Anmeldelse: The Banker (Apple TV+)

Trods stærkt skuespil af blandt andre Anthony Mackie og Samuel L. Jackson lider Apples anden originale spillefilm under store klichéer.

Streamingtjenesten Apple TV+ er kun fire måneder gammel, og tjenesten forsøger stadig at finde fodfæste. Hvilket selvfølgelig tager tid i en tid, hvor alle og deres mødre vil ride med på streamingbølgen og skal navigere igennem et hav af tilbud. Hidtil har modtagelsen været blandet overfor de film og serier, Apple har udgivet, men der er stadig mere indhold i vente. Næste skridt for den amerikanske streamingtjeneste er mediets anden originale spillefilm, "The Banker". En underholdende film, der desværre også rummer mange problemer.

Vi befinder os i 1960'erne, hvor Bernard Garrett (Anthony Mackie) drømmer om at blive en succesfuld bankmand. En ambition, der bliver mødt med urimelige udfordringer, da han er en sort mand i en hvid mands forretning. Men da konen introducerer ham for Joe Morris (Samuel L. Jackson), der hersker over en stor kapital, begiver de sig ind på boligmarkedet. Her hyrer de Matt Steiner (Nicholas Hoult) som deres stedfortræder, så den mørke hudfarve ikke bliver et problem.

"The Banker" skal have ros for at fortælle en hidtil ukendt historie om nogle af USA's første sorte bankmænd. Sympatien opnås hurtigt, når Garrett og Morris kæmper imod det racistiske system. En energisk fortælling, der til tider er medrivende takket være en god spandfuld humor, fine billeder – på vegne af danske Charlotte Bruus Christensen – og flotte præstationer fra trioen Mackie, Jackson og Hoult. De tre skuespillere løber med al opmærksomheden og sørger for to gennemgående underholdende timer.

Men selvom der bestemt er fornøjelse i vente, så har filmen desværre flere problemer. Første problem er, at fortællingen er for konventionel. Der er aldrig tvivl om, hvor historien vil gå hen, da filmen uden ironi satser på biopic-klichéer. Først kommer de talrige sejre, efterfulgt af det store skelsættende nederlag, hvor fremtidens udsigter er dystre. For så alligevel at ende lykkeligt, da vores helte redder dagen til sidst. Instruktør George Nolfi træffer de sikre valg, hvilket resulterer i en fortælling på autopilot. Der er intet galt med at genbruge klichéer, da god karakterudvikling sagtens kan gøre op for det forudsigelige, men bankverdenen i "The Banker" forløber for let.

"The Banker" falder i de samme fælder, som eksempelvis "Bohemian Rhapsody" gjorde for få år siden. Fokus på en bred tidshorisont på bekostning af karaktererne. Publikum lærer dem kun at kende på overfladen, hvilket gør, at de dramatiske øjeblikke klinger hult, hvor det er op til soundtracket at fremkalde følelserne. Bank-eventyret føles for kalkuleret i stil med sidste års "On the Basis of Sex", hvor kampen for kvinders rettigheder tages for givet. Dertil bliver der også pyntet på sandheden. Eksempelvis havde virkelighedens Garrett problemer med ægteskabet. En omskrivning af sandheden, der i dette tilfælde understøtter en allerede flad film.

"The Banker" er en film, der kan være medrivende og underholdende på klassisk vis – hovedsageligt takket være flot skuespil fra de tre hovedpersoner. Men generelt overfladiske karakterer, klichéer i hobevis og manglende aktivering af følelsesregistret er ikke til at overse. "The Banker" er til dels fornøjelig nok at spendere to timer på, men jo længere den bliver hængende i erindringen, desto flere problemer fremstår der. Historien om nogle af USA's første sorte bankmænd er langt fra forfærdelig, men forvent ikke en rig fortælling om en af Amerikas mere oversete kapitler.