansigter og hemmeligheder.

"The Accountant" revolutionerer ikke en lidt fortærsket genre. Fokus er temmelig uklart, men den indeholder alligevel både nuancerede karakterer og en så veleksekveret tjubang, at det er umuligt ikke at lade sig underholde. Duften af tegneserie er markant, og troede vi, at Ben Affleck bedst slår på tæven som bitter Batman, tages der grueligt fejl. Om jeg vil råde andre til at ansætte ham som revisor? Dét er jeg nok mere usikker på.

The Accountant

Kommentarer

The Accountant

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen