Har ikke set den endnu, men må sgu erkende den ser lidt flad ud og hvis dette er oscar favoritten nu, så ved jeg snart ikke hvad.
Anmeldelse: The Big Short
Oplever du saftig stimulans over lystige, økonomiske begreber som pantebreve, obligationer og det helt frække – realkreditlån? I så fald har du været én af de få med et nogenlunde overblik over den finansielle verdenskrise, der i 2008 drev millioner af mennesker fra hus og hjem. For os, der ikke til fulde mestrer rentesnakken, er her en kærkommen mulighed for indvielse i Adam McKays kulørte lån og spar-drama "The Big Short". Den Oscar-nominerede beretning skærer det ud i pap for os – hvordan ukontrolleret og uhæmmet kapitalisme flammeristede uvidende ofre, og hvordan bankindustrien jonglerede med både benzinen og de tændte tændstikker. Onde, onde penge.
Vi er i de glade 00'ere. Ejendomsmarkedet er en fest, og på Wall Street flyder champagnen. Det er dog ikke alle, der bader sig i de buldrende finansfornøjelser og luksuriøse boblebade. Den socialt akavede finansrådgiver Michael Burry (Christian Bale) ser i stedet en truende boligboble og satser enorme summer på, at hele markedet vil kollapse. En håndfuld investorer og aktiespillere følger trop, og sammen afslører de, hvor sammenspist og bundrådden de forskellige institutioner i finansverden egentlig er. Halløj i pengepungen!
"Jamen, jeg er jo manden med 'Anchorman' og 'Step Brothers'?!" Instruktør Adam McKay havde bange anelser med at kaste sig ud i et projekt, der ligger milevidt fra hans bagkatalog af fjollede og anarkistiske filmuniverser. Umiddelbart ville en teknisk og knastør forklaring af pensionsopsparinger og kreditlån også ligne en sikker vej til unødig forvirring og kedsomhed, men det er heldigvis ikke tilfældet i "The Big Short". McKay og medforfatter Charles Randolph ("The Life of David Gale") behandler det seriøse tema med sprudlende fortælleglæde og opfinder her nærmest en helt ny genre – en lektionskomedie.
Og ja, lektioner får vi. Termer og begreber bombarderes mod den forsvarsløse tilskuer – som brikker i et spil Tetris, der er snublende tæt på at ramle. Det er let at fortabe sig i den fyldige bankslang, men det er "The Big Short" klar over. Det har aldrig været hensigten at klæde os på til at starte egen bankrådgiver-karriere, men på underholdende og vedkommende vis at give et indblik i, hvor kaotisk, destruktiv og pilrådden denne krise har været – med stærke scener af den almindelige ramte borger som hjerteskærende eksempler.
Den store styrke ligger i det formidable cast. Ryan Gosling, Brad Pitt, Christian Bale og i særdelshed en intens Steve Carell som finansjonglører tilfører bid og komisk timing, der får en teknisk, tung fortælling til at glide ubesværet ned som toppen af en drømmekage. Vi som tilskuere forstår ikke altid, hvad de fabler om, men hvor lyder det bare fantastisk, når de gør det. Der er fart på, det er hamrende kulørt, og så er det bare sært tiltrækkende at overvære en metal-lyttende Christian Bale med glasøje, der spiller trommer til Panteras gamle 90'er tonser "By Demons Be Driven".
"The Big Short" er 130 minutters vellykket og underholdende finansforvirring. Man føler sig ikke nødvendigvis klogere på baggrunden for den økonomiske krise, men dennes alvor og konsekvenser står som mejslet i granit. Adam McKay vil gerne gøre os opmærksomme og vrede, men er samtidig smart nok til at servere den dommedagsprægede fortælling med tiltrængt komisk flair, der gør, at interessen bevares. Empati og menneskelige værdier i den finansielle sektor? Så er du gået forkert!
