Anmeldelse: The Apprentice

Ali Abbasi skildrer Donald Trump og Roy Cohn med skræmmende præcision i moralsk forfaldshistorie.

Ali Abbasi må være den ubetinget modigste danske filmskaber i nyere tid. Den dansk-iranske instruktør fik det iranske præstestyre på nakken med seriemorder-thrilleren "Holy Spider," og næsten nedkaldt en intifada over sig. Men Abbasi ryster ikke på hånden. I stedet kastede han sig efterfølgende over et portræt af Donald Trumps unge år og forholdet til hans mentor, Roy Cohn.

Trump har truet med at sagsøge og ruinere Abbasi i den anledning, da filmen ifølge den forhenværende amerikanske præsidents eget udsagn vil påvirke det kommende valg. Ali Abbasi vælger dog heller ikke her den oplagte retning, set med danske øjne. Trump udstilles nemlig ikke som sådan. MAGA-vælgerne vil måske endda synes, at portrættet af deres foretrukne præsidentkandidat er retvisende som handlekraftig magtmenneske.

Handlingen tager sit afsæt i 70’erne, hvor Trump (Sebastian Stan) er en 27-årig ung mand med ambitioner om at gøre hjemstavnen New York City great again. Da han introduceres for og sælger sjælen til den notorisk aggressive og McCarthy-æraens onde geni, Cohn (Jeremy Strong), bliver det starten på en Faust-fortælling om, da Donald blev til Trump.

I en tid, hvor populisme og magtmisbrug ofte dominerer den offentlige debat, træder Abbasi modigt ind i de dybeste korridorer af magtens maskineri og udforsker relationen mellem Trump og Cohn. Som kynisk strateg manipulerede Cohn lov og ret omkring sig og formede Donald Trumps metoder. Filmen er et studie i, hvordan magt korrumperer, og hvordan Cohns oplæring af Trump fortsat skaber ringe i vandet den dag i dag.

The Apprentice" er et studie i, hvordan man når til magtens top for enhver pris, og samtidig er det et skarpsindigt portræt af samtidens benhårde politiske landskab. Ali Abbasi er en mester i at sammenflette faktuelle begivenheder med intense karakterstudier. Fuldstændigt forrygende pragtpræstationer af Sebastian Stan og især Jeremy Strong hverken karikerer eller latterliggør Trump og Cohn. Deres handlinger står for sig selv.

I stedet menneskeliggøres de.  Ikke uden visse absurdkomiske, bizarre og underholdende optrin, men øjnene holdes på bolden. Overordnet set er "The Apprentice" en dybt foruroligende skildring af, hvordan magt korrumperer. Hvordan politisk ambition og moral kan kollidere på destruktiv vis. Især, hvis man er skruppelløs.

Manuskriptet bag er skrevet af journalisten Gabriel Sherman, der dækkede Trump under valgkampen i 2016 og skrev biografien "The Loudest Voice in the Room" om den tidligere Fox News-direktør Roger Ailes, som blev fældet under #MeToo. Journalistisk gennemarbejdet troværdighed gennemsyrer "The Apprentice", selvom der fra start gøres opmærksom på, at det er fiktion. Abbasi undgår derfor klassiske sensationssøgende faldgruber og væver en koncis fremstilling af virkelige hændelser.

Fotograf Kasper Tuxen skaber et dokumentarisk visuelt rum, der underbygger Abassis projekt eminent. Grå New York-skyskrabere og mørke retssale danner en perfekt kulisse for de mange kyniske magtkampe og sitrende spændinger mellem Trump og Cohn. Konstant forhandles etik, sårbarhed og moral væk. Indtil lærlingen overgår sin mester.

Ali Abbasi er kommet langt siden "Grænse" og "Shelley". "The Apprentice" er et skræmmende koncist indblik i magtens mekanikker samt en moralsk forfaldsfortælling om, hvordan ambition kan forvandle mennesker. Abbasi tager os bag Donald Trump og Roy Cohn i et særdeles komplekst portræt af to mænd, der nægter at anerkende andre virkeligheder end deres egne.

Trump oplæres i Cohns leveregler om angrib, angrib, angrib, indrøm intet og benægt alt, og aldrig indrøm et nederlag. Metoden synliggøres på rungende vis i en af årets formentlig vigtigste film, der viser en Donald Trump, som fremstår mere menneskelig end ellers fremstillet i mediebilledet. Det hårdføre portræt af magtmennesket Trump vil enten resonere hos kernevælgerne eller måske få dem til at overveje, om de skal sætte krydset et andet sted. Lad os alle håbe på det sidste.

"The Apprentice" har dansk biografpremiere den 17. oktober. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.

The Apprentice

Kommentarer

The Apprentice

  • ★★★4

    Det hårdføre portræt af magtmennesket Trump vil enten resonere hos kernevælgerne eller måske få dem til at overveje, om de skal sætte krydset et andet sted. Lad os alle håbe på det sidste.

    De republikanske kernevælgere vil med større sandsynlighed se det som et typisk liberalt angreb fra åh-så-venstreorienterede Hollywood.

    Moral betyder ikke noget mere i amerikansk politik. Har vælgerne først besluttet sig, så stemmer de på deres kandidat uanset hvad. Kan de ikke lide hvad de hører er det fake news eller også finder de en konspirationstråd på 4chan eller andre steder, der blot bekræfter en let og belejlig "sandhed" og så er den prut slået.

    Hilsen en, der frygter at Trump vinder igen... eller hvad konsekvenserne bliver hvis han ikke vinder. Trump, og en del af hans vælgere, er jo tydeligvis ligeglad med demokrati, hvis resultatet ikke falder ud til deres fordel.

    Essal17-10-24 00:49

  • ★★★★★0

    En hurtig opfordring til at holde snakken herinde til filmen og lade den politiske debat om den orange skabning blive i den politiske tråd. Det blot før ting evt. stiller hel af.

    Med det sagt ser jeg nok først den her efter den November engang jeg kan slet ikke ha det i mig nu her at se de her ting. Samme med West Wing.

    Lyder dog som en intressant film.

    Elwood17-10-24 08:44

  • ★★★★★★0

    De republikanske kernevælgere vil med større sandsynlighed se det som et typisk liberalt angreb fra åh-så-venstreorienterede Hollywood.

    Moral betyder ikke noget mere i amerikansk politik. Har vælgerne først besluttet sig, så stemmer de på deres kandidat uanset hvad. Kan de ikke lide hvad de hører er det fake news eller også finder de en konspirationstråd på 4chan eller andre steder, der blot bekræfter en let og belejlig "sandhed" og så er den prut slået.

    Hilsen en, der frygter at Trump vinder igen... eller hvad konsekvenserne bliver hvis han ikke vinder. Trump, og en del af hans vælgere, er jo tydeligvis ligeglad med demokrati, hvis resultatet ikke falder ud til deres fordel.

    Enig - hovedtesen er jo; Benægt, benægt, benægt - så det vil næppe flytte noget som helst. Mest sandsynligt vil de slet ikke se den.

    Wayne17-10-24 10:13

  • ★★★1

    De republikanske kernevælgere vil med større sandsynlighed se det som et typisk liberalt angreb fra åh-så-venstreorienterede Hollywood.

    Moral betyder ikke noget mere i amerikansk politik. Har vælgerne først besluttet sig, så stemmer de på deres kandidat uanset hvad. Kan de ikke lide hvad de hører er det fake news eller også finder de en konspirationstråd på 4chan eller andre steder, der blot bekræfter en let og belejlig "sandhed" og så er den prut slået.

    Hilsen en, der frygter at Trump vinder igen... eller hvad konsekvenserne bliver hvis han ikke vinder. Trump, og en del af hans vælgere, er jo tydeligvis ligeglad med demokrati, hvis resultatet ikke falder ud til deres fordel.

    Jeg deler din frygt. Navnligt, da det vil have store konsekvenser globalt.

    Dog er der en stor andel amerikanske vælgere (og svingstater) som er i oprigtig tvivl om, hvorvidt Trump er vejen frem. Heriblandt “ordentlige” republikanere, som ikke nødvendigvis er konspirationsteoretikere, Proud Boys eller forført af rallies-samhørigheden, som vi også så en afart af herhjemme i forbindelse med Covid-nedlukningerne. De kan stadig påvirkes.

    “The Apprentice” er lidt et tveægget sværd i den forbindelse. For den opfylder også udlevelsen af et komplet skruppelløst American Dream-ideal, som taler direkte til et særligt segment. Samtidig er den så troværdig og veldokumenteret opbygget, at den kan være den afgørende på vægtskålen.

    Jeg håber virkeligt, at en masse tager ind og ser den. Også danskere, da Cohns leveregler i høj grad også eksisterer blandt visse europæiske magtmennesker – som Abbasi formidler elegant som fortælling.

    Dolphinfriendly17-10-24 15:50

  • 0

    Valgte at tage i biffen efter at have set pointgivningen her og blev ikke skuffet. Jeg siger ikke, at filmen med garanti vinder nogle Oscars næste år, men nomineret er jeg ret sikker på, at den bliver.

    steadi20-10-24 00:48

  • 0

    En intifada, alligevel?

    Selv Salman Rushdie fik kun en fatwa nedkaldt over sig.

    Anyway, Trump taler kun om filmen, fordi det giver opmærksomhed.

    Folk som vil stemme på Trump holder ikke op med at stemme på ham pga. en film, tværtimod bliver det blot en lejlighed til at nævne hans navn så ofte som muligt. Han gøres interessant (læs: i modsætning til hans modstander Harris) og så stemmer flere på ham.

    Så inderst inde tror jeg Trump er lykkelig over at filmen kommer netop nu.

    nwinther21-10-24 07:41

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen