Anmeldelse: The Card Counter

Selvom Paul Schraders opråb er det samme som i "Taxi Driver", slår ny thriller en proper straight flush.

Hvis én manuskriptforfatter kan sige at have haft størst indflydelse på New Hollywood-nybølgen og amerikansk film i det hele taget, står Paul Schrader blandt de mest markante kandidater. Selvom den nu 75-årige amerikaner mest er kendt for samarbejdet med Martin Scorsese, har Schrader også vist sig som en særdeles kompromisløs instruktør siden især "American Gigolo" fra 1980. For selvom karrieren har budt på en andel af metervarer, med titler "Dominion: Prequel to the Exorcist" og Nicholas Cage-thrilleren "The Dying of the Light" blandt lavpunkterne, har Schrader med "Adam Resurrected" og "First Reformed"  fastholdt det eksistentielle mørke og sønderknusende samfundskritik, der gjorde ham berømt med "Taxi Driver" og "Raging Bull". "The Card Counter" fortsætter i helt samme tungsindige spor. 

Den tidligere soldat William Tell (Oscar Isaac) lever af at gamble. Han opsøges af unge Cirk (Tye Sheridan), som ønsker hjælp til at hævne sig på den tidligere oberst John Gordo (Willem Dafoe). William ser det som en chance for at genvinde sin værdighed, hvis han lykkes med at forhindre Cirks destruktive planer, og han tager derfor på casino-road trip sammen med den unge mand. Rejsen støttes økonomisk af den hemmelighedsfulde La Linda (Tiffany Haddish), hvor målet for den umage trio er VM i poker i Las Vegas – og penge nok til at trække sig tilbage. Men i forsøget på at holde Cirk i kort snor drages William ind i sin egen fortids mørkeste afkroge.

Skal Paul Schraders typiske temaer sammenfattes i én billedsproglig sætning, må det være som en foreslået knytnæve, knuget sammen i blodig selvdestruktion, kristen katharsis, selvopofrelse og ultimativ tilgivelse, som hamres gennem et splintrende spejl af éns egen refleksion. Robert De Niros  "You talkin’ to me?"-scene i "Taxi Driver" indrammes af den nerve og forpinthed, og det gør Oscar Isaacs ditto intense monologer i "The Card Counter". I sådan en grad, at netop de to film kan spejles i hinanden.  

Som en metarefleksion over De Niros ikoniske rolle som Travis Bickle, kastes Isaac ud i karrierens nok mest krævende portræt, når USAs udenrigspolitik endnu engang får hovedet presset under vand. Paul Schrader har så sandeligt ikke mistet sin anti-establishment vrede, når skyldfølelsen over Irakkrigen og de umenneskelige torturmetoder i Abu Ghraib flyder op til overfladen. Med hyperventilerende vejrtrækning trækkes vi i benene ned ad samvittighedskvalernes blod og fæcesindsmurte korridorer, mens der skriges om tilgivelse fra de tilstødende forhørslokaler. Nej, Schrader er ikke blevet mildere med alderen, når publikum waterboardes i en aggressiv metaforisk bredside på amerikansk selvretfærdighed i kølvandet på krigsforbrydelserne efter 11. september-terrorangrebet.    

Som den schweiziske folkehelt William Tell, der mod alle odds med bue skød æblet fra sin søns hoved og senere dræbte landets habsburgske tyran som hævn, er den kort-tællende antihelt bag Isaacs stive blik en frihedskæmper. Spilles kortene rigtigt, kan generationstraumet over USAs gerninger slippes. Men kun hvis pilen rettes mod de ansvarlige magthaverne. Ikke mod en befolkning, ramt af vreden over angrebet på egen jord og i selvmodsigende krig mod terror blev vildledt til at påføre uskyldige mennesker og lande smerte i hævnens rus, forklædt som patriotisme. "The Card Counter" er et intens og opslugende feber-ekko af det, der blev vrisset ad Travis Bickles spejlbillede. Selvom Paul Schraders opråb er med samme intensitet som i 1976, slår det ikke mindre hårdt anno 2021. Det er stadig nødvendigt med en lige højre og et straight flush.

Knugende intens og opslugende i al sin kompleksitet, kaster Paul Schrader sig i ungdommelig kampgejst i et frontalt anti-establishment med "The Card Counter". Tematisk er den aldrende filmlegende tilbage i helt vante rammer med aggressiv kritik af USA som krigsførende nation, denne gang af Irakkrigen. Selvom nyeste skud fra den legendariske filmskaber langt hen ad vejen er en ny udgave af "Taxi Driver", fastholdes publikum i en fysisk og intellektuel tour de force i generationstraumets anatomi, der føles frisk og pågående relevant.

The Card Counter

Kommentarer

The Card Counter

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen